Tennis

Kongen af gruset: Rafael Nadal vinder French Open for 12. gang

Skrevet for

den

For 12, gang på 15 år vandt spanske Rafael Nadal French Open i tennis. I finalen slog han ligesom i 2018 østrigeren Dominic Thiem, der modsat sidste år denne gang vandt et enkelt sæt, der kortvarigt bragte lidt spænding ind i slutkampen.

Begge spillere måtte i et afvekslende og velspillet første sæt se modstanderne bryde deres serv i begyndelsen. Men fra 2-3 fik Rafael Nadal overtaget i sættet og kørte det hjem med 6-3.

Andet sæt var til gengæld præget af stærke servepartier fra begge spilleres side. Ved stillingen 6-5 lykkedes det imidlertid for Domnic Thiem at få brudt Rafael Nadals serv og dermed bringe balance i regnskabet.

I tredje sæt var der til gengæld ingen tvivl. Rafael Nadal vandt 16 ud af de første 17 bolde, og dermed var det ren kosmetik, at den 25-årige østriger efterfølgende holdt sit serveparti. Den otte år ældre spanier tog de to efterfølgende partier og vandt dermed sættet 6-1. Og da det sidste parti var et servegennembrud, fik han oven i købet fordelen af at serve først i fjerde sæt.

Her begyndte man nok at kunne se, at de to spillere havde haft vidt forskellig forberedelse til kampen.

Mens Rafael Nadal havde vundet i tre sæt over Roger Federer fra Schweiz om fredagen, havde Dominic Thiem været på anderledes hårdt arbejde.

Lørdag havde han været ude i en vindomsust fem-sætter mod serberen Novak Djokovic, der er nummer et på verdensranglisten, og som er forsvarende mester i Wimbledon, US Open og Australian Open.

I søndagens fjerde sæt virkede Dominic Thiem i hvert fald både fysisk og mentalt drænet for kræfter. Rafael Nadal vandt også fjerde sæt 6-1 og dermed kampen.

“Det er utroligt. Det var en drøm, da jeg vandt her første gang i 2005, og der havde jeg bestemt ikke forestillet mig, at jeg også ville stå her i 2019,” sagde Rafael Nadal efter finalen.

Med 12 sejre er han den spiller, der har vundet French Opens herresingle-turnering flest gange. Og han er den eneste af de stadig aktive spillere, der har vundet turneringen mere end en gang i nyere tid. Den hidtil sidste var Gustavo Kuerten fra Brasilien, som vandt tre gange (1997, 2000 og 2001)

 

Tennis

Roger, over and out: Djokovic overlevede to matchbolde og slog Federer i historiens længste Wimbledon-finale

Skrevet for

den

For første gang nogensinde måtte Wimbledons herresingle-finale afgøres i tie-break i afgørende sæt, som endte med sejr til Novak Djokovic, efter at Roger Federer ellers havde haft to matchbolde tidligere i netop femte sæt.

“Desværre er det jo sådan, at en spiller skal tabe. Vi havde begge to vores chancer. Det var surrealistisk, at jeg havde to matchbolde imod mig og så endte med at vinde efter tie-break ved 12-12,” sagde Novak Djokovic efter sejren.

Faktisk var det sådan, at den 32-årige serber vandt alle sine tre sæt efter tie-break, mens Roger Federer vandt andet og fjerde sæt efter serve-gennembrud.

I første sæt holdt begge spillere deres serv, inden Novak Djokovic endte med at vinde sættets tie-break med 7-5.

Men i andet sæt sløsede serberen, og Roger Federer fik brudt hans serv tre gange til en klar sætsejr på 6-1.

Tredje sæt mindede meget om første sæt, og igen viste Novak Djokovic sig stærkest i tie-break. Denne gang vandt han 7-4.

I fjerde sæt fulgtes de to spillere ad til 2-2, men derefter lavede Roger Federer igen to serve-gennembrud, så han kom foran 5-2. Herefter lykkedes det til gengæld for Novak Djokovic at få brudt den 37-årige schweizers serv for første gang. Men det forhindrede nu ikke Roger Federer i at serve sejren sæt-sejren hjem til 6-4.

Roger Federer havde indtil da servet temmelig suverænt, men i femte sæt havde han flere gange problemer med at holde sin serv, og Novak Djokovic fik takket være et tidligt serve-gennembrud bragt sig foran 4-2

Det lykkedes imidlertid for Roger Federer at få brudt tilbage, og dermed kom de to tennis-stjerner igen til at stå lige.

