Mathias Jensen misser sejr i Celta-debut

Mathias Jensen misser sejr i Celta-debut

 

Celta Vigo førte, da danskeren blev udskiftet med et kvarter tilbage af debutkampen, der endte 1-1 mod Getafe.

 

Celta de Vigo.

Fodboldspilleren Mathias Jensen gik glip af en sejr i sin debut for Celta Vigo i den bedste spanske liga.

To måneder efter skiftet fra FC Nordsjælland til Celta Vigo fik den 22-årige dansker sine første minutter for den galiciske klub, der på eget græs spillede 1-1 mod Getafe.

Midtbanespilleren startede på højrekanten, mens landsmanden Pione Sisto blev indskiftet i slutfasen for værterne.

Mathias Jensen var ikke inddraget i opspillet til Celta Vigos føringsmål efter en halv time, da højrebacken Hugo Mallo fra egen banehalvdel sendte en høj bold op på Getafes banehalvdel.

Her fik Maximiliano Gomez på kanten af straffesparksfeltet hovedet på bolden i hård konkurrence med gæsternes keeper, der efterlod målet tomt bag sig.

Efter 76 minutter blev Mathias Jensen pillet ud på bænken, og det var måske ikke den bedste beslutning af Celta Vigos træner at hive den danske debutant ud.

Blot et minut senere spillede Getafe sig igennem i hjemmeholdets højre side, og inde i feltet kunne Jaime Mata dreje rundt om sig selv og udligne til 1-1 med et fladt skud.

Med ti minutter tilbage blev Pione Sisto sendt ind fra bænken i et forsøg på hente sejren, men Celta Vigo måtte nøjes med det ene point.

 

 

 

Kilde Berlingske/ritzau/