Golf: Mester Brooks er meget mere end muskler - Costa Posten

Golf: Mester Brooks er meget mere end muskler

Golf: Mester Brooks er meget mere end muskler

 

Det er den smukke blondines lod at blive bedømt på sit udseende. Et lod som verdenshistoriens mest kendte blondine, Marilyn Monroe, aldrig lærte at leve med.

 

Det er lidt på samme måde med mænd, der har svulmende overarme, markerede kæbepartier og et let skulende blik i øjnene. De bliver bedømt på deres udseende.

Mænd som Brooks Koepka, der søndag vandt US Open for andet år i træk.

Brooks Koepka er meget mere end en hulemand, som elsker at pumpe jern og tilfældigvis kan ramme en golfbold rent. Det havde han egentlig bevist i forvejen, og hans sejr på Shinnecock Hills natten til mandag satte blot en tyk streg under det.

28-årige Brooks Koepka fra Florida er – ikke overraskende –  en af de længstslående spillere i verdenstoppen. Men han er også en spiller, der har betalt sine lærepenge på flere kontinenter og kan dokumentere evnen til at træde i karakter, når andre har allersværest ved det.

En intelligent golfspiller, der ved, at han kan stole på sin putter, når andre dele af spillet svigter.

Nogle iagttagere har ment, at hans sejr i sidste års US Open dårligt kunne regnes for en ægte US Open-sejr, fordi Erin Hills spillede så nemt, at det var ligesom en hvilken som helst anden uge på PGA Tour. Den uge vandt han i 16 under par.

Efter en imponerende linedans på Shinnecocks forræderiske og vindtørrede greens, hvor vinderscoren var en over par for ugen, må alle kritikerne æde deres ord.

Brooks Koepka er ikke sluttet ringere end nummer 21 i de sidste 11 majors, han har deltaget i. Seks af de 11 turneringer er han sluttet i top-10. Og to af dem er altså sluttet med en sejr. Det er en afsindig statistik, som bør lukke munden på enhver, der tror, at Brooks Koepka ikke kan andet end at slå langt.

Han har prøvet at slutte i top-6 i tre af de fire majors. Undtagelsen er Masters, hvor hans bedste resultat er en 11. plads.

Han har været med ved Ryder Cup en enkelt gang, hvor han vandt tre af sine fire matcher (en fact, som Thomas Bjørn helt sikkert også er bekendt med).

Forklaringen på hans alsidighed ligger formentlig i hans usædvanlige rejse mod toppen. Drengen fra West Palm Beach tog på landevejen for at lære sit håndværk. Derfor er ingen slags golf fremmed for ham.

På den europæiske Challenge Tour vandt han fire gange, inden han var klar til europatouren. Her vandt han Turkish Airlines Open i 2014, en turnering som Thorbjørn Olesen vandt to år senere.

Han har også vundet Dunlop Master i Japan de sidste to sæsoner, og så har han nu tre sejre på PGA Tour. Phoenix Open og nu altså to US Opens.

Han har en lillebror, Chase Koepka, som forsøger at gøre som storebror. Chase Koepka spillede i 2017 på Challenge Tour, i år er han på europatouren.

Sidste sommer mødte jeg Chase Koepka i Jylland, da han spillede Made in Denmark Challenge på Royal Oak.

– Han har Dustin Johnson at se op til. Jeg har min bror, sagde Chase Koepka dengang.

Brooks Koepka og verdensetteren Dustin Johnson er nære venner og træner ofte sammen, måske især i fitness-lokalet, hvad man også sagtens kan se på dem.

Dustin Johnson var også den spiller, som Brooks Koepka spillede med i finalerunden på Shinnecock Hills. Dustin Johnsons spil så lettere forfjamsket ud hele dagen, mens Koepka var cool som Clint Eastwood i krydsild. Og spørgsmålet er måske snart hvem af de to, der skal se op til hvem.

Dustin Johnson har stadig flere sejre end Koepka og ligger nummer et på verdensranglisten. Men Koepka har nu flere majors, og er stadig fem år yngre end sin træningsmakker.

Tyngden af Koepkas præstation bliver kun tydeligere, når man husker, at han har tilbragt tre måneder af sæsonen 2018 ude med et skadet håndled. Skaden kostede ham deltagelsen i Masters for to måneder siden.

Brooks Koepka er den første spiller siden 1989, der vinder to US Opens i træk. Dengang var det Curtis Strange, der forsvarede sin titel. Får da skal vi helt tilbage til Ben Hogan i 1951 for at finde en titelforsvarer med succes. Ralph Guldahl, Bobby Jones, Willie Anderson og John McDermott har også vundet US Open to gange i træk (i Andersons tilfælde tre i rap) men for alle fires vedkommende skal vi helt tilbage til før anden verdenskrig.

Brooks Koepka lå inden sejren af US Open nummer ni i verden. Han forventes nu at rykke op i top-3.

Den 28-årige amerikaner Brooks Koepka er den første, siden 1989, til at vinde US Open to år i træk.

 

 

Kilde Golf.dk