Der spilles ikke tie-break i Wimbledon-finalerne ved 6-6 i femte sæt. Det sker først, hvis det ender 12-12 i afgørende sæt.

De to spillere nåede frem til 7-7, hvor det lykkedes  for Roger Federer at lave sit andet serve-gennembrud i sættet. Det lignede efterfølgende en afgørelse, da han servede sig til 40-15 i egen serv og dermed havde to matchbolde.

Men de to matchbolde overlevede Novak Djokovic, og han endte i stedet med at få brudt Roger Federers serv, hvorefter de to spillere fulgtes ad til 12-12 og tie-break i afgørende sæt for første gang nogensinde i en single-turnering i Wimbledon.

Her fik Novak Djokovic hurtigt taget point i et par af sin modstanders server, og på den måde skaffede han sig selv tre matchbolde ved stillingen 6-3.

Da Roger Federer sendte bolden ud af banen, var sagen klar. Efter fire timer og 58 minutter – den længste Wimbledon-finale nogensinde – havde Novak Djokovic vundet turneringen for anden gang i træk og for femte gang ialt.

“Jeg tror, at det var den mest spændende finale, jeg har været med til – og så mod en af de største spillere nogensinde. Jeg har stor respekt for Roger,” sagde Novak Djokovic efter kampen.

Roger Federer ville på sin side gøre, hvad han kunne for at glemme kampen.

“Men det bliver ikke nemt, for kampen havde det hele. Jeg havde mine chancer, men det havde han også. Det var en skør kamp, men tillykke til Novak,” sagde han.

Roger Federer er med otte sejre i turneringen stadig den spiller, der har vundet Wimbledons herresingle flest gange.

Læs artiklen

Tennis

Simona Halep udspiller tung Serena Williams i Wimbledon-finalen: ‘Det var min mors drøm’

Skrevet for

den

I løbet af mindre end en time vandt Simona Halep fra Rumænien for første gang nogensinde damesingle-turneringen i Wimbledon efter en finalesejr på to sæt mod nul mod den tidligere syvdobbelte vinder, Serena Williams fra USA.

Simona Halep satte sig på begivenhederne lige fra kampens start. Mens den 37-årige amerikaner begik en hel del fejl i kampens første partier, virkede den ti år yngre rumæner langt mere fokuseret.

Serena Williams spillede nærmest som om, pointene ville komme af sig selv. Men det gjorde de slet ikke, og i løbet af meget kort tid var  hun bagud 0-4 i første sæt.

Der kom lidt mere facon på amerikanerens spil i slutningen af første sæt, hvor hun med gode server fik erobret to partier. Men i Simona Haleps egen serv var det stadig rumæneren, der styrede kampen ved at løbe returneringerne fra Serena Williams op – og dernæst sende amerikaneren ud på løbeture, hvor hun virkede tung.

Første sæt var overstået på 25 minutter, og det vandt Simona Halep med 6-2.

Andet sæt begyndte mere lige, og de to spillere fulgtes ad til 2-2.

I et langt femte parti lykkedes det imidlertid for Simona Halep at bryde amerikanerens serv, da Serena Williams lavede en overkommelig net-flugtning for lang.

Derfra var det udelukkende et spørgsmål om tid og størrelsen på sejren, der også i andet sæt endte med at blive på 6-2.

“Det er min bedste kamp nogensinde,” sagde en lykkelig Simona Halep efter sejren.

“Serena har altid inspireret alle os andre – og tak til hende for det. Jeg havde sommerfugle i maven inden kampen, men jeg koncentrerede mig bare om opgaven, da vi var i gang med kampen,” sagde hun og tilføjede om sin sejr:

“Det var min mors drøm, da jeg begyndte at spille tennis, at jeg skulle komme i Wimbledon-finalen. Mange tak til mine forældre.”

Det var første gang, Simona Halep var i Wimbledon-finalen, og det var første gang, en rumænsk spiller vandt Wimbledons damesingle-turnering.

Serena Williams var til gengæld i finalen for 11. gang, og selvom hun har forsøgt at nedtone det, så var det hendes drøm at vinde sin sejr nummer 24 i de såkaldte Grand Slam-turneringer. Foruden Wimbledon er det Australian Open, French Open og US Open.

