Valencia sørgede for nyt Barcelona-pointtab

Valencia sørgede for nyt Barcelona-pointtab

 

Søndagens sene La Liga-opgør mellem Valencia og FC Barcelona endte med en 1-1-pointdeling.

 

Det var fjerde La Liga-opgør i træk, som Barcelona ikke vandt.

FC Barcelona vandt i midtugen 4-2 over Tottenham i Champions League, men de forsvarende spanske mestre har haft store problemer i den hjemlige liga.

Således har Ernesto Valverdes mandskab ikke vundet i de seneste tre La Liga-opgør, men trods det havde Barcelona chance for at spille sig tilbage på førstepladsen i søndagens udekamp mod Valencia.

Gæsterne fik en decideret mareridtsstart på opgøret efter bare halvandet minut af opgøret.

Valencia sendte et hjørnespark ind i Barcelona-feltet, og via Gerard Piques ryg havnede bolden for fødderne af en helt fri Ezequiel Garay, der let prikkede bolden i nettet til hjemmeføring på 1-0.

Michy Batshuayi var tæt på at bringe Valencia på 2-0 efter seks minutter, men Marc-Andre ter Stegen diskede op med en fin redning i Barcelona-kassen.

Midtvejs i første halvleg viste FC Barcelonas Lionel Messi, hvorfor han regnes som én af klodens bedste fodboldspillere.

Den argentinske troldmand spillede bande med Luis Suarez, og herefter bankede han køligt bolden i mål ved den fjerde stolpe. Flot scoring af Messi til 1-1.

I slutningen af halvlegen var hjemmeholdet nærgående igen, men både Denis Cheryshev og Jose Gaya savnede den sidste kvalitet i afslutningen, og derfor stod der 1-1 på måltavlen efter de første 45 minutter.

Anden halvleg blev en noget mere chancefattig affære, men i kampens afslutning appellerede Luis Suarez i to omgange for straffespark, men kampens dommer vinkede afværgende.

Lionel Messi var i en god situation med ti minutter igen, men argentinerens afslutning med højrebenet gik i sidenettet.

Valverde forsøgte at satse offensivt sent i kampen med indskiftningerne af Ousmane Dembele og Rafinha, men Valencia stod solidt i defensiv og gjorde det svært for Barcelona-offensiven.

Det lykkedes aldrig et af de to mandskaber at score igen, og derfor endte det med en 1-1-pointdeling mellem Valencia og FC Barcelona.

Det ene point gør, at Barcelona overhaler Atletico Madrid i tabellen og catalanerne ligger nu på andenpladsen i La Liga med et point op til Sevilla.

 

 

 

Kilde Bold.dk