Cykling

2017-vinderen udgår af Giro d’Italia på femte etape

Skrevet for

den

Hollænderen Tom Dumoulin måtte på onsdagens femte etape af årets Giro d’Italia opgive at fuldføre løbet. Han vandt løbet i 2017, men han måtte udgå kort tid efter starten på femte etape af årets udgave.

Tom Dumoulin lå efter mandagens tredje etape nummer fem, men på fjerde etape var han seks kilometer før mållinjen involveret i et styrt, som gav ham store smerter i knæet.

Inden starten på onsdagens etape var Tom Dumoulin og hans Sunweb-mandskab forberedt på, at det kunne ende, som det gjorde.

“Jeg vil prøve, for jeg vil ærgre mig bagefter, hvis jeg ikke prøvede. Men det ser ikke godt ud. Jeg har cyklet på træningscyklen i morges. Jeg fik problemer, når jeg rejste mig i sadlen, og når jeg forsøgte at sætte fart på. Så lad mig sige det på den måde, at jeg ikke er alt for optimistisk,” sagde Tom Dumoulin inden etapen ifølge cyclingnews.

Allerede efter få kilometer, stod det klart, at den 28-årige hollænder ikke kunne gennemføre etapen.

2019-udgaven af Giro d’Italia føres i skrivende stund af sloveneren Primoz Roglic (Team Jumbo-Visma), som vandt løbets første etape i Bologna.

Femte etape var en forholdsvis flad en af slagsen på 140 kilometer. Den endte med at blive vundet af tyskeren Pascal Ackermann (Bora.Hansgrohe) i en massespurt. Han vandt også løbets anden etape søndag.

 

Cykling

Danskerhold holdt fast i den gule trøje trods tidstab: ‘Vi rider på en bølge’

Skrevet for

den

For ottende etape i træk og for 11. etape i alt holdt franske Julian Alaphilippe fast i den gule førertrøje i årets Tour de France, selvom hans forspring skrumpede ind efter søndagens etape i Pyrenæerne. Og det glædede hans to danske holdkammerater.

“Det var en hård etape, men at vi kan holde fast i den gule trøje er en stor fornøjelse, så jeg føler, at vi rider på en bølge,” sagde Kasper Asgreen, der ligesom Julian Alaphilippe kører på Deceuninck-Quick Step holdet.

På vej op ad den sidste ud af fire bjerg-stigninger på søndagens 15. etape måtte Julian Alaphilippe eller slippe nogle af konkurrenterne. Inden etapen havde han et forspring på to minutter og to sekunder til nærmeste forfølger. Men nu er der tre mand, som har mindre end to minutter op til franskmanden. Tættest på er stadig sidste års vinder af løbet, waliseren Geraint Thomas, som nu er et minut og 35 sekunder efter.

“Det er fantastisk at følge et Tour de France, hvor klassementet på ingen måde er lukket ned, som det har været tidligere på det her tidspunkt,” siger holdets anden dansker, Michael Mørkøv, til DR.

Det bedste danske håb om en topplacering, Jakob Fuglsang (Team Astana), kom søndag i mål fem sekunder efter Julian Alaphilippe, således at den 34-årige dansker nu er fem minutter og 27 sekunder efter den gule trøje.

Desuden røg Jakob Fuglsang en placering tilbage fra ottende- til niendepladsen i den samlede stilling, fordi han blev overhalet af den spanske veteran, Alejandro Valverde (Team Movistar).

Inden løbet havde Jakob Fuglsang håbet på en podieplacering, men Team Astanas danske sportsdirektør, Lars Michaelsen, erkendte efter søndagens etape, at det bliver svært.

“Top-5 er nok mere realistisk. Men der kan ske meget i løbets sidste uge. Nogle kan gå helt ned, og andre kan vinde store sejre,” sagde Lars Michaelsen.

Søndagens etape blev vundet af englænderen Simon Yates (Mitchelton-Scott), der kørte i mål i ensom majestæt. På andenpladsen kom franske Thibaut Pinot (Groupama-FDJ), der ligger på en samlet fjerdeplads, og som virker som den bedst kørende rytter netop nu.

