Uncategorized

Rabiat advokat får demo-forbud

Skrevet for

den

Rasmus Paludan får ikke lov til at demonstrere på Blågårds Plads i dag. I går forbød Vestegnens Politi partistifteren at demonstrere i Albertslund. Politiet vurderer, at en demonstration i området vil udgøre en fare for den offentlige fred.

Forbuddet gælder foreløbig til onsdag klokken 12. Foruden Blågårds Plads gælder forbuddet i de fire områder, hvor der er blevet indført skærpede strafzoner.

”Konkret skønner vi, det vil medføre en nærliggende risiko for yderligere kriminalitet i form af ildspåsættelse, hærværk og vold mod politiet”, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Politiet kan godt nægte den racismedømte Rasmus Paludan at afbrænde koraner, mener advokatkollega Thyge Trier, der stod frem på TV2 News tirsdag morgen:

Det har udløst en diskussion, om Rasmus Paludan under ytringsfriheden har ret til at sætte ild til Koranen, genere muslimer og generelt udføre den slags demonstrationer og nyde politiets beskyttelse.

Ifølge Tyge Trier, med speciale i ytringsfrihed og menneskeret dækker hverken retten til forsamlingsfrihed eller ytringsfrihed over Rasmus Paludans gentagne aktioner med koranafbrænding og at sprøjte urin på koranen.

”Det er flere steder blevet opfattet som, at hvis man siger, at det handler om ytringsfrihed, så har man krav på at lave den slags aktioner, og man har krav på, at politiet er der. Men efter min vurdering, er der ikke ret til at udføre denne her slags aktioner med korte mellemrum i tæt bebyggede områder, hvor der for eksempel bor og opholder sig mange troende muslimer”, siger Tyge Trier.

Retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er beskrevet i grundlovens paragraf 77 og 79. Samme rettigheder er dækket af Menneskeretskonventionen artikel 10 og 11.
Ifølge Tyge Trier er det dog en misforståelse, at de bestemmelser giver ubegrænsede rettigheder.

”Disse grundrettigheder med ytringsfrihed og retten til at demonstrere skal fortolkes med det forbehold, at hvis man misbruger dem, så bortfalder de”, siger Tyge Trier til Ritzau.
Han henviser til en stribe afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, hvor ytringsfrihed ikke er blevet anerkendt som argument for at tillade islamofobi, homofobi eller holocaustbenægtelse ubegrænset i det offentlige rum. Han henviser til sager fra England og Frankrig.

Samtidig beskriver Ordensbekendtgørelsen i Danmark : “Slagsmål, skrigen, råben eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, må ikke finde sted.”
”Det er klart, at det er et svært juridisk område dette her, fordi der er tale om nogle meget vigtige retsprincipper. Men mit skøn vil være, at politiet har juridisk grundlag for at sige, at man ikke ønsker sådan en aktion. Der har politiet nok været relativt forsigtige og har givet Stram Kurs en lang snor”.

Tyge Trier understreger, at Rasmus Paludan har ret til at have sine holdninger og til at formidle dem, selv om de er ekstreme.

Comments

Spanien

Afmatning af spansk økonomi

Skrevet for

den

Lavere økonomisk vækst og en uforandret ledighedsprocent er, hvad den Internationale Valutafond (IMF) spår for spansk økonomi for 2019.

I den seneste rapport om den økonomiske situation i Eurozonen nedjusterer IMF forventningerne til spansk økonomi og spår en faldende vækstrate, der vil lægge sig på 2,1 procent i 2019. Samtidig advarer rapporten om, at arbejdsløshedsprocenten med stor sandsynlighed vil forblive på ca. 14 procent i 2019.

Eurozonen oplever i øjeblikket en generel afmatning. Dog er forventningerne til spansk økonomi langt bedre set i forhold til den generelle økonomiske situation i Eurozonen, men IMF forventer, at udviklingen i Eurozonen på længere sigt vil smitte af på spansk økonomi, hvorfor vækstraten for 2020 forventes at falde til 1,9 procent.

