Kaotiske scener efter kraftigt jordskælv i Indien

Kaotiske scener efter kraftigt jordskælv i Indien

 

Jordskælv på 6,8 har i nat ramt det nordøstlige Indien og flere mennesker har mistet livet.

 

Mindst fire personer er omkommet, og omkring 100 er kommet til skade i et kraftigt jordskælv, som i nat lokal tid har ramt det nordøstlige Indien tæt på landets grænser til Myanmar og Bangladesh.

Rystelserne fra skælvet, der ifølge den amerikanske geologiske tjeneste USGS havde en styrke på 6,8, udløste kaotiske scener, da mange mennesker flygtede ud af bygninger og boliger.

Jordskælvets epicentrum lå knap 30 kilometer fra Imphal. Rystelserne har beskadiget adskillige bygninger i byen ifølge AFP.

Rystelserne kunne mærkes i flere hundrede kilometers afstand. Blandt andet i millionbyen Kolkata, der ligger omkring 600 kilometer fra Imphal.

I Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, er 40 mennesker blevet behandlet for skader, i Nepal flygtede mange ud af deres huse og i Myanmars hovedstad, Yangon, næsten 1.200 kilometer fra skælvets epicentrum, kunne indbyggerne også mærke jorden bevæge sig, beretter Reuters.

 

 

DR/ritzau/