Det var anden etapesejr til Simon Yates i årets løb. Han vandt også torsdagens 12. etape.

Mandag venter løbets anden hviledag, inden rytterne kører mod Alperne, hvor der venter flere hårde etaper.

Læs artiklen

Cykling

Fuglsang tilbage i top 10 efter hård bjergetape: – Det går den rigtige vej!

Skrevet for

den

Det store danske håb i Tour de France, Jakob Fuglsang, blev lørdag nummer ti på en hård etape op til det legendariske bjerg Col du Tourmalet i Pyrenæerne. Han avancerede fra 13. til 8. pladsen i den samlede stilling, og det var han godt tilfreds med.

“Jeg tror stadigvæk på, at det går den rigtige vej. Det var alt i alt en god dag og et skridt i den rigtige retning. Selvfølgelig kunne det have været fedt at tage et større skridt og sidde med til allersidst, men jeg døde lidt på de hårde accelerationer på de sidste to kilometer. Der begyndte at blive lidt luftmangel deroppe i 1700-1800 meters højde,” sagde Jakob Fuglsang efter etapen ifølge DR.

Rytterne kørte etapen efter en hård enkeltstart fredag, som tydeligvis gjorde, at flere af favoritterne tidligt måtte slippe, da det gik op ad bakke. Det gjaldt eksempelvis colombianeren Nairo Quintana (Team Movistar) og australske Richie Porte (Trek-Segafredo).

Samlet ser er den danske Astana-kaptajn fem minutter og 22 sekunder efter den førende rytter, franskmanden Julian Alaphilippe (Deceuninck Quick-Step), der blev nummer to på etapen. Han var seks sekunder efter sin landsmand, Thibaut Pinot (Groupama-FDJ), der ligger nummer seks i den samlede stilling.

Om Julian Alaphilippe sagde Jakob Fuglsang:

“Han plejer at køre godt, når det er to stigninger som i dag, også selvom der bliver kørt til. Det plejer at være mængden af dage, hvor der bliver kørt til, der dræber ham. Men han fighter godt, og den gule trøje giver måske vinger. Så det kan være, at det lige er dét, der giver ham lidt ekstra.”

Sidste års vinder af løbet, waliseren Geraint Thomas /Team Ineos), blev ligesom Jakob Fuglsang sat op af Col du Tourmalet til sidst. Selvom han er nummer to i den samlede stilling, er han nu lidt over to minutter efter Julian Alaphilippe.

“Det var en hård dag. Jeg er skuffet. Det er, hvad det er, og jeg forsøgte at begrænse skaderne.” sagde Geraint Thomas ifølge TV2.

 

 

 

 

Læs artiklen

Cykling

Jakob Fuglsang tabte tid trods flot enkeltstart: – Det gik egentlig ret godt

Skrevet for

den

Jakob Fuglsang kørte i mål som nummer 12 på fredagens enkeltstart i Tour de France og det var isoleret set et fornuftigt resultat. Alligevel tabte han yderligere tid til både den førende rytter, Julian Alaphilippe, og flere andre rivaler.

“Det gik egentlig ret godt. Selvfølgelig gjorde det modbydelig ondt – specielt den sidste halvdel på flad vej hjemad, hvor der var mere modvind end tidligere på dagen. Jeg disponerede godt og kom godt igennem. Jeg synes ikke, jeg kunne gøre så meget andet, ” sagde Jakob Fuglsang til Ritzaus Bureau efter enkeltstarten i den sydfranske by, Pau.

Med sin fornemme kørsel halede Jakob Fuglsang ind på rivaler som colombianerne Egan Bernal (Team Ineos) og Nairo Quintana (Team Movistar), men han tabte også tid til flere andre.

“Det virkede, som om der var godt med power, specielt på stigningen. Det gik godt, og jeg døde ikke på noget tidspunkt. Alt i alt er jeg godt tilfreds, ” sagde den danske Team Astana-kaptajn.

Jakob Fuglsang avancerede fra 16.- til 13. pladsen i den samlede stilling. Alligevel kom han længere væk fra topplaceringen, fordi franske Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step) temmelig overraskende vandt enkeltstarts-etapen med 14 sekunders forspring til sidste års vinder af Tour de France, waliseren Geraint Thomas (Team Ineos).

