Oscar Pistorius vil appellere forlænget fængselsstraf

Oscar Pistorius vil appellere forlænget fængselsstraf

 

Tidligere sportsstjerne vil appellere sin øgede straf på 13 år og fem måneder ved forfatningsdomstol.

 

Den berømte atlet Oscar Pistorius vil appellere en øget fængselsstraf for drabet på sin kæreste, Reeva Steenkamp, til Sydafrikas forfatningsdomstol. Det rapporterer nyhedsbureauet Eye Witness News.

– Den fængslede tidligere sportsstjerne vil appellere sin øgede fængselsstraf på 13 år og fem måneder ved forfatningsdomstolen, skriver Eye Witness News.

Pistorius blev fængslet i juli sidste år, efter at han blev fundet skyldig i at have dræbt sin kæreste med skud i parrets bolig. Forbrydelsen fandt sted på valentinsdag i 2013.

Her skød han fire gange gennem en badeværelsesdør i sit soveværelse. Han hævdede, at han frygtede, at det var et indbrud. Men ved den første retssag afgjorde dommerne, at han i raseri skød for at ramme Reeva Steenkamp.

Den sydafrikanske anklagemyndighed var dog langtfra tilfreds med straffen på seks års fængsel. Anklageren kaldte den “chokerende mild”.

Den opfattelse delte landets øverste appeldomstol tilsyneladende, da den i november mere end fordoblede straffen til Pistorius.

 

 

 

 

 

Kilde DR/ritzau/Reuters