Med 24 Grand Slam-sejre vil hun tangere australieren Margaret Court, som vandt sine titler fra 1960-73.

Men sidste år tabte Serena Williams Wimbledon-finalen til tyske Angrelique Kerber. Og ved sidste års US Open blev det til finalenederlag til japaneren Naomi Osaka, Og nu må man begynde at tvivle på, at hun nogensinde får Grand Slam-sejr nummer 24.

“Jeg har tænkt mig at blive ved med at forsøge. Jeg elsker min sport, og jeg elsker at spille her. Det er altid en stor fornøjelse,” sagde Serena Williams, der kun havde roser til overs for sin overkvinde.

“Når en modstander spiller så godt, som Simona Halep gjorde i dag, må man bare tage hatten af og sige: Godt spillet,” sagde hun.

 

Læs artiklen

Tennis

Det danske tennishåb Holger Rune: Aldrig mere Wimbledon – som junior

Skrevet for

den

Den danske French Open-vinder i drengesingle, Holger Rune, røg ud af Wimbledons juniorturnering, og han kommer formentlig aldrig til at vinde turneringen. For han har ikke tænkt sig at stille op igen.

“Jeg kommer nok ikke tilbage næste år som junior, men forhåbentlig som senior,” siger Holger Rune til TV2.

Den 16-årige Holger Rune kunne ellers stille op i juniorturneringen to år mere. Men han siger, at han nu vil spille juniorturneringen i US Open og sæsonfinalen. Derefter er det efter planerne slut med juniortennis for hans vedkommende.

I den kommende tid venter der seniorturneringer i Holland og Italien. Og efter sæsonfinalen har Holger Rune altså tænkt sig at koncentrere sig om seniortennis.

“Det bliver spændende. Jeg glæder mig. Det bliver sjovt og en anden verden,” siger han.

Holger Rune blev i Wimbledon slået ud i tredje runde i drengesingle til stor skuffelse for alle – ikke mindst ham selv.

Læs artiklen

Tennis

Nadal tabte fantastisk flot Wimbledon-semifinale til Federer: ‘Han var lidt bedre end mig i dag’

Skrevet for

den

Roger Federer fik revanche for semifinale-nederlaget til Rafael Nadal i French Open i sidste måned, da schweizeren i Wimbledon-semifinalen vandt 3-1 i sæt efter en virkelig flot kamp.

Første sæt var domineret af stærke servepartier fra begge spillere, og det var ingen overraskelse, at det endte med en tie-break. Her førte Rafael Nadal 3-2, men så vandt Roger Federer fem bolde i træk og dermed 7-3 i tie-breaken.

I andet sæt servede den 37-årige Roger Federer ikke nær så godt som i første sæt, Derfor  lykkedes det den fire år yngre spanier at lave servegennembrud to gange. På den måde vandt Rafael Nadal andet sæt med de klare cifre 6-1.

I tredje sæt var Roger Federer igen oppe at køre, og både i tredje og fjerde sæt leverede de to spillere mange gode dueller, hvor de virkelig pressede hinanden og ikke gav ret mange nemme point væk.

Det lykkedes for første gang i kampen for Roger Federer at bryde Rafael Nadals serv til stillingen 3-1 i tredje sæt. Derfra holdt han serv, og han vandt derfor sættet 6-3.

I fjerde sæt måtte Rafael Nadal se sig brudt til stillingen 1-2, og da stillingen blev 3-5, havde French Open-vinderen to breakbolde imod sig i egen serv. I begge tilfælde hev han dog en uimodståelig serv frem, som Roger Federer ikke kunne gøre noget ved.

I det efterfølgende parti servede schweizeren sig frem til to matchbolde, som Rafael Nadal overlevede takket være nogle helt fænomenale passerslag.

Men ved tredje matchbold i partiet og femte matchbold ialt gik det galt for spanieren, da han slog bolden ud af banen.

Dermed bliver det ikke i år, at Rafael Nadal vinder Wimbledon for tredje gang.

“Jeg havde mine chancer i dag, men han spillede lidt bedre end mig. Han spillede aggressivt, og han spillede en god kamp, så det var flot af ham,” sagde Rafael Nadal efter nederlaget ifølge BBC.

“Hans returneringer var bedre end mine, og min baghånd var ikke helt på det niveau, den har været i de tidligere runder,” tilføjede han.

