Dansk forsvarsspiller rykker til Gibraltar

Dansk forsvarsspiller rykker til Gibraltar

 

Den 23-årige forsvarspiller Emil Peter Jørgensen skifter bulgarske FK Vereya ud med topholdet Europa FC i Gibraltar.

 

Det tidligere OB-talent Emil Peter Jørgensen skrev i sommer en etårig aftale med bulgarske FK Vereya, hvor han har været mere eller mindre fast mand.

Men forsvarspilleren rykker nu videre i karrieren.

Han har således skrevet halvandet år med Europa FC, der topper den bedste række i Gibraltar.

– Der har været interesse for Emil både fra Danmark og forskellige steder i udlandet, men Europa FC havde samlet set den bedste og mest passende pakke til Emil.

– Så selvom det på papiret er en mindre stærk liga end den bulgarske, så er det stadig et rigtigt spændende skifte for ham, siger Jørgenses agent Henrik Bek Hansen til bold.dk.

23-årige Jørgensen nåede i alt 17 kampe for FK Vereya, men afslører også, at ikke alt var optimalt i den bulgarske bundklub.

– Jeg har været meget glad for mit ophold i Bulgarien. Det har været et lærerigt og meget udfordrende halvt år, hvor jeg fik spillet en masse rigtige gode kampe på meget højt niveau.

– Men et halvt år med tre forskellige cheftrænere og et klubejerskifte samt klubbens økonomiske problemer, som har resulteret i flere måneder uden løn, har gjort at det var tid til at søge en ny udfordring og finde en klub med mere stabilitet, siger Jørgensen til bold.dk.

Europa FC har de seneste fem sæsoner spillet europæiske kvalkampe.

Én gang er det lykkedes at vinde en samlet dyst – 3-2 samlet over armenske Pyunik, inden man røg ud til svenske AIK med samlet 0-2 i næste runde.

 

 

Skrevet af mikael@bold.dk