Som det første hold nogensinde genvandt USA VM i fodbold for kvinder, da amerikanerne i finalen vandt 2-0 over de hollandske europamestre.
USA vandt alle deres kampe i turneringen med en samlet score på 27-3, og de har hele vejen vist sig som turneringens bedste hold, så det var et sæt velfortjente guldmedaljer, de fik om halsen efter finalen.
I de øvrige seks kampe er amerikanerne hver gang kommet foran inden for det første kvarter. Det skete ikke i finalen, hvor Holland i begyndelsen havde godt styr på deres modstandere.
Midtvejs i første halvleg fik amerikanerne en stærk periode med en håndfuld store chancer. Her var det held og fantastisk målmandsspil af hollændernes Sari van der Veenendal (Arsenal), der forhindrede, at de kom bagud.
Mod slutningen af første halvleg kom de orangeklædte bedre med – uden at det dog lykkedes at skabe chancer af betydning.
Der skulle et straffespark til efter et kvarter af anden halvleg, for at amerikanerne kunne komme foran. Og det skete, efter at kampens dommer, franske Stéphanie Frappart, havde været ude for at tjekke video-dommersystemet (VAR).
På VAR kunne hun se, at hollændernes Stefanie van der Gragt (FC Barcelona) var gået for hårdt til Alex Morgan (Orlando Pride) i feltet.
Straffesparket var en sag for amerikanernes anfører, Megan Rapinoe (Reign FC), som sikkert omsatte det store tilbud til mål, og som derved blev delt tipscorer i turneringen med Alex Morgan og englændernes Ellen White (Manchester City) med hver seks mål.
Det var første gang i denne slutrunde, at Holland kom bagud. USA har heller ikke prøvet at skulle jagte en udligning ved dette VM.
Det kom de heller ikke til i finalen, for otte minutter senere slog Rose Lavelle (Washington Spirit) den amerikanske sejr fast, da hun skød på mål fra 20 meters afstand og med venstrefoden sendte bolden i mål tæt ved den ene stolpe.
Hollands bedste forsøg på at skabe fornyet spænding i kampen kom på et direkte frispark, hvor Sherida Spitse (Vålerenga) med et hårdt skud sendte bolden tæt forbi venstre stolpe.
Det var fjerde gang i alt, at USA vandt VM, og amerikanerne har vundet medaljer ved alle de otte VM-slutrunder, der har været afviklet.
Til gengæld var det første gang, at Holland fik medaljer ved et VM. Det var deres blot anden VM-slutrunde.
Sverige fik bronze ved lørdag at vinde 2-1 over England. I det hele taget var årets VM domineret af USA og Europa. Foruden amerikanerne var der syv vesteuropæiske lande i kvartfinalerne i årets turnering.
Danmark havde ikke kvalificeret sig til denne VM-slutrunde. Vice-europamestrene blev distanceret af Sverige i kvalifikationspuljen, og de rød-hvide tabte derefter til Holland i play-off.
Spanien var derimod med og gik for første gang videre fra gruppespillet, inden det blev til nederlag mod USA i ottendedelsfinalen.
Næste VM spilles i 2023. Det er ikke fastlagt, hvem der skal være værter for slutrunden.