Det var alt i alt møde nummer 40 mellem de to levende tennis-legender. Rafael Nadal har vundet de 24, mens Roger Federer med fredagens sejr altså er oppe på 16 sejre i de indbyrdes opgør.

Det var samtidig første gang, de mødtes på Centre Court i Wimbledon siden en meget berømt finale i 2008, som Rafael Nadal vandt i fem sæt. Den kamp tog fire timer og 48 minutter, mens de to spillere begrænsede spiletiden til tre timer i 2019-semifinalen.

Roger Federer er med sejren i Wimbledon-finalen for 12. gang. Han har vundet herresingle-turneringen otte gange, og det er flere end nogle andre i historien. Seneste finalesejr var i 2017, hvor Roger Federer slog kroaten Marin Cilic i tre sæt.

“Jeg er meget glad for at være i finalen igen. De vigtigste point gik min vej i dag. Jeg er virkelig udmattet. Rafa lavede nogle utrolige slag for at holde sig inde i kampen. Kampen var i det hele taget på et meget højt niveau,” sagde Roger Federer.

For første gang nogensinde havde Spanien to deltagere i semifinalen i Wimbledons herresingle, men også Roberto Bautista Agut måtte se sig besejret.

Den forsvarende mester, serbiske Novak Djokovic, vandt semifinalen med cifrene 6-2, 4-6, 6-3, 6-2.

Novak Djokovic har vundet turneringen fire gange før. I 2014 og 2015 spillede han finale mod Roger Federer og vandt begge gange.

“Novak er forsvarende mester, og mod Agut viste han hvorfor. Han spillede flot. Jeg håber, at jeg kan presse ham og forhåbentlig slå ham. Det bliver svært, men jeg glæder mig mildest talt,” sagde Roger Federer.

Finalen spilles søndag. Lørdag er der finale i damesingle.

Læs artiklen

Tennis

Serena Williams i Wimbledon-finalen for 11. gang: Jeg tænkte på finalen mod Venus for 17 år siden

Skrevet for

den

Serena Williams er klar til Wimbledon-finalen i damesingle for 11. gang, efter at den 37-årige amerikaner i overbevisende stil slog tjekken Barbora Strycova med to sæt mod nul.

Sætcifrene lød på 6-1 og 6-2, så nu kan Serena Williams håbe på at vinde Wimbledon-finalen for ottende gang. Hendes første sejr ligger helt tilbage til 2002, hvor hun slog storesøster Venus Williams i finalen. Og det var netop den kamp, Serena Williams havde tænkt på, inden hun spillede torsdagens semifinale.

“Jeg prøvede at finde de samme følelser frem som dengang. Jeg prøvede, om jeg kunne finde frem til den yngre Serena,” sagde hun efter kampen ifølge BBC.

Serena Williams mente også, at det havde hjulpet hende, at hun ved årets Wimbledon stillede op i mixed double sammen med den tidligere Wimbledon-mester i herresingle, briten Andy Murray. De røg ud i ottendedelsfinalen, men partnerskabet har ifølge den hårdtslående amerikaner gjort hendes spil endnu mere aggressivt.

“Jeg tænkte på det, hver gang jeg slog en flugtning. Ville jeg have slået til den på samme måde, hvis jeg ikke havde spillet med i mixed double? Og det tror jeg ikke, jeg ville,” sagde hun.

Hvis Serena Williams vinder turneringen, bliver det hendes sejr nummer 24 i de såkaldte Grand Slam-turneringer. Foruden Wimbledon er det Australian Open, French Open og US Open.

Det vil i givet fald være en tangering af australieren Margaret Court, som vandt sine 24 Grand Slam-titler i perioden 1960-73.

En finalesejr vil samtidig være en stor bedrift af Serena Williams, der tabte Wimbledon-finalen sidste år til tyske Angelique Kerber, men som ikke har haft sit bedste år indtil videre. Tre gange har Serena Williams måtte trække sig fra turneringer i 2019. Og i Australian Open og French Open blev det til farvel i henholdsvis kvartfinalen og tredje runde.

I årets Wimbledon-finale skal Serena Williams møde den tidligere verdens-etter, rumæneren Simona Halep, som i sin semifinale mod Elina Svitolina fra Ukraine var næsten lige så overbevisende som amerikaneren. Sejrscifrene lød på 6-1, 6-3.

