Eriksen kan blive månedens Premier League-spiller

Eriksen kan blive månedens Premier League-spiller

 

Efter to mål og en assist i januar er Christian Eriksen nomineret til månedens spiller i Premier League.

 

Tottenhams danske stjernespiller, Christian Eriksen, var muligvis den bedste spiller i hele Premier League i januar.

Danskeren er således blandt de seks nominerede spillere til månedens bedste, oplyser Premier League på sin hjemmeside.

Ifølge fodbolddatabasen Transfermarkt var Eriksen med i fire ud af fem af Tottenhams Premier League-kampe i januar, da han sad ude med sygdom i en kamp.

I de fire kampe scorede midtbanekreatøren to gange og lagde op til yderligere et mål.

På månedens sidste dag brillerede danskeren ved at lave sæsonens hurtigste mål og tidernes næsthurtigste Premier League-mål, da han efter cirka 11 sekunders spil scorede mod Manchester United.

Christian Eriksen får hård kamp om titlen som månedens spiller.

Han skal konkurrere med Sergio Agüero (Manchester City), Kevin De Bruyne (Manchester City), Eden Hazard (Chelsea), Jan Vertonghen (Tottenham) og Callum Wilson (Bournemouth).

Førstnævnte har været ligaens farligste spiller med fem scoringer i fire kampe i januar. Agüero har i tillæg lagt op til et enkelt mål.

Fodboldfans kan tilkendegive deres mening i en afstemning, som har indflydelse på det endelige resultat.

 

 

 

 

 

Kilde Jyllands-Posten/ritzau/