For første gang i ti år faldt den spanske eksport af føde- og drikkevarer sidste år med 0,4 procent, selvom produktionen af samme varer steg med 0,5 procent, skriver El Mundo.
Produktionen af føde- og drikkevarer vægter tungt i spansk økonomi. Det er derfor bekymrende, at eksporten af disse varer sidste år trods en øget produktion oplevede negativ vækst set i forhold til året før. Det er første gang, det sker siden 2008, siger Fernando Miranda, generalsekretær for organisationen Agricultura y Alimentación.
Produktionen lå sidste år på lidt over 116 milliarder euro. Næsten det samme niveau som i 2017 efter fire år i træk med vækst. Samtidig faldt eksporten fra 30,7 mia. euro i 2017 til 30 mia. euro i 2018, hvilket svarer til en nedgang på 0,4 procent. Og over 1.000 spanske virksomheder var derfor sidste år nødt til at indstille deres eksportaktiviteter.
“Der er mange faktorer, der spiller ind. Både handelskrigen mellem USA og Kina, Brexit og et faldende forbrug i lande som Frankrig, Tyskland og Portugal indvirker på den spanske eksport af føde- og drikkevarer. USAs told på varer fra Spanien har blandt andet betydet et fald på fire procent i eksporten af sorte oliven til USA,” siger Fernando Miranda.
Men også den politiske ustabilitet i Spanien, og udsigterne til et fjerde parlamentsvalg på blot fire år skaber usikkerhed både, hvad angår produktionen og i sidste ende eksporten til udlandet, fortæller Fernando Miranda.