Lille spansk grus-ekspert venter Caroline Wozniacki

Lille spansk grus-ekspert venter Caroline Wozniacki

 

Caroline Wozniacki møder i dag, d. 23. januar, Carla Suárez Navarro i kvartfinalen ved Australian Open.

 

Det er en lidt atypisk modstander, der venter Caroline Wozniacki, når i hun i dag spiller kvartfinale ved Australian Open.

Her tørner den andenseedede dansker sammen med Carla Suárez Navarro fra Spanien. En spiller som tennisekspert Tine Scheuer-Larsen beskriver med de her ord:

– Hun er for det første kendt for sin meget smukke enhånds-baghånd, så er hun en af de lidt lavere spillere på WTA-touren. Hun er blot 162 centimeter, og så er hun en spiller, der har været med rigtig længe, siger Tine Scheuer-Larsen om den 29-årige spanier, som været professionel siden 2003.

Fem sejre i syv forsøg til Wozniacki

Karrieren har budt på tre sejre på WTA-touren, mens hun endnu aldrig har været længere end en kvartfinale i nogen af de fire Grand Slam-turneringer.

– Hun har været nummer seks i verden, og hun har gjort det rigtig godt i Australian Open tidligere (kvartfinalen i 2009 og 2016, red.).

– Hun er faldet en lille smule tilbage på verdensranglisten, hvor hun er nummer 39 nu, men har vist noget god tennis i Melbourne i år. Men hun har heller ikke mødt nogen af de rigtig stærke spillere, og når hun nu skal møde Caroline Wozniacki, så er danskeren den første top fem spiller, hun møder i over et år, forklarer Tine Scheuer-Larsen.

Carla Suarez Navarro og Caroline Wozniacki har mødt hinanden syv gange. Fem af gangene er det blevet til dansk sejr, og det forventer Tine Scheuer-Larsen også, at det ender med i dag.

– Carla Suarez Navarros favoritunderlag er helt klart grus, hvor hun også besejrede Caroline sidst de mødtes. Men på hard court synes jeg egentlig, at Caroline har haft meget godt tag på hende. Caroline Wozniacki er storfavorit, føler jeg, mod Carla Suárez Navarro, slutter Tine Scheuer-Larsen.

Kampen mellem Carla Suárez Navarro og Caroline Wozniacki er programsat til at starte kl. 11.30.

 

 

 

 

 

 

Kilde DR Nyheder