Læs det med småt, før du skriver under på lejekontrakten. Der er nemlig stor risiko for at du bliver prakket ekstra udgifter på ærmet når du lejer bil i udlandet, fortæller økonom Lars Baadsgaard, der er ansvarlig for finansielle test af blandt andet rejseforsikringer hos Forbrugerrådet Tænk.
”Tilkøbsforsikringer er ofte noget, lejebilsvirksomhederne bruger til at tjene ekstra penge på. Og virksomhederne ved godt, at mange forbrugere er lidt for hurtige til at sige ja tak”, siger han til Ritzau
Det kan f.eks. være tilkøbsforsikringer, som lover at dække din selvrisiko. Men her dækker din årsrejseforsikring typisk allerede, fortæller Casper Schad, der er advokat hos FDM. FDM kender alt for godt til problemstillingen:
”Det er udbredt og veldokumenteret, at især i Spanien, Italien og Grækenland er der risiko for, at man bliver prakket ekstraforsikringer på. Eller at prisen på bilen er en anden end den, man var stillet i udsigt”, siger Casper Schad.
FDM råder ferierejsende til at leje bil i udlandet gennem et firma, der også har kontor i Danmark, det letter klageadgangen.
Generelt bør man altid tegne en ansvars- og kaskoforsikring for lejebilen, det er typisk også obligatorisk, og så bør man holde sig fra den allerbilligste udbyder. Her er risikoen for at blive snydt typisk større.