Kadeau åbner cocktailbar på Christianshavn

Kadeau åbner cocktailbar på Christianshavn

 

Den to-stjernede Michelinrestaurant Kadeau åbner ambitiøs cocktailbar på Christianshavn.

 

Michelinrestauranten åbner på fredag en bar sammen med en cocktail-pionér og to erfarne festaber. Her vil man kunne smage nordiske cocktails der smager af Bornholm og spise lette snacks.

Kadeau-holdet kaster sig ud i at lave verdens bedste cocktailbar. Holdet består af Nicolai Nørregaard, Rasmus Kofoed og Magnus Høegh Kofoed, der har formået at forvandle grankogler til gastronomi i verdensklasse med deres bornholmerinspirerede restaurantimperium Kadeau, som i dag findes både på Klippeøen og i København.

Kadeaus københavnerfilial åbnede i 2011 og kan i dag bryste sig af at være en af verdens bedste restauranter med hele to stjerner i den gastronomiske Guide Michelin, mens moderskibet på Bornholm har én stjerne.

Derudover har Kadeau søsterrestauranten Pony i København, den moderne grillbar ’BobbaBella’ i Tivoli Food Hall og hotellet Nordlandet på Bornholm.

På fredag 20. april udvider Kadeau København så med en cocktailbar i forlængelse af restauranten på Christianshavn sammen med cocktailpioneren Morten Damgaard og klubkongerne Simon Lennet og Simon Frank.

100 procent nordisk cocktailbar

Cocktailbaren får navn efter adressens postnummer ’1408’ og vil ligesom Kadeaus køkken kredse om den bornholmske og nordiske natur. Derfor vil en række klassiske cocktailingredienser som lime og citron være bandlyst.

»Cocktailbaren er 100 procent nordisk, og vi har virkelig udfordret os selv og har længe nørdet sammen med Kadeaus køkken for at tænke alting om. En bar har normalt ingredienser fra hele verden, og vi har heller ikke kunnet basere cocktailkortet udelukkende på Bornholm, for det ville ekskludere for meget, men vi har skabt et skandinavisk koncept, hvor vi i stedet for at bruge citrusfrugter for eksempel får vores syre fra stikkelsbær«, siger Morten Damgaard, der også står bag postnummer-barerne ’1105’, ’1656’ og ’1789’.

Cocktailkortet byder blandt andet på den nordiske version af en white russian, ’Farisæerne’ (125 kr.), med Copenhagen Distillery’s Indonesian Long Pepper Snaps, Dild Akvavit, kaffelikør, agernlikør, fermenteret honning og høcreme.

Er man mere til en Cosmpolitan, kan man forsøge sig med en københavnsk ’Metropolisk’ (125 kr.) med orange gin, fermenterede hindbær og rabarber- og ribsjuice.

Hvis aftenen skal være virgin, er der også tre alkoholfrie cocktails på kortet, for eksempel en ’No Gin With Tonic’ (85 kr.) med hyldeblomst, stikkelsbær- og agurkejuice og Melzer Nordic Tonic Water.

Mad til den lille sult

Til at stille småsulten har Kadeau udviklet en barmenu, der ikke er fine dining, men kan spises med fingrene eller kun gaffel eller ske. En menu, der er udviklet, så den passer til cocktailkortet og ikke omvendt.

Her finder man for eksempel knækbrød med sprødt kyllingeskind, saltede frø og fermenterede hvide asparges (65 kr.), ’Danish Blue Cheese Berliner’ med fermenteret hindbærmarmelade og hyben (75 kr.) eller stegt surdej med ribssnaps, saltet karamel og tørret yoghurt (75 kr.).

 

 

 

 

Kilde Politiken