Cykling

Jørgen Leth ude af Tour de France

Skrevet for

den

Når Tour de France til sommer ruller over skærmen på TV 2, bliver det uden Jørgen Leths karakteristiske stemme.

”Jørgen Leth har i mange år gjort en kæmpe forskel for TV 2s Tour de France-dækning og for cykelsportens popularitet i Danmark. For mange danskere er hans stemme central i lyden af sommer, og vi vil alle savne hans ekspertise, analyser og vidunderlige historier, når løbet skydes i gang i år. Jørgen er en legende, og vi skylder ham en stor tak for hans umiskendelige bidrag til vores dækning gennem årene”, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og fortsætter:

”Vi har fra TV 2 SPORTs side naturligvis ønsket at fortsætte samarbejdet med Jørgen Leth, men desværre har vi ikke kunnet blive enige med Jørgen om rammerne for hans rolle i år. Det skal vi være de allerførste til at beklage, og vi ved, at seerne vil gøre det samme- Vi har hvert år både folk på farten med feltet i Frankrig og et værtshold i vores centrale studie på Kvægtorvet i Odense, og i år har vi ønsket at have Jørgen Leth i studiet herhjemme sammen med Thomas Kristensen og Henrik Jul. Jørgen foretrækker i stedet at være i Frankrig. Vi har med andre ord haft forskellige forventninger til samarbejdet i år, og det er rigtigt ærgerligt, at vi ikke har kunnet finde fælles fodslag”.

Jørgen Leth udtaler, at han gerne ville have fortsat samarbejdet i uændret form:

”Det er med stor ærgrelse, at jeg ikke er med på TV 2s Tour-hold igen. Vi har haft et langt og glædeligt samarbejde, der gennem årene har ført til mange magiske stunder i verdens bedste cykelløb. For mig er selve essensen af mit arbejde som Tour de France-kommentator at være i Frankrig, der hvor det sker, og jeg så frem til at være med igen i år og langt ud i fremtiden. En vision jeg indtil for nylig delte med TV 2.”

Tour de France 2019 indledes lørdag 6. juli og løber frem til søndag 28. juli. TV 2 dækker Touren på hovedkanalen TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 PLAY og tv2.dk, og kommentatorholdet i Frankrig består af Dennis Ritter, Rolf Sørensen, Rasmus Staghøj, Chris Anker Sørensen og Brian Nygaard.
.

Cykling

Første spanske etapesejr i årets Giro d’Italia

Skrevet for

den

Pello Bilbao fra Team Astana sikrede sig fredag den første spanske etapesejr i årets Giro d’Italia.

Det skete på løbets syvende etape, som var 185 kilometer lang, og hvor rytterne kørte fra Vasto på den italienske østkyst til L’Aquilo, som ligger tæt på centrum af det støvleformede land.

Den 29-årige Pello Bilbao vandt etapen ved, at han halvanden kilometer før mål kørte fra en flok medudbrydere, hvorefter han cyklede i mål i ensom majestæt.

Ud over at det var den første spanske etapesejr i årets løb, var sejren til Pello Bilbao – som er fra Baskerlandet – også den første etapesejr til Team Astana.

Samlet set føres løbet af italieneren Valerio Conti (UAE Emirates), som overtog den lyserøde førertrøje efter onsdagens etape. Indtil da havde slovenske Primoz Roglic (Team Jumbo-Visma) ligget nummer et.

Valerio Conti har i skrivende stund et forspring på et minut og 32 sekunder til spanske José Joaquin Rojas (Team Movistar).

Der var tre danske ryttere med i årets Giro d’Italia fra start. Men Matti Breschel (EF Education First) måtte udgå på løbets fjerde etape.

Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott) er til gengæld stadig med i løbet. Han er 22 minutter og 16 sekunder efter Valerio Conti og ligger nummer 84. Mikkel Honoré fra Deceuinck Quick-Step har tabt næsten en time, og han er nummer 145 i den samlede stilling.

 

Læs artiklen

Cykling

2017-vinderen udgår af Giro d’Italia på femte etape

Skrevet for

den

Hollænderen Tom Dumoulin måtte på onsdagens femte etape af årets Giro d’Italia opgive at fuldføre løbet. Han vandt løbet i 2017, men han måtte udgå kort tid efter starten på femte etape af årets udgave.

Tom Dumoulin lå efter mandagens tredje etape nummer fem, men på fjerde etape var han seks kilometer før mållinjen involveret i et styrt, som gav ham store smerter i knæet.

