Svindelsigtet er mødt i retten i Sydafrika

Svindelsigtet er mødt i retten i Sydafrika

 

Svindelsigtede Britta Nielsen er torsdag mødt i retten i Sydafrika. Det skal besluttes, om hun kan sendes hjem.

 

Den svindelmistænkte Britta Nielsen er torsdag blevet ført ind i en retssal i Randburg Magistrate Court.

Det rapporterer BT, Ekstra Bladet og TV2, der er til stede i retten.

På tv-billeder kan man se den 64-årige kvinde, der har sort hår og er iført en mønstret bluse.

Hun sidder stille og veksler kort nogle ord med sin sydafrikanske advokat, Stiaan Krause.

Retsmødet torsdag ventes at dreje sig om, hvorvidt Britta Nielsen kan blive udleveret til Danmark.

Hun har selv gennem sin advokat tidligere meddelt, at hun gerne vil hurtigt til Danmark.

Det er endnu uvist, om retten allerede torsdag vil tage stilling til udleveringen.

Britta Nielsen var gennem 40 år ansat i Socialstyrelsen.

Her var hun en betroet medarbejder, som var såkaldt ‘superbruger’ af styrelsens it-systemer.

Bagmandspolitiet mistænker, at hun gennem sit arbejde har overført mindst 111 millioner kroner til sig selv.

I sagen er tre sigtet for hæleri. Den ene – en dansk mand – blev anholdt 30. oktober i den internationale lufthavn i Johannesburg.

Han skal også i retten i Sydafrika torsdag. Det bliver dog i en ret i Kempton Park.

Opdatering:

Svindelsigtede Britta Nielsen bliver udleveret til Danmark i dag.

Det beslutter dommer i Johannesburg i Sydafrika, skriver Ekstra Bladet og BT.

 

 

Kilde Politiken/ritzau