De første hpv-vaccinerede kvinder er kræftfri 12 år senere

De første hpv-vaccinerede kvinder er kræftfri 12 år senere

 

Ifølge Kræftens Bekæmpelse har en undersøgelse nu vist, at HPV-vaccinen virker yderst effektivt.

 

Som led i et forsøg fik en række kvinder hpv-vaccinen for 12 år siden. Ingen af dem har siden fået kræft.

Ingen af de kvinder, som blev hpv-vaccineret som de første for 12 år siden, har fået svære celleforandringer eller livmoderhalskræft relateret til de typer af hpv, som vaccinen beskytter imod.

Det viser en nye undersøgelse baseret på resultater fra mere end 2000 kvinder fra Danmark, Island, Norge og Sverige, skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Kvinderne var de første, der fik vaccinen, som led i de forsøg, der førte til, at vaccinen blev godkendt.

– Det er den længste opfølgning, vi har i forhold til hpv-vaccinen, og disse kvinder er vaccineret, omkring fire år før vaccinen blev tilgængelig for resten af befolkningen, siger professor, overlæge, dr.med. Susanne Krüger Kjær.

Hun er forskningsleder hos Kræftens Bekæmpelse og på Rigshospitalet og har stået i spidsen for den nye undersøgelse.

– Derfor er det et glædeligt budskab til dem, der efterfølgende har valgt at lade sig selv eller deres børn vaccinere, siger hun.

Der findes over 100 forskellige typer af hpv. Den vaccine, der blev udviklet som den første, og som nu er fulgt op i den nye opgørelse, beskytter mod virus af typen hpv 6, 11, 16 og 18.

Hpv af typerne 16 og 18 er dem, der hyppigst forårsager livmoderhalskræft og er årsag til omkring 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Hpv 6 og 11 er årsag til 90 procent af kønsvorter.

Hvert år rammes omkring 375 danske kvinder af livmoderhalskræft. Sygdommen koster næsten 300.000 liv årligt på verdensplan

 

 

 

 

 

Kilde DR/ritzau/

Fortæl os hvad du mener om denne artikel