Fodbold

Fire runder før tid: Messi sikrer Barcelona mesterskabet for andet år i træk

Skrevet for

den

FC Barcelona er spanske mestre for anden gang i træk og for 26. gang i alt. Det står klart efter en beskeden sejr på 1-0 på hjemmebane over Levante lørdag aften. Lionel Messi scorede kampens eneste mål.

I første halvleg dominerede FC Barcelona stort, og holdet skabte også mange chancer. Men det lykkedes ikke at få bolden i kassen.

Fra anden halvlegs start kom Lionel Messi på banen i stedet for Philippe Coutinho, og efter et kvarters spil gav indskiftningen bonus. Efter lidt roderi i Levantes straffesparksfelt headede Arturo Vidal bolden frem til Lionel Messi i højre side af feltet. Den argentinske superstjerne tog et snævert træk til venstre, som satte to mand af, inden han sendte bolden forbi Aitor Fernández i Levantes mål.

Gæsterne havde indtil da ikke haft et eneste skud på mål, men efter Lionel Messis mål blev de mere nærgående, og Enis Bardhi var kort før tid tæt på at spolere mesterskabsfesten. Makedoneren ramte stolpen med et godt skud, hvorefter bolden sprang hen til FC Barcelonas målmand, Marc-André ter Stegen, som efterfølgende nær havde tabt kuglen ind i eget net.

Men den spinkle føring holdt hjem, og dermed kunne FC Barcelona efter fjerdesidste spillerunde kalde sig spanske mestre for andet år i træk.

Nærmeste konkurrent er Atlético Madrid, som vandt 1-0 over Real Valladolid tidligere lørdag. Hovedstadsklubben er med lørdagens resultater ni point efter FC Barcelona med tre kampe tilbage. Men catalonierne er bedst i de indbyrdes kampe (1-1 og 2-0), og dét er afgørende i den spanske liga i tilfælde af pointlighed. Dermed kan FC Barcelona ikke indhentes.

FC Barcelona lagde godt ud i denne sæson med fire sejre på stribe, men holdet havde en svaghedsperiode i september, der fik Lionel Messi til offentligt at beklage sig over, at holdet indkasserede for mange mål.

Men der kom skik på sagerne igen i oktober med bl.a. en sejr på 5-1 hjemme over ærkerivalen Real Madrid. I november blev det til et nederlag hjemme mod Real Betis (3-4), men siden da har FC Barcelona ikke tabt en eneste kamp i ligaen.

Mesterskabet er FC Barcelonas syvende i de seneste 10 år, og dermed har Cataloniens Stolthed halet gevaldigt ind på Real Madrid, som har vundet mesterskabet 33 gange ialt mod FC Barcelonas 26.

Denne sæsons tidlige mesterskabstitel betyder også, at FC Barcelona får en fordel i Champions League. Mens træner Ernesto Valverde kan tage de tre sidste kampe i La Liga stille og roligt, er modstanderne i semifinalen i Champions League, Liverpool, hårdt spændt for i et kapløb med Manchester City om den engelske titel.

Den anden semifinale i Champions League står mellem Ajax fra Holland og Tottenham fra England.

FC Barcelona er i denne sæson også i den spanske pokalfinale, hvor holdet møder Valencia. Med andre ord har klubben chancen for igen at vinde Tre Treble (mesterskab, pokal og Champions League i samme sæson), ligesom det skete i 2006, 2009 og 2015.

 

 

 

Fodbold

0-0 i Georgien: Tamme Danmark mistede kostbare point i EM-kvalifikationen

Skrevet for

den

Danmark dominerede i Georgien, men de rød-hvide måtte nøjes med 0-0. Pointtabet kan blive dyrt i sidste ende.Danmark leverede en tam indsats i udebanekampen i EM-kvalifikationen mod Georgien, som sluttede 0-0.

Første halvleg var især tempo- og chanceforladt, mens der kom lidt mere facon på det danske spil efter pausen.

