Efter sejr over Iran står Spanien lige med Portugal

Efter sejr over Iran står Spanien lige med Portugal

 

Spanien vandt onsdag aften 1-0 over Iran efter en kamp med enorm boldbesiddelse og har nu fire point ligesom Portugal.

 

Spanien havde stort set bolden i hele kampen, men fik kun scoret et enkelt mål.

Det var også nok til en 1-0-sejr over Iran ved VM, efter at Diego Costa fik hjælp af en iransk fod til at sikre sejren i anden halvleg.

Dermed holder Spanien snor i Portugal i gruppe B, da begge nationer har fire point efter to kampe.

Intet er dog afgjort endnu i toppen, da Iran har tre point, mens Marokko ikke kan avancere med nul point efter to kampe.

Fernando Hierro tog over som landstræner for Spanien, få dage før VM begyndte, og han havde foretaget ændringer efter 3-3-kampen mod Portugal.

Ind kom Dani Carvajal, som var klar efter en skade, og han afløste på højre back Nacho.

Der var også blevet plads til Real Madrids Lucas Vazguez i stedet for Koke fra Atlético Madrid.

Carlos Queiroz, der er Irans landstræner, havde før opgøret udtalt, at Iran skulle levere nationens bedste kamp nogensinde.

Queiroz mente efter kampen, at de havde fortjent mere og roste sit iranske mandskab efter det lille nederlag.

Spanien blev da også holdt fra de helt store muligheder i de første 45 minutter, hvor Iran var dygtige til at stå lavt på banen og forsvare.

Spanien spillede i den velkendte stil med boldomgang og havde langt mest boldbesiddelse.

Det lykkedes ikke at trænge igennem og score mod iranernes betonforsvar i første halvleg, hvor David Silva havde nogle kvalificerede afslutninger.

Blandt andet forsøgte Manchester City-spilleren sig med en akrobatisk afslutning efter en halv time.

Efter spansk pres og en farlig iransk afslutning i sidenettet kom den forløsende scoring for Spanien efter 54 minutter.

Andrés Iniesta fandt Diego Costa, der vendte rundt og trykkede af, men i aktionen fik Ramin Rezaeian uheldigt rørt bolden, der gik mål.

Ni minutter senere brød iranske spillere, ledere og reserver så ud i vild jubel, da bolden efter et frispark blev sparket i mål til 1-1 af Saeid Ezatolahi.

Linjedommeren vinkede dog for offside, og videobilleder overbeviste dommeren, som annullerede scoringen.

Spanien kørte derefter sejren hjem, og Diego Costa kunne glæde sig over sit tredje mål ved denne VM-slutrunde.

Spanien kan med en sejr over Marokko selv sikre avancement fra gruppen den 25. juni, hvor Portugal møder Iran.

Begge kampe spilles klokken 20.

I de spanske nyheder siges det, at ‘España juega asustada en Rusia’ (Spanien spiller skræmt i Rusland).

 

Vi, her på redaktionen, krydser for det spanske hold x

 

 

 

Kilde Berlingske Tidende/ritzau