Dribleglade Pione Sisto er Europas assistkonge

Dribleglade Pione Sisto er Europas assistkonge

 

Pione Sisto har i denne sæson haft et godt blik for sine medspillere i Celta Vigo og har lagt op til syv mål.

 

Kigger man på listen over spillere med flest oplæg til mål i Europas fem største fodboldligaer; den engelske, den tyske, den spanske, den franske og den italienske, finder man ifølge statistiksiden whoscored.com en dansker på en delt førsteplads med syv måloplæg.

Kun Manchester Citys David Silva kan matche Celta Vigos Pione Sisto.

Selv har den danske landsholdsspiller ikke haft et ekstra fokus på at iscenesætte holdkammeraterne i denne sæson. I hele sidste sæson lavede han fire måloplæg i den spanske liga.

– Jeg har altid vidst, at jeg har øje for medspillerne, selv om jeg godt kan lide at drible rundt. Jeg har været god til at assistere her for tiden.

– Det er ikke, fordi det er noget, jeg har fokuseret på, jeg har bare tænkt på at blive en bedre fodboldspiller, og så har jeg haft mere ro på, for det gør, at jeg tror på, at jeg er lidt mere klar, siger Pione Sisto.

Vil gerne eksperimentere

Han begiver sig alligevel ud i at forsøge at forklare sin aktuelle succes i den galiciske klub. Det er mange års driblinger og trick med fodbolden, som nu giver bedre effekt i kampene.

– Jeg har forsøgt rigtig mange ting, og jeg kan godt lide at eksperimentere med, hvad man kan gøre på en fodboldbane.

– Det forsøger jeg at prøve af. Når man forsøger mange ting, så begynder man at se, hvad der er godt og skidt. Det begynder jeg at kunne se, fordi jeg har prøvet så mange forskellige ting, siger midtjyden.

På det danske fodboldlandshold har den 22-årige offensivspiller endnu ikke noteret sig for mål eller assist i sine første otte landskampe.

Kan blive afgørende på landsholdet

Landstræner Åge Hareide har alligevel udpeget Sisto som en spiller, der kan afgøre de to kommende VM-playoffkampe mod Irland.

Det mener den dribleglade og lynhurtige kantspiller også selv, at han kan.

– Jeg mener, jeg kan afgøre alle kampe. Det tror jeg på. Nogen gange sker det, andre gange gør det ikke, men jeg går ind med følelsen af, at jeg kan afgøre det hver gang.

– Jeg tror på de evner, som jeg har, og det kommer jeg også til at gøre i de to kampe mod Irland.

Hvis Pione Sisto starter inde lørdag i den første kamp mod irerne, vil det være femte landskamp i træk, han er med fra første fløjt.

 

 

 

 

 

 

 

Kilde DR/ritzau/

Fortæl os hvad du mener om denne artikel