Kasper Dolberg (Nice) var lidt overraskende foretrukket til den danske startopstilling, og han fik en stor chance efter seks minutters spil af anden halvleg, hvor Martin Braithwaite (Leganés) fandt ham i fri position ved nærmeste stolpe. Men hans forsøg blev snuppet af Georgiens målmand, Giorgi Loria (Anorthosis Famagusta).

Senere forsøgte Christian Eriksen sig i en presset situation, hvor han var omgivet af tre georgiere. Tottenham-stjernens forsøg endte lige ved siden af hjemmeholdets mål.

Georgien havde kampen igennem kun få forsøg inden for den danske målramme, men det lykkedes dem dog at ramme overliggeren. Forinden var der imidlertid fløjtet for off-side.

Christian Gytkjær (Lech Poznan) kom på banen i anden halvleg, og han ramte også overliggeren – vel at mærke uden at være off-side. Det var et ordentligt drøn, han præsterede, men et dansk mål blev der altså ikke ud af situationen.

Til allersidst fik georgierne et frispark tæt på det danske straffesparksfelt, men her blev de grebet ud af den danske målmand, Kasper Schmeichel (Leicester).

Det målløse resultat betyder, at Georgien fik sit blot fjerde point i puljen. De tre første fik holdet ved at vinde over Gibraltar.

For Danmark betyder pointtabet med altovervejende sandsynlighed, at holdet nu skal vinde alle de tre sidste kampe – hjemme mod Schweiz. hjemme mod Gibraltar og ude mod Irland for at snuppe en af de to første pladser, der giver direkte adgang til EM-slutrunden næste år.

Skulle det kikse, får Danmark en ny chance via Nations League.

Læs artiklen

Fodbold

Tenniscifre: Danmark vandt pligtsejr over Gibraltar i EM-kvalifikationen

Skrevet for

den

Danmark vandt onsdag aften en pligtsejr på 6-0 ude over Gibraltar i kvalifikationen til slutrunden om EM i fodbold til næste år.

Gibraltar spillede helt i rødt, så det var et dansk landshold helt i hvidt, der kom foran allerede i sjette minut.

Christian Eriksen (Tottenham) sendte et indlæg fra højre side ind i straffesparksfeltet, hvor Robert Skov (Hoffenheim) med hovedet kunne sende bolden over i det lange målhjørne.

Det var den tidligere Silkeborg- og FCK-spillers første mål på landsholdet.

Efter en god halv times spil begik hjemmeholdet straffespark mod Thomas Delaney (Borussia Dortmund), som Christian Eriksen stensikkert omsatte til mål.

Stillingen 2-0 holdt til pausen, men få minutter inde i anden halvleg fik Danmark igen straffespark. Denne gang lignede det en klokkeklar fejldom, da Yussuf Poulsen (RB Leipzig) mistede bolden efter en tackling.

Men dømt er som bekendt dømt, og Christian Eriksen eksekverede endnu en gang stensikkert fra 11 meter-pletten.

Midtvejs i anden halvleg blev det 4-0, da Thomas Delaney scorede efter en dansk hjørnesparkskomination. Og Christian Gytkjær (Lech Poznan) øgede til 5-0 fire minutter senere, da Gibraltars målmand, Dayle Coleing (FC Europa), ikke kunne holde bolden på et langskud fra Christian Eriksen.

Samme Christian Gytkjær sørgede også for 6-0, da han 12 minutter før tid scorede fra kort afstand, efter at han var blevet spillet fri af indskiftede Lasse Schöne (Genoa).

Hjemmeholdet havde enkelte muligheder efter dødbolde, men den danske målmand, Kasper Schmeichel (Leicester), tog sig af, hvad der kom.

Sejren betyder, at Danmark cementerer andenpladsen i kvalifikationsuljen efter Irland.

Gibraltar ligger fremdeles sidst uden point og mål.

Læs artiklen

Fodbold

Klausul i kontrakten: Messi kan forlade Barcelona til sommer

Skrevet for

den

Lionel Messi har kontrakt med FC Barcelona til 2021, men han kan vælge at stoppe allerede til sommer.