“Jeg tror på, at jeg har en chance for at vinde finalen. Naturligvis respekterer jeg Serena Williams for de ting, hun har opnået. Men jeg føler mig mentalt stærkere til at møde hende, end jeg tidligere har gjort,” sagde den 27-årige rumæner efter sejren.

Hun er i Wimbledon-finalen for første gang, og den spilles lørdag eftermiddag.

Læs artiklen

Tennis

Federer vinder kamp nummer 100 i Wimbledon: ‘Glæder mig til at møde Nadal i semifinalen’

Skrevet for

den

Roger Federer blev onsdag den første spiller, der vandt sin kamp nummer 100 i Wimbledons herresingle. Nu venter en semifinale mod spanske Rafael Nadal.

Den 37-årige Roger Federer blev med andre ord historisk, da han i kvartfinalen slog Kei Nishikori fra Japan, der ellers lagde fint ud med at vinde første sæt 6-4. Men derefter løb schweizeren fra ham. Roger Federer tog de tre efterfølgende sæt med cifrene 6-1, 6-4, 6-4.

Det var anden gang i årets Wimbledon, at den tidligere ottedobbelte vinder af herresingle-turneringen tabte sæt. Det gjorde han også i første runde mod sydafrikaneren Lloyd Harris.

I semifinalen venter så et opgør mod den evige rival, Rafael Nadal, der kun behøvede tre sæt for at slå amerikaneren Sam Querrey (7-5, 6-2, 6-2). Rafael Nadal har kun tabt sæt en enkelt gang i årets turnering. Det var i anden runde mod den iltre australier, Nick Kyrgios.

“Vi har mange informationer om Rafael Nadal. Men det har han jo også om mig,” sagde Roger Federer efter sin sejr over Kei Nishikori.

“Så jeg kunne begrave mig i data og statistik i et par dage. Eller også kunne jeg vælge at sige: ‘Det her er en græsbane, så jeg spiller min form for tennis'”, sagde Roger Federer ifølge BBC.

De to verdensstjerner mødtes senest i semifinalen i French Open i juni, hvor Rafael Nadal på sit favoritunderlag – det røde grus – vandt med de klare cifre 6-3. 6-4, 6-2.

Ialt er det 40. gang, de to spillere skal mødes. Indtil nu har Rafael Nadal vundet 24 gange, mens Roger Federer har 15 sejre over spanieren. Til gengæld har Rafael Nadal kun vundet Wimbledon to gange – altså seks gange færre end schweizeren.

Det bliver  samtidig første gang, de to rivaler skal mødes på Wimbledons Centre Court, siden de mødtes i 2008 i en meget berømt finale, som nogle tennis-eksperter mener, er den bedste kamp i tennis-historien.

Den finale varede fire timer og 48 minutter, og den endte med, at Rafael Nadal vandt Wimbledon-turneringen for første gang med sæt-cifrene 6-4, 6-4, 6-7 (5-7), 6-7 (8-10), 9-7.

“Folk snakker meget om den kamp. Men det var en glæde for mig at spille mod Rafa på hans favorit-underlag i French Open for nylig. Og jeg glæder mig til at spille mod ham på mit favorit-underlag her,” sagde Roger Federer efter sin jubilæums-sejr onsdag.

Årets anden semifinale står mellem den forsvarende mester, serberen Novak Djokovic, og endnu en spanier i skikkelse af Roberto Bautista Agut.

Det er første gang i 12 år, at de tre store – Nadal, Federer og Djokovic  – alle er i semifinalen ved Wimbledon.

Herrernes kampe afvikles fredag, men inden da skal der torsdag spilles semifinaler hos kvinderne.

Her mødes den tidligere syvdobbelte vinder, Serena Williams fra USA, og tjekken Barbora Strycova i den ene semifinale. Den anden semfiianle står mellem Simona Halep fra Rumænien og Elina Svitolina fra Ukraine.

Den forsvarende mester, tyskeren Angelique Kerber, røg ud i anden runde mod amerikaneren Lauren Davis.

Turneringens danske indslag, den tidligere verdensrangliste-etter Caroline Wozniacki, tabte i tredje runde til kineseren Shuai Zhang. Hun røg ud i kvartfinalen til Simona Halep, der ligesom Elina Svitolina og Barbora Strycova torsdag jagter sin første deltagelse i en Wimbledon-finale.

 

Læs artiklen

Populær