Pep Guardiola: Vi har brug for svære kampe

Pep Guardiola: Vi har brug for svære kampe

 

Manchester City sikrede sig med nød og næppe en vigtig 2-1-sejr over Hoffenheim i Champions League.

 

Sinsheim.

Den spanske Manchester City-manager, Pep Guardiola, var særdeles tilfreds, efter at det tirsdag aften lykkedes for City at kæmpe sig til en smal 2-1-sejr på udebane mod tyske Hoffenheim i Champions League.

Sejren var tiltrængt for de engelske mestre, efter at de i turneringens første runde tabte til Lyon.

– Det her er en af de mest lykkelige dage, jeg har haft i klubben, og det kommer til at hjælpe os fremadrettet, siger Guardiola.

Han mener, at svære kampe som tirsdagens er med til at styrke holdet.

– Vi har brug for at gennemgå den her slags oplevelser for at forbedre os og for at blive bedre. Man kan ikke tage de næste skridt fremad, hvis man ikke lider eller har oplevelser, hvor man kæmper mod alt og alle.

– Det her er ikke ligesom Premier League eller Bundesligaen. Alle hold er så gode, og de er så svære at slå, lyder det fra Manchester City-manageren.

Med sejren ligger City nummer to i sin Champions League-gruppe med tre point efter de første to kampe. Klubben er dermed et enkelt point bag Lyon på førstepladsen og et point foran Shakhtar Donetsk, der er nummer tre.

– De seneste to sæsoner har det ikke været let at gå videre fra gruppen, men vi har alligevel kvalificeret os, da der var en eller to kampe tilbage.

– I år tror jeg, at det bliver afgjort i vores sidste kamp, siger Guardiola.

City kom bagud efter under et minuts spil i tirsdagens opgør.

Kort tid senere udlignede Sergio Agüero for gæsterne, inden David Silva sørgede for sejrsmålet i det 87. minut.

– Han (David Silva, red.) er en af de bedste spillere, jeg har trænet i mit liv. Jeg har haft mange fantastiske spillere i Barcelona og Bayern München, men han er også på listen.

– Han er en spiller, der træder i karakterer i vanskelige situationer, og han fortjener min dybeste respekt, siger Guardiola.

 

 

 

Kilde Berlingske/ritzau/AFP