FC Barcelona risikerer at miste klubbens allerstørste stjerne, Lionel Messi, allerede til sommer, selvom han har kontrakt med klubben i endnu et år.

Det skriver den velansete spanske avis, El Pais.

Efter lang tids tøven endte Lionel Messi i november 2017 med at forlænge sin kontrakt med FC Barcelona, som han har spillet for i hele sin voksne karriere, ligesom han har været igennem klubbens ungdomsakademi, La Masia.

Men kontrakten har en klausul, der betyder, at den argentinske målkonge kan vælge at stoppe før.

Både i år og til næste år kan Lionel Messi vælge at sige stop, når han har fødselsdag.

I år rundede han de 32 år 24. juni, så der er risikoen drevet over for FC Barcelona, selvom Lionel Messi endnu ikke har spillet en officiel kamp for klubben i denne sæson, fordi han har været skadet.

Men når det bliver 24. juni i 2020, kan han altså også vælge at sige stop.

Klausulen gælder dog kun for klubber uden for Europa.

Klausulen er ikke ny i FC Barcelona-sammenhæng. Xavi, Andrés Iniesta og Carles Puyól fik lignende klausuler i deres kontrakter som belønning for lang og tro tjeneste.

Xavi valgte alligevel at blive i klubben, indtil han var 35 år, mens Iniesta og Puyól var henholdsvis 34 og 36 år, inden de valgte at sige stop.

Læs artiklen

Fodbold

Nicklas Bendtner til FCK: Det her er en særlig chance

Skrevet for

den

FC København har tegnet kontrakt med den tidligere danske landsholdsangriber, Nicklas Bendtner, der skifter fra norske Rosenborg med omgående virkning.

Det meddelte FC København på sin hjemmeside tirsdag aften få timer før, transfervinduet smækkede i.

Dermed kommer Nicklas Bendtner til den klub, som han kom fra, inden han tog på udlands-eventyr. Den nu 31-årige Nicklas Bendtner spillede ungdomsfodbold i den ene af FCKs moderklubber, KB, frem til 2004.

Og Nicklas Bendtner glæder sig til Superligaen.

“Da jeg var 16 og drog hjemmefra, var der meget, jeg ikke vidste noget om. Men jeg vidste i hvert fald, at jeg gerne ville vende tilbage til KB og FCK en skønne dag. 15 år senere kan jeg ærligt sige, at det føles endnu større, end jeg har drømt om. Jeg ved, at det er en helt særlig chance, og jeg vil gøre alt i min magt for at gribe den,” skriver Nicklas Bendtner på sin Instagram-profil.

I 2004 blev Nicklas Bendtner lærling i Arsenal, og han erklærede, at hans ambition var at blive verdens bedste angriber.

Som senior blev han i første omgang udlejet til Birmingham, men han fik debut for Arsenal, som han har spillet både i Premier League og Champions League med.

For den almindelige fodboldfan står Nicklas Bendtner alligevel her i 2019 tilbage med en forpjusket karriere og et talent, der lovede meget, men som aldrig for alvor blev udfoldet.

Foruden Birmingham har han også været udlejet til Sunderland og den italienske gigantklub, Juventus, inden han i 2014 skiftede til VfL Wolfsburg. Derfra gik turen til Nottingham Forest og senere Rosenborg. Han har således aldrig før spillet i Superligaen.

Kun i lejeopholdene i Birmingham og Sunderland og det første år i  Rosenborg har Nicklas Bendtner været en decideret succes.

Derudover har han været i overskrifterne mange gange for eskapader uden for fodboldbanen, som nok i virkeligheden er det, han i offentligheden er mest kendt for.

Rosenborg har ikke brugt Nicklas Bendtner i månedsvis, og FCK-manager Ståle Solbakken afviste tidligere på året, at det kunne komme på tale at hverve Nicklas Bendtner.  Nordmandens begrundelse var, at Bendtner umuligt kunne være i form.

Tiden må nu vise, om han kan nå at komme det.

Aftalen mellem Nicklas Bendtner og FC København løber i resten af 2019.