Trods økonomisk vækst vil arbejdsløsheden dog forblive nogenlunde uforandret på ca. 14 procent i hele 2019. IMF begrunder det med, at der det kommende år vil komme flere jobsøgende på det spanske arbejdsmarked, hvormed efterspørgslen på arbejde vil overstige de jobs, man vil kunne skabe. Derfor vil man opleve en stagnation i arbejdsløsheden. Der skal ifølge IMF store omstruktureringer til på arbejdsmarkedet, hvis ledigheden for alvor skal falde til et fornuftigt niveau i Spanien. Samtidig vil det være nødvendigt at ansætte arbejdstagere på langtidskontrakter og ikke som nu på korte midlertidige kontrakter.

Læs artiklen

Tennis

Wozniacki tabte finalen i Charleston: Må jeg låne din bil?

Skrevet for

den

Caroline Wozniacki tabte finalen i WTA-turneringen Volvo Car Open i den amerikanske by Charleston til Madison Keys fra USA i to sæt. Og bagefter var hun i det humoristiske hjørne.

Foruden en præmiecheck på 141.420 dollar (cirka 936.000 kroner) vandt Madison Keys en splinterny Volvo fra turneringens sponsor.

“Jeg har aldrig vundet en bil. Det kan være, jeg kan låne din en dag,” smilede Caroline Wozniacki i sin hyldesttale efter finalen.

Caroline Wozniacki vandt selv turneringen i Charleston i 2011, men da hed turneringen Family Circle Cup, og Volvo var endnu ikke blevet sponsor for den.

Som nummer to i årets turnering ryger der 73.120 dollar (cirka 485.000 kroner) ind på Caroline Wozniackis bankkonto.

Madison Keys kvitterede i sin sejrstale med at takke Caroline Wozniacki for en god finale.

“Jeg håber, der kommer flere af den slags. Og vi kan da deles om bilen, hvis du vil,” sagde den 24-årige amerikaner – og modtog ligesom Wozniacki latter og klapsalver for sin kommentar.

Selve kampen på det grønne grus i Charleston sluttede med cifrene 7-6 (7/5), 6-3 i amerikansk favør.

“Tillykke til Madison. Det var fortjent, du vandt i dag,” sagde Caroline Wozniacki efter kampen til sin overkvinde.

“Forskellen i dag  var, at Madison vandt næsten alle sine vigtige point. Jeg havde mine chancer, men jeg udnyttede dem ikke,” sagde den 28-årige dansker.

Sidste års vinder af tureringen, hollænderen Kiki Bertens, tabte i tredje runde til grækeren Maria Sakkari, som Caroline Wozniacki efterfølgende slog i turneringens kvartfinale. I semifinalen slog den tidligere danske verdens-etter Petra Martic fra Kroatien.

I første runde havde Caroline Wozniacki været oversidder, men hun kvalificerede sig til årets finale ved at vinde fire kampe på stribe, inden hun altså måtte se sig slået af Madison Keys.

Alt i alt var turneringen derfor en god oplevelse for danskeren, hvis 2019-sæson har været plaget af skader og sygdom, da hun har fået konstateret leddegigt.

“Jeg kan tage meget med mig herfra. Det gælder mine bevægelser og mit spil. Jeg synes, jeg har spillet godt hele ugen, så det har alt i alt været meget positivt,” sagde Caroline Wozniacki, hvis næste turnering bliver Mutua Madrid Open i begyndelsen af maj.

 

 

Læs artiklen

Cykling

Jørgen Leth ude af Tour de France

Skrevet for

den

Når Tour de France til sommer ruller over skærmen på TV 2, bliver det uden Jørgen Leths karakteristiske stemme.

”Jørgen Leth har i mange år gjort en kæmpe forskel for TV 2s Tour de France-dækning og for cykelsportens popularitet i Danmark. For mange danskere er hans stemme central i lyden af sommer, og vi vil alle savne hans ekspertise, analyser og vidunderlige historier, når løbet skydes i gang i år. Jørgen er en legende, og vi skylder ham en stor tak for hans umiskendelige bidrag til vores dækning gennem årene”, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og fortsætter:

”Vi har fra TV 2 SPORTs side naturligvis ønsket at fortsætte samarbejdet med Jørgen Leth, men desværre har vi ikke kunnet blive enige med Jørgen om rammerne for hans rolle i år. Det skal vi være de allerførste til at beklage, og vi ved, at seerne vil gøre det samme- Vi har hvert år både folk på farten med feltet i Frankrig og et værtshold i vores centrale studie på Kvægtorvet i Odense, og i år har vi ønsket at have Jørgen Leth i studiet herhjemme sammen med Thomas Kristensen og Henrik Jul. Jørgen foretrækker i stedet at være i Frankrig. Vi har med andre ord haft forskellige forventninger til samarbejdet i år, og det er rigtigt ærgerligt, at vi ikke har kunnet finde fælles fodslag”.

