Jon Rahm kom, så og sejrede i Open de España - Costa Posten

Jon Rahm kom, så og sejrede i Open de España

Jon Rahm kom, så og sejrede i Open de España

 

I oktober vendte 23-årige Jon Rahm Rodríguez hjem til Spanien og sin første professionelle turnering i hjemlandet.

 

Der var store forventninger til sensationen fra Baskerlandet, men Rahm lod sig tynge af presset og missede cuttet.

Det var en sjælden skuffelse for Rahm, som indtil da stort set kun havde oplevet opture i sin korte professionelle karriere.

Andet forsøg blev en anderledes stor succes.

Efter en fjerdeplads i The Masters kom Rahm træt og udmattet til Madrid, men verdens nummer fire havde alligevel nok i tanken til at give tilskuerne ved Open de España det, de havde drømt om.

Efter runder i 67, 68 og 66 gik Rahm ind til finalerunden på Centro Nacional de Golf 15 under par og to slag fra Paul Dunne på førstepladsen.

Den forskel forsvandt med birdies fra 23-årige Rahm på de to første huller, og derfra var spanieren helt fremme indtil målstregen.

Den største konkurrent til titlen blev landsmanden Nacho Elvira. Madrileneren Elvira har aldrig vundet på europatouren, men han kom tæt på denne uge i sit nationale mesterskab.

De to spaniere var helt lige i -19, da Rahm var på hul 18 og Elvira i førerbolden på hul 17. Mens Rahm var iskold og fik en birdie på par fem hullet, så bukkede Elvira under for presset, missede et gruopvækkende kort putt og endte med en doublebogey.

Med ét var titlen afgjort. Mens Elvira må vente på at kysse et trofæ, så er proceduren ved at være rutine for Rahm. Det er hans tredje sejr på europatouren; læg dertil to PGA Tour-titler; læg dertil 12 øvrige top-5 placeringer; tag med i betragting at Open de España kun er Rahms professionelle turnering nummer 45, og det står klart, at vi har at gøre med et helt specielt talent.

– Det er med flere længder den sværeste søndag, jeg nogensinde har spillet, alene på grund af den mængde tilskuere, jeg havde med mig. Jeg så viljen og følelsen, de alle havde. Alle ville have mig til at vinde, og de pressede så meget, og det kunne jeg føle. Som golfspiller, når man altid spiller for sig selv, er det svært at håndtere sine følelser og tilskuernes følelser, så selvom jeg prøvede at isolere mig, kunne jeg føle det. Jeg var kørt op i en spids, anspændt, til dels stresset, og det var måske derfor, jeg ikke spillede mit bedste golf, men jeg håndterede det efter bedste evne, sagde Rahm efter sin afsluttende runde i 67 slag, der gav en vinderscore i -20.

Med Elviras problemer på hul 17 blev det Dunne, der tog andenpladsen. Ireren nåede til -18 med en birdie på sidste hul. Elvira blev nummer tre i -17.

Danskerne faldt tilbage søndag. Jeff Winther var på niendepladsen halvvejs gennem turneringen, og han gik begge weekendrunder under par. I nogle turneringer er det nok til at sikre fremgang, men på den korte bane nord for centrum i den spanske hovedstad skulle der mere til at holde placeringen. To 71’ere sendte Winther ned til en afsluttende 34. plads i -10.

Thorbjørn Olesen lå lige med Winther efter 36 huller, men efter 72 slag både lørdag og søndag dryssede han ned til nummer 46 i -8.

 

 

 

 

 

Kilde Golf.dk