Svensk gidsel konverterede til islam for at narre al-Qaeda

Svensk gidsel konverterede til islam for at narre al-Qaeda

 

Svenske Johan Gustafsson har for første gang fortalt om sit over fem år lange fangenskab hos militante islamister.

 

Johan Gustafsson blev desperat, nogle måneder efter at han var blevet bortført i Mali i 2011 af den nordafrikanske gren af terrorgruppen al-Qaeda.

Han tænkte først på at flygte eller tiltvinge sig våben, men han var på det tidspunkt så langt ude i Sahara-ørkenen, at han vurderede, at det ikke kunne lykkes.

– For at redde mit liv konverterede jeg til islam. Jeg havde set, hvordan de (bortførerne, red.) beder, så jeg begyndte at bede med dem og gøre alt på samme måde, fortæller Johan Gustafsson.

På et pressemøde i dag fortalte han for første gang om de fem år og syv måneder, han sad fanget.

Han tænkte, at hvis de troede, hans konvertering var ægte, kunne han måske blive sluppet fri. For han lod kun som om. Han blev i virkeligheden ikke muslim og ser sig fortsat som ateist den dag i dag.

Friere dagligdag

Han blev dog ikke frigivet, fordi han konverterede, men hans dagligdag blev lidt friere.

– Jeg kunne gå frit rundt i lejren. Det føltes mærkeligt, fortæller Gustafsson.

Johan Gustafsson blev løsladt i juni efter 2.039 dages fangenskab hos gruppen al-Qaeda i det Islamiske Maghreb (AQIM).

Grunden til, at han var i Mali i 2011, skyldtes, at han var på vej fra Stockholm til Sydafrika på motorcykel.

Men dagen efter at han var kommet til byen Timbuktu, blev han kidnappet. Han vågnede fra en lur på grund af noget tumult uden for sit værelse.

– Lige da jeg åbnede døren, stod en mand med en kalashnikov rettet mod mig, fortæller Johan Gustfasson.

Han blev kidnappet sammen med to andre mænd på hotellet, hollænderen Sjaak Rijke og Stephen McGown fra Sydafrika. Kidnapperne forsøgte også at få en tysker ved navn Martin med, men han strittede imod.

– Vi hører to skud, og vi forstår, at Martin er blevet skudt. De skød koldblodigt en turist for ingenting, fortæller Johan Gustafsson.

Han tilføjer, at de tre mænd, der nu lå på ladet af en bil, blev desperate, da de nu var klar over, hvad kidnapperne var parate til at gøre.

Det blev hurtigt klart, at AQIM ville have noget til gengæld for at slippe de tre mænd fri. De skulle derfor optræde i videoer, hvor de skulle bede for deres liv.

Troede han ville blive dræbt

– De stillede krav og en deadline. Det tog jeg meget alvorligt, jeg troede ikke, at det var et bluff, siger Gustafsson, der i starten var overbevist om, at han ville blive dræbt.

Forskellige grupper i AQIM bevogtede de tre mænd, og de blev flyttet til et nyt sted i ørkenen mindst en gang om måneden og til tider flere gange om ugen.

I 2012 brød et islamistisk oprør ud i Mali, og i begyndelsen af 2013 greb det internationale samfund med dansk støtte ind på regeringens side.

Da Malis regering og dens støtter fik nogenlunde styr på situation, blev der dannet en FN-mission, der skulle sikre fred og stabilitet i landet og holde byerne fri for al-Qaeda-relaterede terrorister. Missionen har i en periode haft en dansk general som chef.

Lettet over mislykket flugtforsøg

Kampene i 2013 tvang blandt andet islamisterne i AQIM på flugt, og her så svenskeren en mulighed for at flygte. Og i starten af 2013 sneg han sig væk en nat i ly af mørket. Selvom han var langt ude i ørkenen, håbede han at finde nogle mennesker, der kunne hjælpe ham videre.

– Jeg håbede at støde på nogen og måske finde en vej med trafik.

Men efter at have gået i to nætter blev han fanget af sine kidnappere igen.

– Det var både en skræk og en lettelse. Jeg har jo gået i to dage. Foran mig er der jo bare ørken, der er ikke skygge, og der er ikke noget overhovedet. Jeg havde intet set i løbet af de to dage.

Han frygtede, at hans kidnappere ville straffe ham for flugtforsøget og i værste fald dræbe ham.

– De sagde bare, at de ville skade mig, hvis jeg gjorde det igen. De behandlede mig stadig ok, fortæller Johan Gustafsson.

Der kom dog også anledninger til håb i de mange års fangenskab, som da Sjaak Rijke blev frigivet i april 2015.

Pludselig frigivelse

Men der gik over to år mere, før Gustafsson selv blev frigivet. En frigivelse, han beskriver som meget pludselig.

Der dukkede en bil op som så mange gange før, men denne gang bad chaufføren Gustafsson om at tage sine ting med, og for første gang blev han adskilt fra sydafrikaneren Stephen McGown. Han skiftede bil nogle gange og fik undervejs at vide, at nu var han fri. Han turde dog ikke tro på det, før han stod omringet af svenske betjente i den anden ende af landet.

– Så hørte jeg på klingende svensk: ”Johan”. Der stod en gruppe svenske betjente med tårer i øjenkrogen. De formede en beskyttende ring omkring mig, indtil vi kom til Arlanda (Stockholms lufthavn, red.), fortæller Johan Gustafsson.

Ved ikke hvorfor han blev løsladt

Men Johan Gustafsson ved ikke, hvorfor han er blevet løsladt.

Løsesummen, som AQIM krævede, lød på et tidspunkt på 200 millioner svenske kroner. Men de svenske myndigheder siger, at de ikke har betalt nogen penge til kidnapperne, da det er en fast politik.

– Jeg kan bare spekulere som alle andre. Jeg håber og tror, at Sverige holder ord om ikke at give penge til organisationen, siger Gustafsson.

– Jeg håber jo, at de (AQIM, red.) var oprigtigt trætte af mig, siger han med et grin.

 

 

 

 

 

 

Kilde DR Nyheder

Fortæl os hvad du mener om denne artikel