Jørgen Leth udtaler, at han gerne ville have fortsat samarbejdet i uændret form:

”Det er med stor ærgrelse, at jeg ikke er med på TV 2s Tour-hold igen. Vi har haft et langt og glædeligt samarbejde, der gennem årene har ført til mange magiske stunder i verdens bedste cykelløb. For mig er selve essensen af mit arbejde som Tour de France-kommentator at være i Frankrig, der hvor det sker, og jeg så frem til at være med igen i år og langt ud i fremtiden. En vision jeg indtil for nylig delte med TV 2.”

Tour de France 2019 indledes lørdag 6. juli og løber frem til søndag 28. juli. TV 2 dækker Touren på hovedkanalen TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 PLAY og tv2.dk, og kommentatorholdet i Frankrig består af Dennis Ritter, Rolf Sørensen, Rasmus Staghøj, Chris Anker Sørensen og Brian Nygaard.
.

Læs artiklen

Business

Dansk topchef forlader Lidl

Skrevet for

den

Det er ikke umiddelbart noget man lægger mærke til, når man går ind ad svingdøren, men det er danske Jesper Højer, der indtil i går var global topchef for den tyske discountkoncern Lidl med ansvar for over 10.500 butikker i 30 lande.

Jesper Højer nåede at sidde to år på posten som global koncernchef for Lidl, der har en omsætning på omkring 500 mia. kroner. Den 40 årige koncernchef ønsker ifølge eget udsagn en bedre balance mellem arbejds- og familieliv.

Hos Lidl Danmark bekræfter kommunikationschef Morten Vestberg tirsdag aften overfor Jyllands Posten, at den danske topchef fratræder med øjeblikkelig virkning – og at det sker efter eget ønske.

I en meddelelse om fratrædelsen udtaler Jesper Højer, at han er »stolt over at have arbejdet mange år i forskellige internationale stillinger for Lidl.« Han udtaler samtidig: »Beslutningen om at opsige min stilling var ikke let for mig, men det er på tide til i højere grad at få mit familieliv til at passe sammen med min professionelle fremtid.«

Læs artiklen

Andalucia

Private sygeforsikringer boomer

Skrevet for

den

Lægemangel og lange venterlister indenfor det offentlige spanske sundhedsvæsen har siden finanskrisens indtog i Spanien medført et boom i antallet af spaniere, der vælger at tegne en privat sygeforsikring.

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af IDIS-fonden, hvis formål er at bygge bro mellem det offentlige og det private sundhedsvæsen, var der sidste år 10,3 millioner spaniere, der var privatforsikrede, og tallet forventes at stige de kommende år i takt med, at den ældre befolkningsgruppe bliver større. Den stigende tendens afspejler sig i de private sundhedsudgifter, der i dag udgør hele 28,8 procent af landets samlede sundhedsudgifter.

Ifølge IDIS-fonden er det nødvendigt at finde en måde, hvorpå det offentlige og private sygehusvæsen kan aflaste og supplere hinanden. Ellers vil private klinikker og hospitaler snart kunne mærke det øgede pres, afvarer IDIS-fonden, der arbejder på højtryk med at skabe et fremtidigt bæredygtigt sundhedssystem blandt andet ved at lægge pres på politikerne.

I Andalusien har 18 procent af befolkningen en privat sygeforsikring, hvor regioner som Catalonien og Madrid ligger på henholdsvis 29 og 34 procent, men på landsbasis oplever Andalusien den største årlige vækst i antallet af nytegnede private sygeforsikringer – nemlig på 4,3 procent.

