FC København har tegnet kontrakt med den tidligere danske landsholdsangriber, Nicklas Bendtner, der skifter fra norske Rosenborg med omgående virkning.
Det meddelte FC København på sin hjemmeside tirsdag aften få timer før, transfervinduet smækkede i.
Dermed kommer Nicklas Bendtner til den klub, som han kom fra, inden han tog på udlands-eventyr. Den nu 31-årige Nicklas Bendtner spillede ungdomsfodbold i den ene af FCKs moderklubber, KB, frem til 2004.
Og Nicklas Bendtner glæder sig til Superligaen.
“Da jeg var 16 og drog hjemmefra, var der meget, jeg ikke vidste noget om. Men jeg vidste i hvert fald, at jeg gerne ville vende tilbage til KB og FCK en skønne dag. 15 år senere kan jeg ærligt sige, at det føles endnu større, end jeg har drømt om. Jeg ved, at det er en helt særlig chance, og jeg vil gøre alt i min magt for at gribe den,” skriver Nicklas Bendtner på sin Instagram-profil.
I 2004 blev Nicklas Bendtner lærling i Arsenal, og han erklærede, at hans ambition var at blive verdens bedste angriber.
Som senior blev han i første omgang udlejet til Birmingham, men han fik debut for Arsenal, som han har spillet både i Premier League og Champions League med.
For den almindelige fodboldfan står Nicklas Bendtner alligevel her i 2019 tilbage med en forpjusket karriere og et talent, der lovede meget, men som aldrig for alvor blev udfoldet.
Foruden Birmingham har han også været udlejet til Sunderland og den italienske gigantklub, Juventus, inden han i 2014 skiftede til VfL Wolfsburg. Derfra gik turen til Nottingham Forest og senere Rosenborg. Han har således aldrig før spillet i Superligaen.
Kun i lejeopholdene i Birmingham og Sunderland og det første år i Rosenborg har Nicklas Bendtner været en decideret succes.
Derudover har han været i overskrifterne mange gange for eskapader uden for fodboldbanen, som nok i virkeligheden er det, han i offentligheden er mest kendt for.
Rosenborg har ikke brugt Nicklas Bendtner i månedsvis, og FCK-manager Ståle Solbakken afviste tidligere på året, at det kunne komme på tale at hverve Nicklas Bendtner. Nordmandens begrundelse var, at Bendtner umuligt kunne være i form.
Tiden må nu vise, om han kan nå at komme det.
Aftalen mellem Nicklas Bendtner og FC København løber i resten af 2019.
‘