Dansk cykling havde torsdag en fremragende dag ved EM i den hollandske by, Alkmaar. Først blev det til både guld og sølv blandt U23-rytterne i enkeltstart, og bagefter vandt Kasper Asgreen EM-sølv, da ‘de voksne’ kørte deres enkeltstart.
Hos U23-rytterne var det den 20-årige Johan Price-Pejtersen (Team ColoQuick), der tilbagelagde de 22 kilometer på enkeltstarten på 25 minutter og 53 sekunder. Det var hurtigst af alle.
“Jeg er bare så glad og overvældet. At vinde er en drøm, og jeg har haft det som mål siden VM sidste år. Så det er bare så dejligt, at det hele lykkes,” sagde Johan Price-Pejtersen efter sejren til TV2.
Ligeledes 20-årige Mikkel Bjerg var 11 sekunder langsommere end Johan Price-Pejtersen, men det rakte trods alt til en sølvmedalje for Mikkel Bjerg, som er forsvarende U23-verdensmester i disciplinen.
Han kunne godt glæde sig på sin landsmand vegne,
“Johan er en god kammerat, og jeg ved, hvor meget han har trænet efter det, så det er fedt at se, at han vinder.” sagde Mikkel Bjerg, der i år kører for Hagens-Berman Axeon, men som til næste år skifter til World Tour-holdet UAE Emirates.
Johan Price-Pejtersen vandt også tidligere på sommeren det danske mesterskab i enkeltstart for U23-ryttere, mens han tog bronze hos seniorerne. Ved den lejlighed gik guldet til Kasper Asgreen, der torsdag vandt den tredje danske EM-medalje, da han var næsthurtigst i det ‘rigtige’ mesterskab.
“Jeg synes faktisk, at jeg kører en mere eller mindre perfekt enkeltstart,” sagde den 24-årige Deceuninck-Quick Step-rytter, der i sidste måned fik en nydelig debut i Tour de France..
Torsdag måtte han trods den flotte enkeltstart se sig slået af Remco Evenepoel, som han til dagligt er holdkammerat med på Deceuninck-Quick Step-mandskabet.
Det belgiske fænomen kørte de 22 kilometer på 24 minutter og 56 sekunder. Det var 18 sekunder hurtigere end Kasper Asgreen.
Bagefter dedikerede Remco Evenepoel sejren til sin landsmand, Bjorg Lambrecht. Han døde tidligere i denne uge, da han iført sin Lotto-Soudal trøje styrtede i etapeløbet Polen RUndt.
“Jeg ville vinde EM-trøjen med stjerner for nogle endnu større stjerner i himlen. Det lykkedes, og det er fantastisk,” sagde den kun 19-årige Remco Evenepoel efter EM.triumfen.