Samtidig sætter Junta de Andalucía, som den første region i Spanien, nu alle sejl ind for at komme de lange ventelister til livs. Det skal blandt andet ske ved at foretage flere operationer på eftermiddage samt på lørdage. På Hospital Regional de Málaga, det tidligere Carlos Haya-hospital, udvider man i april måned staben af kirurger, så man har 32 operationsstuer i gang hele dagen. Samtidig vil man fremskynde åbningen af operationsstuerne på Hospital de Guadalhorce i Cártama, så de er fuldt operative indenfor de kommende uger. Der er i alt afsat 25,5 millioner euro til at få ventelisterne i Andalusien bragt ned på et acceptablet niveau ved udgangen af året.

 

Læs artiklen

Golf

Tiger Woods slået ud af dansker: ‘Han lavede mange gode slag’

Skrevet for

den

Lucas Bjerregaard er klar til semifinalen i WGC Matchplay, efter at han slog den levende legende, Tiger Woods fra USA, ud af turneringen i kvartfinalen.

“Han lavede mange gode slag. Han ramte boldene godt, og det var under svære betingelser, for der var meget vind i dag. Og han kæmpede godt for det,” lød den uforbeholdne ros fra Tiger Woods til Lucas Bjerregaard efter dysten.

Kampen blev afgjort på sidste hul, hvor Tiger Woods fejlbedømte et tilsyneladende nemt put. Men nem og nem er som bekendt som nemt sagt i golf, og resultatet var i hvert fald, at bolden rullede rundt i venstre side af hullet og blev på green.

“Vi læste hullet en lille smule forkert. Vi regnede med, at bolden ville rulle lidt mod venstre, men den drejede længere til venstre, end vi havde regnet med,” sagde Tiger Woods, som med ‘vi’ mente han selv og hans caddie, Joe LaCava.

Lucas Bjerregaard vandt første hul i kampen mod den amerikanske superstjerne, men han kom hurtigt bagud 1-3. Det lykkedes imidlertid danskeren at vinde et par huller, så han ved tiende hul havde udlignet til 3.3.

11. hul på banen nær Austin i Texas var et par 3-hul, hvor Tiger Woods brugte fire slag, og hvor Lucas Bjerregaard brugte fem slag, og så var den 27-årige frederikshavner igen bagud.

Men på 16. hul lykkedes det for danskeren at lave en eagle, så stillingen atter var lige. Derefter blev kvartfinalen afgjort på den fejl, som Tiger Woods begik på 18. hul.

“Det var lidt en skam, at kampen skulle afgøres på den måde,” sagde Lucas Bjerregaard efter kampen ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP.

“Men samtidig er jeg rigtig glad for at have vundet kampen. Det er så anderledes i forhold til noget andet, jeg har oplevet før. Jeg har aldrig hørt så mange tilråb fra fans, der råbte hans navn hele vejen rundt. Det må også være svært for ham at spille under det pres hver eneste dag,” sagde Lucas Bjerregaard.

Tiger Woods regnes af mange som den bedste golfspiller, verden nogensinde har set. Den nu 43-årige golfstjerne har vundet 14 af de såkaldte major-turneringer, men den sidste major-sejr ligger tilbage til 2008. Siden da har han haft svært ved at leve op til tidligere tiders storhed. Det skyldes dels enorme rygproblemer, men han har haft også haft udfordringer uden for golfbanen med ægteskabelige sidespring og alkohol-problemer.

Tiger Woods er dog kommet op som nummer 14 på verdensranglisten, hvor Lucas Bjerregaard i skrivende stund er nummer 52.

Derfor kunne man tro, at Lucas Bjerregaard var nervøs inden kampen mod Tiger Woods, der har vundet WGC Matchplay tre gange tidligere, Men ifølge danskeren selv var han mere nervøs i ottendedelsfinalen mod svenskeren Henrik Stenson.

“Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men det er måske, fordi man ikke har så store forventninger mod Tiger Woods. Men omvendt  er det jo kun de færreste, der kan sige, at de har slået Tiger Woods,” smilede Lucas Bjerregaard til Viasat efter kampen.

Det er første gang, Lucas Bjerregaard deltager i WGC Matchplay. En anden dansker, Thorbjørn Olesen, var også med i turneringen, men han blev slået ud i puljen efter en sejr og to nederlag.

I semifinalen møder Lucas Bjerregaard amerikaneren Matt Kuchar. Den anden semifinale står mellem Kevin Kisner fra USA og italieneren Francesco Molinari.

 

 

Læs artiklen

Populær