Konflikten fortsætter: Catalonien afventer nu reaktion

Konflikten fortsætter: Catalonien afventer nu reaktion

 

Den spanske regering mødes netop nu i Madrid for at diskutere situationen i Catalonien.

 

Konflikten i Spanien fortsætter, efter at den catalanske leder, Carles Puigdemont, i går aftes sagde, at han fortsat vil følge folkets mandat og underskrev Cataloniens uafhængighedserklæring.

Umiddelbart efter talen i Cataloniens parlament parkerede han dog erklæringen og sagde, at for at indgå i en dialog ville den være suspenderet i et par uger.

Reaktionen fra regeringen i Madrid kom prompte. Vicepremierminister Soraya Sáenz de Santamaría slog fast, at Puigdemont ikke er i en position, hvor han kan forhandle.

Men hvad gør den spanske regering nu?

Sent i aftes holdt den socialistiske oppositionsleder, Pedro Sanchez, og premierminister Mariano Rajoy møde, og premierministeren har indkaldt til hastemøde i regeringen her til morgen for at drøfte sagen.

– Det kommer formentlig til at handle om, at han skal sikre sig, at han har opbakning i det spanske parlament til den hårde linje, man har tænkt sig at fortsætte mod Catalonien, siger DR’s London-korrespondent Kim Bildsøe, der i øjeblikket er i Madrid.

Den spanske regering kan holde afstemning om, hvorvidt man skal indgå dialog og forsøge at få den catalanske leder, Puigdemont, til at droppe uafhængighedserklæringen.

Derudover er der også muligheden for, at Rajoy kan iværksætte forfatningens paragraf 155, som vil gøre det muligt at opløse selvstyre i Catalonien. Den har dog aldrig været anvendt.

– Spanien truer med at fjerne selvstyret, men det vil være en meget dramatisk optrapning, som vil gøre mange cataloniere – også dem, der gerne vil forblive en del af Spanien – meget vrede, så det er vanskeligt at se, hvor det skal hen, siger Kim Bildsøe og påpeger, at Spanien også har afvist en udefrakommende mægler i konflikten.

Mariano Rajoy taler senere i eftermiddag i parlamentet.

Puigdemont ønsker dialog. Er det stadig muligt?

Selvom Puigdemont tirsdag foreslog, at uafhængighedserklæringen sættes ud af kraft i et par uger, er der ifølge Kim Bildsøe ingen tegn på, at man i Madrid har tænkt sig at løsne grebet.

– Jeg tror ikke, det gør så meget for den spanske regering, hvor man er fuldt indstillet på, at dialogen kun kan foregå, hvis der ikke er en uafhængighedserklæring fra Catalonien. Den spanske regering er besluttet på, at landet ikke skal deles og har brugt meget hårde ord som kup og kaldt det grundlovsstridigt, siger han.

Hvad betyder uafhængighedserklæringen?

Carles Puigdemonts erklæring tirsdag har mest af alt symbolsk karakter, da den ikke har fuld opbakning fra det regionale parlament i Catalonien. Oppositionspartiet CUP fastholder, at en afstemning skal finde sted først og har sat en måned som deadline for forhandlingerne mellem regeringen og lokalparlamentet.

1.oktober gik catalonerne til valg om løsrivelsen af Catalonien, men blot 43 procent af de stemmeberettigede stemte. Af dem stemte 90 procent for løsrivelse, men den spanske forfatningdomstol havde på forhånd erklæret selve afstemningen ulovlig.

Cataloniens højesteret har derudover erklæret både loven om afstemning og den såkaldte overgangslov ugyldige, fordi lokalparlaments formand og flertallet har overtrådt reglerne for behandling af lovforslag.

Kan konflikten føre til valg?

Hvis forhandlingerne med Madrid kuldsejler, eller hvis uafhængighedserklæringen ikke kommer til afstemning i det catalanske parlament, trækker CUP sin støtte til Puigdemont, og så kan der blive valg i Catalonien.

Puigdemont kan også selv udskrive valg for at sikre sig opbakning, eller det kan blive udskrevet af regeringen i Madrid.

 

 

 

 

 

 

 

Kilde: DR Nyheder/Reuters.

Fortæl os hvad du mener om denne artikel