Nul scoring, men Danmark videre i VM 2018

Nul scoring, men Danmark videre i VM 2018

 

Det danske landshold skulle bruge ét point, det gik de efter og fik med et slutresultat af 0-0 mod Frankrig.

 

VM-succesen er hjemme med avancementet til ottendedelsfinalen, ligesom Spanien i Gruppe B.

En stram defensiv taktik sikrede Danmark et uafgjort resultat mod de franske favoritter. Man fristes til at sige, at resultatet kom hjem på norsk manér, men VM er en turnering, og i turneringer gælder det om at komme så langt som muligt med de midler, man har til rådighed. Så pyt være med at spillet ikke var prangende, og at Danmark ikke rullede champagnefodbolden ud mod den liflige driks moderland. Til gengæld må tilhængere af italiensk catenacciofodbold fra 60erne sidde med et lummert smil om læberne, for farlige franske klasseangribere som EM-topscoreren Antoine Griezmann og hans makker Olivier Giroud, der scorede tre mål i to kampe mod Danmark i 2015, blev i dén grad lukket ned, og Frankrig blev aldrig for alvor farlige.

Åge Hareide forsøgte med sit valg af startopstilling at dæmme op for de kontraangreb, Danmark i overflod har tilladt modstanderne at gennemføre i de to første puljekampe. Han rykkede Andreas Christensen fra forsvaret op på midtbanen, hvor »AC« tidligere har haft stor succes, da han var en del af det stærke U21-landshold, der kvalificerede sig til EM i 2015. Det skete på bekostning af Lasse Schöne, mens hurtige Martin Braithwaite afløste karantæneramte Yussuf Poulsen i angrebets højre side. Endelig havde Åge Hareide valgt at starte med fysisk stærke Andreas Cornelius i angrebet i stedet for Nicolai Jørgensen. En beslutning, som dels var en konsekvens af Jørgensens dårlige form, dels ønsket om at have en decideret targetman at spille lange bolde op på.

Hareides omfattende analysearbejde havde afsløret, at mange af de farlige omstillinger i de to første kampe var opstået som følge af tekniske fejl og det forsøgte landstræneren at imødegå med en lidt mere primitiv spillestil, hvor boldbesiddelse ikke var en del af strategien. Det betød, at Danmark efter en god, aggressiv start overlod spillet til franskmændene, som i anledning af, at de allerede havde kvalificeret sig til ottendedelsfinalerne, hvilede mange af deres bedste spillere.

Men Frankrig havde svært ved at omsætte boldovertaget til chancer mod et defensivt kompakt dansk hold, som i dagens anledning havde vendt trekanten på den centrale midtbane, så i stedet for at spille med to defensive, skubbede Thomas Delaney op ved siden af Christian Eriksen med Andreas Christensen som den enlige bølgebryder foran midterforsvarerne. I praksis lå de tre midtbanefolk ofte med meget kort afstand, presset tilbage af den franske offensiv, og man så flere gange Christian Eriksen være helt nede i eget straffesparksfelt for at losse bolden væk.

Omstillinger gav danskerne ikke mange væk af. Dertil var holdet for sjældent oppe og true Frankrig i etableret spil. Og det var sigende, at det første franske kontraangreb først materialiserede sig efter 39 minutter – i øvrigt efter et boldtab af Christian Eriksen – men Antoine Griezmann sparkede blødt i favnen på en velspillende Kasper Schmeichel.