En anderledes golfbane

En anderledes golfbane

Ved den populære og historiske ferieby Denia midt imellem Valencia og Alicante på den spanske Middelhavskyst ligger en spektakulær 27 hullers golfbane, skabt med stor fantasi af den spanske golftroldmand Jose Maria Olazabal, der i sin storhedstid vandt 30 turneringer world wide og desuden brillerede sammen med en anden spansk golftryllekunstner, Severiano  Ballesteros, i Europas Ryder Cup-matcher mod USA.

Dénia La Sella Golf Resort & Spa hedder stedet, hvor banen ligger, og den hører til de bedre af Olazabals efterhånden 21 kreationer, der også tæller andre stjernebaner som Real Club de Golf i Sevilla, Costa Ballena ved Jerez, Pula Golf på Mallorca og, ikke mindst Olazabal Course i det ekslusive Mission Hills-resort, Kina, der rummer 12 golfbaner – alle designet af stjernespillere, og hvor der spilles World Golf Championship-turneringer.

Olazabal følger i øjeblikket færdiggørelsen af sin første bane i Østen, i Education City Golf Club i Doha, Qatar, hvor han har designet en 18 hullers mesterskabsbane og en 9 hullers projektørbelyst bane, der kan spilles efter mørkets frembrud.

Læs mere om Dénia La Sella Golf Resort & Spa

Bjerg- og havudsigter

»Hvis du leder efter en anderledes golfbane, skal du være velkommen hos os.« Sådan markedsfører La Sella-banen sig selv, og det passer meget godt til, at der er tale om tre meget forskellige 9 hullers-sløjfer, Llebeig, Gregal og Mestral.

Golfbanens 27 huller ligger lige udenfor døren til det 5-stjernede hotel La Sella Golfresort Denia.
Llebeig, der går mod syd, har bølgende fairways, omgives af smukke, gamle fyrretræer og byder hele vejen rundt på udsigt til bjerget Montgó Massif i Montgó Natural Park. Gregal går mod øst og er fladere end The Llebeig, men med flere udfordrende vandhazarder, mens Mestral, der går mod nord, har kuperede fairways med højdepunkter, som betyder flotte udsigter over Middelhavet.

Skal man udpege et par signaturhuller på La Sella, må det være 7. og 8. hul på Gregal-sløjfen, fordi den samme langstrakte sø gør disse huller ekstra svære – især hvis det blæser. Både Gregal og Mestral har fire alvorlige vandhazarder, Llebeig kun to. De bedste udsigter til Middelhavet oplever man i øvrigt på Mestral-sløjfen, hvor han spiller tre huller på et højere plateau end resten af banen.

5-stjernet hotel

Da ideen om en golfbane ved Denia blev fostret i 1986 af en gruppe lokale entreprenører, syntes mange, at der var tale om en skør ide, fordi golf på det tidspunkt ikke appellerede til ret mange spaniere.

Men de skøre entreprenører så faktisk rigtigt, omend det primært var blandt udenlandske golfspillere, at golfbanen ret hurtigt blev populær.  Siden åbningen har La Sella-banen især tiltrukket mange nordeuropæiske golfturister, og flere danske golfrejsebureauer sender hver vinter mange grupper til La Sella. Det skyldes blandt andet, at golfbanen ligger side om side med det 5-stjernede hotel La Sella Denia Resort & Spa med 178 komfortable værelser og otte juniorsuiter.

Udover spa-faciliteteter tilbyder hotellet hydromassage og skønhedsbehandlinger samt to eksklusive restauranter, Brasserie Montgó og Thai Segaria.

Historie og kultur

Hvis man som golfturist holder en pause fra golfbanen, skal man ikke undlade at besøge byen Denia, der har en lang og spraglet historie, idet mange forskellige folkeslag gennem tiderne har sat deres præg på byen. Det gælder både iberere, romere, mauere, islamer, tilhængere af Napoleon Bonaparte og kristne. Disse meget forskellige grupper har gjort Denia til en af Spaniens smukkeste og kulturrigeste byer, selvom den kun tæller omkring 42.000 indbyggere.

Specielt hitter et maurisk slot, Castle of Denia, der blev bygget i det 11. og 12. århundrede, og som ligger på et højdedrag med udsigt over Denia. Slottet rummer i øvrigt Denias arkæologiske museum.

Så populær er byen blandt turister, at indbyggertallet i sommermånederne ofte vokser til noget nær det dobbelte. I den henseende betyder det sikkert også noget, at der ligger flere fine sandstrande i omkring Denia, som også er kendt for sine kulinariske fiskespecialiteter.

Læs mere og se golfpakker fra Dénia La Sella Golf Resort & Spa

Kilde: GolfAvisen.dk