“Det havde jeg virkelig ikke forventet. Han kører tydeligvis virkelig godt. Det er ham, man mest skal holde øje med lige nu.. Han er klar favorit og manden, man skal holde øje med. Der er lang vej endnu og flere hårde etaper i vente,” sagde Geraint Thomas om Julian Alaphilippe efter etapen ifølge TV2.’

Julian Alaphilippes etapesejr betyder, at Jakob Fuglsang nu er fire minutter og 29 sekunder efter franskmanden i den samlede stilling. Der mangler stadig en del etaper i både Pyrenæerne og Alperne, så det er ikke et forspring, der er uoverkommeligt at indhente. Problemet er, at Julian Alaphilippe sidste år  vandt løbets prikkede bjergtrøje, så han er stærk, når det går op ad bakke.

Faktisk begynder det at se svært ud for Jakob Fuglsang i forhold til hans ambition om at komme på podiet. Selvom det stadig er tæt i toppen af den samlede stilling, og selvom der mangler en del etaper,  er der mange gode ryttere, danskeren skal nå at indhente på løbets sidste ni etaper, hvis det skal lykkes med en podieplads i Paris.

Bedste dansker på enkeltstarten blev ikke uventet Kasper Asgreen (Decueninck-Quick Step). Den danske mester i enkeltstart sluttede som nummer otte. Han var 52 sekunder langsommere end sin holdkammerat på den 27 kilometer lange rute.

 

 

 

 

Læs artiklen

Cykling

Spanier frataget sejren i Vuelta’en i 2011: ‘Bedre sent end aldrig’

Skrevet for

den

Den internationale cykelunion (UCI) har frataget den tidligere spanske cykelrytter, Juan José Cobo, sejren i Vuelta a España i 2011 på grund af doping. Det skriver flere internationale medier.

I stedet overgår sejren til briten Chris Froome, som dengang kørte for Team Sky, der nu hedder Team Ineos, hvor han normalt er kaptajn.

Chris Froome var godt tilfreds med at få tildelt sejren med otte års forsinkelse.

“Bedre sent end aldrig,” skrev Chris Froome på Twitter fra den sygeseng, hvor han har befundet sig, siden han var involveret i et grimt styrt i etapeløbe Critérium du Dauphiné i sidste måned, som danske Jakob Fuglsang (Team Astana) vandt.

“Vuelta’en i 2011 var noget særligt for mig,” tilføjede Chris Froome på Twitter, og han uddybede på Team Ineos’ hjemmeside:

“Vuelta’en i 2011 var på mange måder gennembruddet for mig, så den røde førertrøje fra det løb er noget særligt. Og selvom det er otte år siden nu, betyder det også noget, at det var den første sejr i en Grand Tour for en britisk rytter.”

På den måde henviste han til, at ingen britiske ryttere havde vundet hverken Vuelta a España, Tour de France eller Giro d*Italia før 2011. Bradley Wiggins (Team Sky) vandt som den første brite Tour de France i 2012. Siden har Chris Froome vundet løbet fire gange – senest i 2017.

“Vuelta’en er et løb, jeg elsker, og jeg har altid følt mig tæt forbundet med de spanske fans,” sagde Chris Froome, der også vandt løbet i 2017.

Juan José Cobo har mistet 2011-titlen, fordi UCI har fundet uregelmæssigheder i hans biologiske pas fra 2009 til 2011, der indikerer, at han har taget ulovlige præstationsfremmende midler – kort sagt: Doping.

UCI har også frataget den nu 38-årige Juan José Cobo en etapesejr i Vuelta’en i både 2009 og 2011 på grund af doping-fundet.. Hans bedste resultater er herefter den samlede sejr i Baskerlandet Rundt i 2007 og en etapesejr i Tour de France året efter.

Juan José Cobo kørte i 2011 for Geox-TMC holdet, der ikke findes mere. Året forinden kørte han for Caisse d’Epargne, der i dag kendes som Team Movistar.

Det var muligt for Juan José Cobo at indbringe sagen for den internationale sportsdomstol (CAS), men det har han ikke valgt at gøre, og nu er tidsfristten udløbet. Dermed står det fast, at han ikke længere regnes som vinder af Vuelta a España i 2011.