Inden starten på onsdagens etape var Tom Dumoulin og hans Sunweb-mandskab forberedt på, at det kunne ende, som det gjorde.

“Jeg vil prøve, for jeg vil ærgre mig bagefter, hvis jeg ikke prøvede. Men det ser ikke godt ud. Jeg har cyklet på træningscyklen i morges. Jeg fik problemer, når jeg rejste mig i sadlen, og når jeg forsøgte at sætte fart på. Så lad mig sige det på den måde, at jeg ikke er alt for optimistisk,” sagde Tom Dumoulin inden etapen ifølge cyclingnews.

Allerede efter få kilometer, stod det klart, at den 28-årige hollænder ikke kunne gennemføre etapen.

2019-udgaven af Giro d’Italia føres i skrivende stund af sloveneren Primoz Roglic (Team Jumbo-Visma), som vandt løbets første etape i Bologna.

Femte etape var en forholdsvis flad en af slagsen på 140 kilometer. Den endte med at blive vundet af tyskeren Pascal Ackermann (Bora.Hansgrohe) i en massespurt. Han vandt også løbets anden etape søndag.

 

Læs artiklen

Cykling

Giro d’Italia-ledelsen fratager italiensk etapevinder sejren

Skrevet for

den

Italieneren Elia Viviani vandt mandag den tredje etape i årets Giro d’Italia, men løbsledelsen valgte bagefter at tage sejren fra Deceunick-Quick Step-rytteren.

Den 220 kilometer lange etape fra Vinci til Ortobello blev afgjort i en massespurt, og her var Elia Viviani hurtigst. Men løbsledelsen vurderede, at den italienske mester havde svajet for meget med cyklen i spurten med det resultat, at konkurrenterne ikke havde en fair mulighed for at passere ham.

Derfor gik etapesejren i stedet til spurtens nummer to, colombianske Fernando Gaviria (UAE Emirates), foran franskmanden Arnaud Démare (Groupama-FDJ), der altså oprindeligt kun var blevet nummer tre.

Elia Viviani blev deklasseret til en placering som nummer sidst i det hovedfelt, der kom samlet til mål. Bortset fra bonus-sekunderne betyder det intet i den samlede stilling. Til gengæld koster det Elia Viviani point i kampen om den cyklamenfarvede sprintertrøje, som italieneren vandt sidste år.

Samlet set føres løbet af slovenske Primoz Roglic (Jumbo-Visma), der vandt lørdagens første etape, der var en otte kilometer lang enkeltstart i Bologna. Sidste års vinder af løbet, hollænderen Tom Dumoulin (Team Sunweb), ligger nummer fem i den samlede stilling. Han er 28 sekunder efter Primoz Roglic.

Der er tre danskere med i årets udgave af Giro d’Italia. Indtil videre ligger Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott) bedst til af dem. Han er fire minutter og et sekund efter sloveneren i den lyserøde førertrøje. Det rækker til en placering som nummer 102.

Giro d’Italia slutter søndag 2. juni.

Læs artiklen

Cykling

Stolt Jakob Fuglsang efter klassiker-sejr: Min største endags-sejr

Skrevet for

den

Jakob Fuglsang var ved at revne af stolthed, efter at han søndag som den anden dansker nogensinde vandt Liège-Bastogne-Liège, som er den ældste af forårsklassikerne.

“Det er den største endags-sejr i min karriere,” sagde Jakob Fuglsang efter sejren til DR.

“Det er selvfølgelig virkelig fedt og måske endda lidt uvirkeligt. Dagen gik mere eller mindre, som jeg havde planlagt. Mit mål var toppen af Roche-aux-Faucons. Vi havde snakket om, at jeg skulle spare på kræfterne indtil da,” sagde Jakob Fuglsang.

Roche-aux-Faucons er løbets sidste store stigning, hvor det lykkedes for Jakob Fuglsang at sætte rivalen Julian Alaphilippe (Deceuninck-QuickStep) af. Franskmanden havde i onsdags vundet en anden belgisk klassiker, Fléche Wallonne, for næsen af Jakob Fuglsang.

Herefter var der tre ryttere i front. Foruden den danske Astana-kaptajn var det canadiske Michael Woods (EF Education First) og italieneren Davide Formolo (Bora-Hansgrohe). Men dem fik Jakob Fuglsang takket være nye angreb sat af. Og så gik det ellers mod målet – sådan da.

For Jakob Fuglsang var lige ved at styrte på den våde asfalt, da baghjulet skred ud. på en nedkørsel. På nærmest mirakuløs vis lykkedes det dog for ham at blive på cyklen.

