Efter 19 dage er redningsskib i havn

Efter 19 dage er redningsskib i havn

 

49 migranter har ventet ude på Middelhavet siden slutningen af december. Onsdag fik de lov at komme i land.

 

En gruppe på 49 migranter har ventet ude på Middelhavet efter at være blevet nægtet adgang til europæiske havne siden slutningen af december. Indtil de i går fik lov til at få i land i Malta.

Asylansøgerne vil blive fordelt mellem ni lande, som alle er medlem af EU, meddelte Maltas premierminister Joseph Muscat. Det samme gælder i øvrigt for andre 224, som er bragt i land i Malta af landets kystvagt.

Premierministerens meddelelse gjorde en ende på en 19 dage lang ventetid for 32 af de strandede migranter, der blev samlet op fra en utæt gummibåd ud for Libyens kyst 22. december af et skib, som tilhører den tyske redningsorganisation Sea Watch. De andre 17 blev samlet op en uge senere af et andet tysk skib.

I mere end en uge blev skibene nægtet adgang til europæiske havne, selv om det var stormvejr, og mange af de ombordværende var søsyge.

Iagttagere siger, at situationen meget tydeligt afspejler den skærpede holdning til migration i Europa siden krisen i 2015, da mere end en million mennesker landede i Italien og Grækenland.

Dengang bød flere lande i Europa migranterne velkommen, men man ændrede snart politik og indgik en aftale om at betale den tyrkiske regering for at stoppe migrationen til Grækenland, mens de libyske militser skulle blokere sejlruten til Italien.

Disse tiltag bragte tilstrømningen ned med 90 procent. Men de kunne ikke forhindre fremkomsten af en række populistiske partier på højrefløjen – ikke mindst i Italien, hvor den nuværende indenrigsminister, Matteo Salvini, blev båret helt ind i regeringskontorerne på en bølge af migrationsfjendtlige følelser.

Otte lande træder til

Salvini beordrede den italienske kystvagt til at indstille sine redningsmissioner langs den libyske kyst, og myndighederne i Malta anlagde en tilsvarende politik.

Over de seneste tre uger har de europæiske politikere derfor lagt arm om, hvem der skulle påtage sig ansvaret for hvor mange, mens de 49 migranter måtte vente til havs. Det voldsomme vejr gjorde mange søsyge, og mange af dem var i forvejen traumatiserede, fordi de netop var undsluppet tortur og slaveri i Libyen.

»Hvis europæere kom her og tilbragte 20 dage på det her skib, ville de fleste af dem tage livet af sig,« sagde 15-årige Achwil Abdallah fra Sydsudan. Han var blevet tævet af den libyske kystvagt og havde fået elektrochok efter at være fanget under et tidligere forsøg på at nå til Europa.

Onsdag eftermiddag var mareridtet endelig slut, da de maltesiske myndigheder kunne meddele, at Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Rumænien og Holland havde aftalt at fordele de 49 migranter mellem sig.

Men premierminister Muscats afslutningsord antyder, at det næppe bliver sidste gang, migranter oplever en sådan lang ventetid:
»Jeg gentager, at denne sag ikke skal danne præcedens,« sagde han.

 

 

Kilde Berlingske