Her har du sommerens 8 uundværlige rejse-apps - Costa Posten

Her har du sommerens 8 uundværlige rejse-apps

Her har du sommerens 8 uundværlige rejse-apps

Selvom det kan være skønt at koble en smule af fra sin mobil i sommerferien, kommer vi ikke uden om, at den er et utrolig praktisk værktøj, når det kommer til at finde vej, oversætte sprog, læse anbefalinger fra de lokale og meget mere.                        

 

Hvor end du vælger at tilbringe ferien, findes der applikationer, du nødigt vil undvære. IT-Sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen fra it-firmaet www.anytech365.com giver her en række tips til 8 populære applikationer, der er praktiske at have på mobilen, når du rejser.

 

  1. Google Maps – Find vej med telefonen

Google Maps er en uundværlig rejse-app, hvad enten du går rundt, cykler eller kører bil. Normalt kræver den internetopkobling, men for at spare på dit dataforbrug, kan du hente de kort, du skal bruge på ferien, før du tager afsted. På den måde kan du nagivere rundt i dine offlineområder, selvom du ikke er koblet til internettet.  

 

  1. AroundMe – Find ALT i nærheden af dig

Med den populære app AroundMe finder du lynhurtigt de nærmeste banker, barer, benzinstationer, hoteller, hospitaler, taxaer, supermarkeder, restauranter, teatre og biografer. Appen lokaliserer, hvor du er, og kan være brugbar, hvis du er ved at løbe tør for benzin eller har brug for at blive tilset af en læge.  

 

  1. XE Currency – Valutaomregner

Du kan hurtigt omregne til den lokale valuta med denne app, som giver dig en helt præcis valutaomregning. En fordel ved XE Currency er, at du kan gemme de valuta, du har brug for på ferien. Gemmer du de pågældende valuta på din telefon, kan du anvende appen og slå kurserne op, når du har brug for det, også selvom du er offline.   

 

  1. Google Translate – Oversæt til dit eget sprog

Med Google Translate er det nemt at oversætte en tekst til dit eget sprog, enten ved at skrive teksten ind eller tage et billede af teksten. Det er praktisk, hvis du ikke forstår menukortet, skilte på vejene eller etiketter i supermarkedet. Det smarte ved denne app er, at du kan bruge den, når du er offline. Det eneste du skal gøre hjemmefra er at downloade de sprog, du skal bruge på ferien.   

 

  1. Rick Steves Audio Europe App – Audio-guides til seværdigheder i Europa

Rejsebogsforfatteren Rick Steve er kendt verden over for sine rejseguides. Hans app   indeholder audio-guides fyldt med facts og informationer om de største seværdigheder i Europa. Også med denne app har du mulighed for at downloade det, du skal bruge, mens du er tilkoblet internettet, så du slipper for at bruge data, når du bruger appen.

 

  1. Spotted By Locals – Tips fra de lokale

De bedste tips får man af de lokale, der bor i de pågældende byer. Med denne app undgår du turistfælderne og får samtidig insider-viden af de lokale, der kender til de bedste restauranter og de skjulte steder, som en turist normalt ikke støder ind i.

 

  1. Flio – Nyttig information om lufthavne

Med Flio-appen kan du holde styr på en lang række informationer, som er nyttige at kende til, når du er i lufthavnen. ”Airport mapping” fører dig nemt og hurtigt til din gate, det nærmeste sted at oplade din mobil eller et behageligt lounge-område. Derudover får du oplysninger om forsinkelser, wi-fi og spisesteder, hvor du ofte kan anvende en rabatkode, som også er tilgængeligt på appen.  

       

  1. WeatherPro – Hold styr på vejret

Det kan være en fordel at tjekke vejret, før der planlægges et ferieprogram. WeatherPro indeholder detaljerede oplysninger om vejret, bl.a. regnmængder, luftfugtighed, UV-indeks, vandtemparaturer og mange flere tekniske detaljer.      

 

Alle ovenstående apps kan downloades til både iPhone og Android.