Rafael Nadal avancerede uden besvær i Australian Open - Costa Posten

Rafael Nadal avancerede uden besvær i Australian Open

Rafael Nadal avancerede uden besvær i Australian Open

 

Rafael Nadal er nu klar til ottendedelsfinalen, hvor Diego Schwartzman fra Argentina venter.

 

Verdensetteren i herretennis, Rafael Nadal, gjorde kort proces mod bosniske Damir Dzumhur i tredje runde af Australian Open.

Han tog en sejr på 6-1, 6-3, 6-1, og dermed er topseedede Nadal videre til ottendedelsfinalen, hvor han møder 24.-seedede Diego Schwartzman fra Argentina.

Spanieren, der både vandt French Open og US Open i 2017, afgav kun fem partier i hele kampen, så der var ikke meget sved på panden hos tennisstjernen fra Mallorca, der jagter sin 17. grand slam-titel.

Men Rafael Nadal tog ikke noget for givet på trods af den overkommelige sejr.

– Jeg var meget fokuseret, og jeg er glad for igen at skulle spille søndag, siger han.

Også bulgarske Grigor Dimitrov er videre i turneringen. Det blev en realitet, da han vandt 6-3, 4-6, 6-4, 6-4 over den 20-årige russer Andrej Rublev.

Dimitrov møder australske Nick Kyrgios, der måtte ud i fire sæt i en underholdende match, før han vandt over franske Jo-Wilfried Tsonga med cifrene 7-6, 4-6, 7-6, 7-6.

 

 

 

 

Kilde Jyllands-Posten/ritzau/