“Det var et skræmmende øjeblik. Det gav mig lidt adrenalin til resten af vejen mod mål,” sagde Jakob Fuglsang til TV2, mens han smilede bredt.

Den 34-årige silkeborgenser har kørt helt forrygende i dette forår. Han har også vundet Andalusien Rundt, en etape og en samlet tredjeplads i det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico, og så blev han påskelørdag nummer tre i den hollandske klassiker, Amstel Gold Race.

Den første dansker, der vandt Liège-Bastogne-Liège, var Rolf Sørensen tilbage i 1993.

Jakob Fuglsangs helt store mål i år er juli måneds Tour de France. Hans hidtil bedste placering i Tour’en er en sjetteplads i 2013. I 2018 blev han nummer 12.

Læs artiklen

Cykling

Fornemt forår kulminerede: Jakob Fuglsang vandt Liège-Bastogne-Liège

Skrevet for

den

Den danske cykelrytter, Jakob Fuglsang, vandt søndag den største sejr i sin karriere, da han kronede et fornemt forår ved at vinde den belgiske klassiker, Liège-Bastogne-Liège.

Den 34-årige danske Astana-kaptajn fik på den afgørende stigning, Roche-aux-Faucons, sat rivalen Julian Alaphilippe (Deceunick-QuickStep) af. Franskmanden havde onsdag vundet en anden klassiker, Flèche Wallonne, for næsen af Jakob Fuglsang.

Efter Roche-aux-Faucons var der kun tre ryttere tilbage i frontgruppen. Foruden danske Jakob Fuglsang var det canadieren Michael Woods (Education First) og italienske Davide Formolo (Bora-Hansgrohe).

Men 13 kilometer før mål angreb Jakob Fuglsang igen og fik sat de to andre ryttere af. Dermed var der ikke længere nogen, der kunne forhindre ham i at cykle først over målstregen i Liège. Til gengæld var midtjyden lige ved at styrte på en nedkørsel, men han fik på mirakuløs vis kontrol over cyklen, inden det kom så vidt.

Jakob Fuglsang har i dette forår også vundet Andalusien Rundt, han har vundet en etape og blevet samlet nummer tre i det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico, og så blev han i sidste weekend nummer tre i den hollandske klassiker, Amstel Gold Race.

Det er anden gang, en dansker vinder Liège-Bastogne-Liège. Den første danske vinder var Rolf Sørensen, som triumferede i 1993.

 

Læs artiklen

Cykling

Fuglsang slået på målstregen i belgisk klassiker: Jeg troede, jeg kunne køre forbi ham til sidst

Skrevet for

den

Jakob Fuglsang var tæt på, men han måtte nøjes med andenpladsen i den belgiske forårsklassiker, Fléche Wallonne, onsdag. Den danske kaptajn for Team Astana blev slået i spurten af sidste års vinder, franskmanden Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step).

Det var Jakob Fuglsang, der trådte an på det sidste stykke af løbets afsluttende stigning, Mur de Huy, der er berygtet for sin stejlhed. Kun Julian Alaphilippe kunne følge med, og den 26-årige franskmand overhalede Jakob Fuglsang, der forgæves forsøgte at komme igen.

“Jeg troede faktisk, at jeg kunne komme tilbage på ham de sidste 100 meter. Men jeg kunne ikke nå forbi. Det var en hård omgang,” sagde Jakob Fuglsang efter løbet til TV2.

Den 34-årige dansker har haft en flot sæsonstart i år med samlet sejr i Andalusien Rundt, en etapesejr og en samlet tredjeplads i det italienske etapeløb Tirreno-Adratico, en tredjeplads i Amstel Gold Race påskelørdag og nu altså en andenplads i Fléche Wallonne.

“For tiden er der power i benene og god moral, og så gælder det bare om at udnytte det,” sagde silkeborgenseren.

Der var to andre danske deltagere i årets Fléche Wallonne. Michael Valgren (Team Dimension Data) blev nummer 100, mens Mikkel Frølich Honoré (Deceuninck-Quick Step) måtte opgive at fuldføre løbet.

Næste mulighed for et flot dansk cykelresultat kommer søndag, hvor der skal køres endnu en af de store klassikere, Liège-Bastogne-Liège. Her deltager både Jakob Fuglsang og Michael Valgren.

Årets helt store mål for Jakob Fuglsang er Tour de France i juli måned.

 

 

 

Læs artiklen

Populær