Rygterne om, at der skulle foreligge en aftale mellem Ciudadanos og Partido Popular om borgmesterposten i Mijas har intet på sig, fastslår den konservative borgmesterkandidat Ángel Nozal på sin Facebook-profil.
Han skriver kort, at det er opspind, at der skulle foreligge en foreløbig aftale med det liberale midterparti om at dele borgmesterposten i byen, hvor den fungerende borgmester Juan Carlos Maldonado skulle have borgmesterposten i to år, hvorefter Ángel Nozal skulle sidde som borgmester de to sidste år.
Han skriver endvidere, at den eneste aftale, der eksisterer mellem de to partier, er på nationalt og regionalt plan. Og at Partido Popular i Mijas hverken vil bakke op om Juan Carlos Maldonado eller nogen som helst anden person fra Ciudadanos som borgmester i byen. “Hverken nu, om to år eller nogensinde. I kan skrive, hvad I vil, men det kommer aldrig til at ske,” skriver han på Facebook.
Citat Ángel Nozal på Facebook:
Ni Maldonado ni nadie de Cs será alcalde en Mijas con los votos del PP, ni ahora, ni dentro de dos años, ni nunca, si sacan menos votos que el PP.
Lo diga quien lo que diga o lo escriba quien lo escriba.
NO, NUNCA, JAMÁS.