 

 

Læs artiklen

Cykling

Fuglsang efter første etape i Pyrenæerne: Det var spild af god stigning

Skrevet for

den

Der var lagt op til en etape, der kunne rykke rundt på placeringerne blandt de forreste i Tour de France, da feltet ramte Pyrenæerne. Men selvom etapen var 209 kilometer lang, skete der ingen ændringer – til stor ærgrelse for Jakob Fuglsang.

“Det var nærmest spild af god stigning,” sagde den danske Astana-kaptajn efter etapen til flere medier.

“Jeg fik aldrig noget svar på mine bjergben i dag. Det gik det for langsomt til,” sagde den 34-årige Jakob Fuglsang, der kom i mål sammen med omkring 40 andre ryttere.

Tre ryttere kom samlet til mål, og etapen blev vundet af briten Simon Yates (Mitchelton-Scott) foran spanske Pello Bilbao (Team Astana) og østrigeren Gregor Mühlberger (Bora-Hansgrohe). Danske Michael Valgren (Team Dimension Data) var med i en ni mand stor forfølgergruppe imellem de tre første og 40-mandsgruppen, der også talte løbets førende rytter, franske Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step).

Når feltet valgte at se tiden an, hang det nok sammen med, at der venter en enkeltstart i og omkring byen Pau fredag.

“Jeg glæder mig til at vise dannebrogs-trøjen frem,” smilede danske Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick Step) til DR.

Kasper Asgreen er dansk mester i enkeltstart, og han skal derfor køre i den danske mestertrøje for en enkelt dag. I den øvrige del af løbet er det holdkammeraten, Michael Mørkøv, der kører i dannebrogstrøjen, fordi han er dansk mester i linjeløb.

Jakob Fuglsang satser også på at køre en god enkeltstart.

“Jeg vil gerne køre tid ind på nogle af konkurrenterne i den samlede stilling,” sagde Jakob Fuglsang, der er tre minutter og 22 sekunder efter Julian Alaphilippe på en 16. plads i den samlede stilling.

Læs artiklen

Cykling

Australsk sprinter hurtigst efter hviledagen – Fuglsang anerkender kritik fra holdkammerat

Skrevet for

den

Det danske håb i Tour de France, Jakob Fuglsang (Team Astana), anerkender kritikken af, at holdet ikke har fungeret godt nok.

Kritikken om roderi er kommet fra flere sider – bl.a. fra hans danske holdkammerat, Magnus Cort, som tidligere har kørt for Team Orica-GreenEDGE, der nu går under navnet Mitchelton-Scott, hvor bl. a, danske Christopher Juul-Jensen kører.

Magnus Corts kritik kom efter mandagens etape, hvor Jakob Fuglsang tabte tid, fordi Team Astana blev fanget i sidevinden. Holdet lå for langt tilbage, da feltet knækkede over, og det lykkedes ikke at nå op til den forreste del af feltet.

“Til tider kan det da godt være lidt uorganiseret. For ham er det helt sikkert en anden kultur, end han har været vant til. Hvis du kigger på et hold som Ineos, virker vores hold nok som en rodebutik i forhold til,” sagde Jakob Fuglsang efter onsdagens etape til Ritzaus Bureau.

” Der er forskellig mentalitet, og det er ikke kun vores hold. Det tror jeg, du finder mange stederm” sagde den 34-årige dansker.

Rytterne kørte onsdagens etape efter en hviledag. Spurten i Toulouse blev vundet af australieren Caleb Ewan (Lotto-Soudal), der vandt sin første etape i Tour de France efter et par andenpladser tidligere i løbet.

Den gule førertrøje indehaves fremdeles af franskmanden Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step). Jakob Fuglsang ligger nummer 16 i den samlede stilling. Han er tre minutter og 22 sekunder efter Julian Alaphilippe.

Torsdag venter den første etape i Pyrenæerne. Den er ikke så stejl som dem, der venter længere henne i løbet. Til gengæld er den 209 kilometer lang.

Fredag kommer løbets eneste enkeltstart.

Læs artiklen

Populær