Den spanske humanitære organisation, Proactiva Open Arms, har besluttet at genoptage redningsarbejdet i Middelhavet mellem Libyen og Italien trods forbud fra den spanske regering, skriver El País.
Forbuddet, der gælder den humanitære organisations redningsskib, Open Arms, blev vedtaget af den spanske regering for seks måneder siden for at undgå de situationer, hvor mange immigranterne på redningsskibe som Open Arms strander på havet, fordi ingen lande vil tage imod dem, hvilket var tilfældet, da Italien og Malta sagde nej til flere immigranter sidste sommer. Forbuddet omfatter alt, der vedrører opsøgning og redning af immigranter på havet, og hvis forbuddet overtrædes, kan det medføre bøder på op til 901.000 euro.
Óscar Camps, stifter af Proactiva Open Arms, har på sin Twitter-konto skrevet, at organisationen ikke længere kan forblive inaktive. “Sidste år reddede vi mere end 400 personer, og vi kan ikke længere lukke øjnene, når vi ved, at der er mennesker i nød, der har brug for vores hjælp. Vi må gøre alt, hvad vi kan – koste hvad det vil,” sagde han. Der er i øjeblikket ingen redningstjeneste i det område af Middelhavet, der kan redde de immigranter, der har brug for hjælp. I de seks måneder, hvor Proactiva Open Arms har været inaktive, er 590 personer omkommet i den del af Middelhavet.
Når Open Arms denne gang begiver sig afsted, er det dog fortrinsvis for at dokumentere og anmelde situationer, hvor immigranter ikke får hjælp, eller deres menneskerettigheder overtrædes. “Det er den libyske kysttjeneste, der skal redde immigranterne i libysk farvand. Men Libyen er et land i borgerkrig, og det er derfor tvivlsomt, om der overhoved gøres en indsats for at redde de mange personer, der prøver at krydse Middelhavet,” forklarer Óscar Camps.