Solens vitaminer giver energi til vinterhalvåret - Costa Posten

Solens vitaminer giver energi til vinterhalvåret

Solens vitaminer giver energi til vinterhalvåret

 

Ud i det gode vejr! I sommersolen lader din krop op til mørke måneder, forklarer overlæge.

 

Det danske sommervejr har slået flere rekorder på antal af solskinstimer, og de mange solrige måneder vil med al sandsynlighed vise sig i danskernes helbred, når sommeren går på hæld.

I solen optager vi nemlig store mængder D-vitamin i blodet, som både menes at styrke kroppens immunforsvar, forebygge en række sygdomme og sænke dødeligheden.

Det forklarer professor og overlæge på Herlev Hospital, Børge Nordestgaard.

– Lidt vitamin D er godt. Meget vitamin D er rigtig godt, og lige nu kan gennemsnitsdanskeren næsten ikke undgå at få et optimalt niveau af D-vitamin i kroppen, siger han.

Lagres i fedtdepoter

Vitaminet dannes i huden, når solens stråler skinner på den, og det lagres i vores fedtdepoter.

Jo mere vi har været udsat for solens stråler henover sommeren, jo mere har vi at tære på, når vi mangler D-vitamin. Det betyder, at vi ikke bare har glæde af solen, mens den er der, men også fra oktober til marts, hvor solens ultraviolette stråling i Danmark ikke er stærk nok til, at der kan dannes D-vitamin i huden.

Overlæge ved Endokrinologisk Afdeling på Hvidovre Hospital Jens-Erik Bech Jensen, der ligesom Børge Nordestgaard har forsket i D-vitaminets virkning, fortæller:

– Når sommeren har været lang, er depoterne større. Ganske enkelt. Normalt plejer nordboers depoter at være brugt op hen mod foråret, men med den sommer, vi har haft i år, kan vi forvente, at det høje niveau af D-vitamin i vores krop holder længe.

Bedre knogler og muskler

Om den lange sommer vil betyde færre depressioner og mildere influenzasæson, vil Jens-Erik Bech Jensen ikke spå om. Han påpeger dog, at D-vitamin generelt hjælper kroppen med at holde sig rask. Kroppen får for eksempel lettere ved at optage mineraler som calcium og fosfor, der er stoffer, som styrker knogler og musklers funktion.

Desuden påpeger begge forskere, at forskning også tyder på, at risikoen for at blive ramt af nogle af de større kræfttyper som lunge- og blærecancer kan begrænses med høje niveauer af D-vitamin.

Omvendt har folk med lavt D-vitamin ifølge Børge Nordestgaard større risiko for at blive ramt af folkesygdomme som diabetes, demens og blodpropper.

– Det er også årsagen til, at mennesker, der ikke får nok vitamin D, har beviseligt højere dødelighed end dem, der gør. Dødeligheden øges med 30 procent, siger han og refererer et dansk studie fra 2014, der er udgivet i det anerkendte lægevidenskabelige tidsskrift British Medical Journal.

30 minutter i sol er nok

Professor Børge Nordestgaard anslår, at op mod hver fjerde dansker mangler D-vitamin.

De mest almindelige symptomer på manglen er knoglesmerter og nedsat kraft i musklerne, vraltende gang og bevægelighedsbesvær.

Personer med en almindelig sund livsstil, der får moderat sol om sommeren, skulle dog ifølge Sundhedsstyrelsen have meget lille sandsynlighed for at lide af mangel på D-vitamin.

Hvis du alligevel vil sikre dig eller bare få fyldt depoterne godt op, har du alletiders gode chance lige nu, hvor meteorologerne lover mere sol over Danmark. Der skal slet ikke så meget til, påpeger Børge Nordestgaard.

– Du behøver sådan set kun være eksponeret for sol i omkring 30 minutter et par gange om ugen lige nu. Og du kan sagtens nøjes med at have ansigt, arme eller ben i solen – bare det er uden solcreme, siger han og understreger:

– Den skal så til gengæld på, hvis du har tænkt dig at være i solen længere tid, så du ikke ender med at blive skoldet og rød. Det er ikke godt for noget. Skoldethed øger riskoen for den alvorlige form af hudkræft.

 

 

Kilde DR Nyheder