 

Læs artiklen

Fodbold

Sevilla bliver danskerløs: Simon Kjær lejet ud til italiensk Champions League-klub

Skrevet for

den

Sevilla FC har valgt at leje Simon Kjær ud til den italienske klub, Atalanta, i den kommende sæson. Det skriver begge klubber på deres hjemmesider.

Den nu 30-årige Simon Kjær skiftede for to år siden fra Fenerbahce i Tyrkiet til Sevilla FC, men i denne sæson har han ikke været tæt på holdet hos sydspanierne.

Den danske landsholdsanfører vægter spilletid højt, og derfor har han bedt om at blive lejet ud.

Med skiftet til Atalanta kommer Simon Kjær tilbage til Serie A, hvor han tidligere har spillet for AS Roma og Palermo.

I det hele taget har forsvarsspilleren været vidt omkring, for han har også spillet for FC Midtjylland i Superligaen, VfL Wolfsburg i Tyskland samt franske Lille.

I modsætning til Sevilla har Atalanta kvalificeret sig til Champions League i den kommende sæson. Klubben fra Bergamo er i indledende pulje med de engelske mestre fra Manchester City samt Shakhtar Donetsk fra Ukraine og kroatiske Dinamo Zagreb.

Atalanta har lejet Simon Kjær for et år, men italienerne har en købsoption på ham, så han kan have spillet sin sidste kamp for Sevilla FC.

 

Læs artiklen

Fodbold

Malmö FF mod FCK i Europa League: ‘Der bliver knald på!’

Skrevet for

den

Der bliver lokalderby i Europa League, når de danske mestre fra FC København skal møde de svenske mestre, Malmö FF. Og det er en interessant lodtrækning, siger Malmö FFs danske spiller, Anders Christiansen.

“Det vil overraske mig meget, hvis der ikke bliver fuld knald på de to kampe, og det er virkelig noget, som jeg og vi ser frem til,” siger Anders Christiansen til bold.dk

“Fra Malmös side er der en rivalisering over for FCK. Der er noget historik fra tidligere, og man kan sagtens mærke på vores fans, at de ikke bryder sig så meget om FCK, så der bliver fuld tryk på i Malmö, og udebaneafsnittet bliver helt sikkert også udsolgt i Parken..Malmö vil som klub gerne være den største i Skandinavien og prøver derfor at byde FCK op til dans, så vi stiler efter at tage kampen om at være nordens største klub op med FCK. Det skal nok blive to rigtig fede kampe,” siger den danske midtbanespiller.

Begge klubber var også med i sidste sæsons gruppespil i Europa League. Her røg FC København i en pulje med Zenit Sankt Petersborg fra Rusland, Slavia Prag fra Tjekkiet og Bordeaux fra Frankrig. Russerne og tjekkerne gik videre ved den lejlighed.

Malmö FF gik til gengæld videre som toere efter belgiske Genk. Her røg Besiktas fra Tyrkiet og Sarpsborg fra Norge ud. Efterfølgende tabte Malmö FF til de senere vindere af turneringen, engelske Chelsea.

I denne sæson er gruppens to øvrige hold Dinamo Kyiv fra Ukraine og Lugano fra Schweiz, og der venter på papiret en ret jævnbyrdig pulje, hvor alle kan byde ind på de to første pladser, som giver adgang til sekstendedelsfinalerne til foråret.

FCK og Malmö FF er ene om at repræsentere Danmark og Sverige i puljespillet.

Spanien har tre hold med i puljespillet.

Europa Leagyue-specialisterne fra Sevilla med Simon Kjær er i en overkommelig pulje med Qarabag fra Kasakhstan, APOEL fra Cypern og F91 Dudelange fra Luxembourg.

Getafe møder FC Basel fra Schweiz, Trabzonspor fra Tyrkiet samt russiske Krasnodar.

Endelig skal Espanyol  østpå for at møde CSKA Moskva fra Rusland, Ludogorets Razgrad fra Bulgarien samt ungarske Ferencvaros.

 

Læs artiklen

Populær