EU-formand: Tyrkiet kan glemme alt om medlemskab

EU-formand: Tyrkiet kan glemme alt om medlemskab

 

Skarp besked til Tyrkiet fra formanden for Europa-Kommissionen.

 

Tyrkiet skal ikke gøre sig forhåbninger om at blive medlem af EU foreløbig. Sådan lød det i dag i Strasbourg, hvor Jean-Claude Juncker, præsidenten for Europa-Kommissionen, leverede sin årlige tale for Unionens tilstand.

– Det er ikke muligt for Tyrkiet at blive medlem i en anseelig fremtid, sagde Juncker.

Tyrkiet søgte om EU-medlemskab tilbage i 1987, men optagelsesforhandlingerne blev først indledt i 2005. Og siden har det været uklart, hvordan forløbet ender. Europas ledere er splittede i spørgsmålet om. hvorvidt Tyrkiet skal være en del af EU eller ej. Med dagens besked til Tyrkiet satte Juncker dog en tyk streg under, at Tyrkiet er på vej i den gale retning.

Slip vores journalister fri

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har tidligere kritiseret Tyrkiet og landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, for at have fængslet mere end 150 journalister.

Siden kupforsøget i Tyrkiet sidste sommer er flere medier blevet lukket, og tusinder af mediefolk og journalister er blevet fyret. Juncker gjorde det klart, at det er en af de væsentligste grunde til, at Tyrkiet i øjeblikket ikke er et seriøst bud på et kommende EU-land.

– Slip vores journalister fri. Og stop med at kalde vores medlemslande og deres ledere for fascister og nazister, sagde han.

Præsident Erdogan har tidligere udtrykt, at Tyrkiet ikke er afhængig af at blive medlem af EU.

– Hvis EU direkte siger, ‘Vi vil ikke tage Tyrkiet med ind i EU’, vil det være en trøst for os. Så iværksætter vi vores plan B og C. Den Europæiske Union er ikke uundværlig for os. Vi tager det afslappet, sagde Erdogan i juli.

 

 

 

 

 

Kilde DR Nyheder