Day seneste stjerne til at fyre sin caddie

Day seneste stjerne til at fyre sin caddie

 

For tre måneder siden sagde Phil Mickelson farvel til sin tro væbner gennem 25 år, ”Bones”. For lidt over en måned siden skilte Rory McIlroy sig af med sin caddie siden 2008, og denne uge skete der et nyt bemærkelsesværdigt brud på PGA Touren.

Jason Day har arbejdet sammen med Colin Swatton fra sin første turnering som professionel, men i den kommende tid vil det være kammerater, der kommer til at bære køllerne. På sit pressemøde inden BMW Championship forklarede verdens nummer ni sin beslutning.

– Desværre er kemien ikke altid rigtig. Han har været min træner siden jeg var 12 år. Selvfølgelig er det en meget svær tid for os begge, da vi har haft et så langt forhold; han har været min caddie i 11 år. Desværre går tingene ikke altid som håbet, og der skulle jo være en ende på et tidspunkt.

– Uheldigvis går jeg nogle gange i vejen for mig selv, og golf er et meget mentalt spil, og nogle gange leder man efter andre at give skylden, og jeg har naturligvis ikke lyst til at give ham skylden, sagde Day.

Forholdet mellem de to går helt tilbage til Days barndom, hvor han efter at have mistet sin far fandt en faderfigur i Swatton. Udover den langvarige personlige relation og spiller/caddie-forholdet har Swatton også gennem alle årene været træner for den tidligere verdensetter.

– Han var en fantastisk caddie, er en fantastisk træner og en fantastisk person. Han har gjort stort set alt, han kan, for at bringe mig fremad. Desværre gik det bare ikke.

– Så der er ikke noget, som er gået i stykker. Måske er han tilbage på bag’en næste år. Måske bliver det en delebag. Jeg ved det ikke endnu.

– Han kommer altid til at være min træner, medmindre nogen andre vil betale ham mere. Jeg har planer om at prøve at holde på ham. Jeg vil ikke have nogen anden træner, for han er virkelig god, sagde Day.

Den 29-årige australier går ind til den tredje afdeling af Fedex Cup-slutspillet på 28. pladsen. For at komme med til Tour Championship skal han være i top-30 samlet, når det sidste putt er slået søndag på Conway Farms Golf Club.

Mens Day skal forsøge at forsvare sin placering, skal andre store navne avancere, for at kunne spille med næste uge i Atlanta. Sergio Garcia (34), Phil Mickelson (36) og Rory McIlroy (51) har alle brug for en god uge i Illinois.

FedEx Cuppens top-5 halvvejs gennem slutspillet er Jordan Spieth, Justin Thomas, Dustin Johnson, Hideki Matsuyama og Jon Rahm.

 

 

 

 

 

Kilde Golf.dk

Fortæl os hvad du mener om denne artikel