EU og briter: Enige om udkast til fremtidigt forhold

EU og briter: Enige om udkast til fremtidigt forhold

 

EU-præsident Donald Tusk har sendt udkast til EU-landes ledere, som søndag mødes til topmøde om brexit.

 

Forhandlere for Storbritannien og EU er blevet enige om et udkast til en politisk erklæring om rammerne for det fremtidige forhold, efter at briterne forlader unionen.

Det meddeler EU-præsident Donald Tusk på Twitter. Han har sendt udkastet til EU-landene, skriver han.

Den politiske erklæring udgør sammen med en udtrædelsesaftale de skilsmissedokumenter, som EU-landene og Storbritannien skal blive enige om, hvis de skal undgå, at Storbritannien ryger ud af unionen med et brag efter 29. marts 2019.

Søndag er stats- og regeringscheferne for EU’s 28 lande samlet i Bruxelles til møde om brexit.

Det er meningen, at de på det møde skal godkende skilsmissedokumenterne.

Lykkes det, skal aftalen senere godkendes af både EU-Parlamentet og det britiske parlament.

I sidstnævnte ventes stor modstand, og i øjeblikket ser det ud til, at May ikke kan samle opbakning til aftalen.

Det vil bringe parterne ud i en yderst vanskelig situation med blot få måneder til brexit.

 

 

 

Kilde Politiken/ritzau