Golf: Jarrod Lyle er død i en alder af 36 år

Golf: Jarrod Lyle er død i en alder af 36 år

 

To gange overvandt han en kræftsygdom, men i sidste ende tabte han kampen. Onsdag aften åndede australieren ud nær Melbourne, 36 år gammel.

 

Golfens verden var blevet forberedt allerede i sidste uge, da Lyles Facebookprofil meddelte, at han ikke længere ville modtage behandling og i stedet bruge den sidste tid nær hjemmet med sin kone og børnene Lusi og Jemma på henholdsvis seks og to år.

Allerede som teenager blev Lyle ramt af leukæmi, men han overvandt sygdommen og nåede på PGA Touren i 2007. i 2012 vendte kræften tilbage, blot for igen at være rask et år senere. Kroppen var dog så medtaget, at lægerne I sommeren 2018 ikke længere mente, der var mere at gøre, og den store australier valgte derefter at stoppe sin behandling.

Nyheden og Lyles død blev overbragt af hans kone Briony.

– Det er hjerteskærende at skulle fortælle alle, at Jarrod ikke længere er blandt os. Han åndede fredfyldt ud klokken 20.20 i går aftes efter at have tilbragt sin sidste uge i Torquay med familie og nære venner.

– Lusi, Jemma og jeg er fyldt med sorg og må nu gå et liv i møde uden den bedste ægtefælle og far vi kunne have drømt om.

– På samme tid har vi været velsignet og overvældet af de mange beskeder og velgørende gerninger rundt om i verden, og vi trøster os med, at Jarrod var i stand til at have en indflydelse på så mange mennesker gennem sit liv. Med ydmyghed takker vi alle.

– I de sidste dage var Jarrod i stand til at tage mange af de utroligt generøse ord og handlinger til sig, og han var overvældet af følelserne.

– Han bad om, at jeg videregav en simpel besked: ”Tak for jeres støtte, det har haft en verden af betydning. Min tid var kort, men hvis jeg har hjulpet folk med at tænke og agere på vegne af de familier, som lider på grund af cancer, så var det forhåbentlig ikke spildt”.

Lyle var kendt for sit store smil og gode humør, og han var en særdeles populær mand blandt kollegaerne på PGA Touren. Siden nyheden om hans forestående død blev kendt, er der blevet stablet en indsamling på benene til fordel for den efterladte familie med fokus på at betale for børnenes uddannelse.

 

Kilde Golf.dk