Fernando Torres fortsætter karrieren i Japan - Costa Posten

Fernando Torres fortsætter karrieren i Japan

Fernando Torres fortsætter karrieren i Japan

 

Den spanske angriber Fernando Torres skal fremover spille for den japanske klub, Sagan Tosu.

 

Tidligere på sommeren skiftede den spanske Barcelona-legende Andrés Iniesta til japansk fodbold.

Nu følger Iniestas landsmand Fernando Torres trop.

Den spanske angriber fortsætter nemlig karrieren i Sagan Tosu, der spiller i den japanske J1 League. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

»Jeg har fået tilbud fra Frankrig, Tyskland og endda et enkelt fra Spanien, men jeg har aldrig overvejet at skifte til et europæisk hold.«

»Jeg ønskede en helt ny udfordring et helt andet sted,« siger Fernando Torres tirsdag ifølge Reuters.

34-årige Torres har siden 2015 spillet i Atlético Madrid, hvor hans kontrakt udløb tidligere på sommeren. Han sluttede sin tid i klubben af med at lave to mål mod Eibar i sæsonens sidste kamp i slutningen af maj.

Det var også i Atlético Madrid, at Fernando Torres startede sin professionelle karriere i 2001.

I 2007 forlod han barndomsklubben til fordel for Liverpool, hvor han på fire år scorede 81 mål i 142 kampe.

Herefter blev det til et fire år hos Chelsea, inden han i 2014 skiftede til italienske AC Milan, hvor det dog kun blev til ti kampe, inden Torres igen var at finde i Atlético-trøjen i januar 2015.

Fernando Torres var i mange år en fast del af det spanske landshold og var med på de tre hold, der vandt EM i 2008, VM 2010 og EM igen i 2012. I alt har Torres spillet 110 landskampe og scoret 38 mål.

Sagan Tosu har spillet i den japanske J1 League siden 2012. I 2017 blev klubben nummer otte, men i den igangværende sæson, der lige nu er cirka halvvejs, kæmper klubben mod nedrykning.

 

 

 

Kilde Berlingske/ritzau/