Danmark vandt 2-0 i den sidste puljekamp mod Serbien, men det var ikke nok til at gå videre til semifinalerne ved herrernes EM for U21-landshold.
På forhånd stod det klart, at Danmark skulle vinde med tre mål for at have en chance for at gå videre. Men det lykkedes altså lige nøjagtig ikke i kampen i Trieste mod et serbisk hold, der allerede inden kampen var sikre på at ryge ud af turneringen.’
Det danske hold lagde frisk fra land og skabte adskillige muligheder i første halvlegs første halvdel. Det var derfor helt fortjent, da Jakob Bruun Larsen (Borussia Dortmund) efter 20 minutters spil kunne bringe de rødklædte danskere foran.
Joakim Mæhle (Genk) lagde bolden ud i venstre side til Jakob Bruun Larsen, som tog et træk ind i straffesparksfeltet, inden han lagde bolden over i målets lange hjørne.
Efter scoringen til 1-0 begyndte danskerne dog at spille lidt for langsomt, og det tillod serberne at komme bedre med i kampen. Men Danmark kunne trods alt gå til pausen med en etmålsføring.
Allerede efter seks minutters spil af anden halvleg kom danskerne imidlertid på 2-0 efter et hjørnespark, hvor bolden endte hos Jakob Rasmussen (Empoli). Ham var der ingen af serberne, der havde tænkt på at dække op, og han kunne let score fra syv-otte meters afstand.
Efter et kvarters spil opstod der en kontroversiel situation, da Andreas Skov Olsen (FC Nordsjælland) blev spillet fri i højre side af straffesparskfeltet. Serbernes målmand, Dragan Rogic (Mladost Lucani) fik blokeret hans afslutning, hvorefter bolden endte hos Philip Billing (Huddersfield), som fra kanten af feltet sparkede bolden i mål.
Kampens hviderussiske dommer, Aleksei Kulbakov, besluttede sig for at gense episoden på det elektroniske overvågningssystem (VAR), og han endte med ikke at anerkende målet – formentlig fordi han havde fløjtet, inden Philip Billing skød bolden i mål, hvorefter serberne var stoppet med at forsvare sig i situationen.
Kampafbrydelsen førte til, at kadencen gik af det danske spil, og det lykkedes egentlig først i slutfasen at komme helt op i gear igen.
Her havde danskerne nu muligheder nok til at score det vigtige tredje mål, men både den indskiftede Robert Skov (FC København), Jakob Bruun Larsen og til allersidst Rasmus Nissen Kristensen (Ajax) misbrugte chancerne.
I den anden ende var Serbien tættest på at score, da indskiftede Luka Adzic (Anderlecht) skød på overliggeren.
Sejren på 2-0 betød, at Danmark sluttede på puljens andenplads med seks point for tre kampe og en målforskel på +2. Tyskland spillede 1-1 mod Østrig i den sidste kamp og vandt dermed puljen.
Som puljevindere går Tyskland videre sammen med Spanien, som lørdag vandt pulje A.
Den bedste toer fra de tre indledende puljer går også videre, men Danmark kan med tomålssejren ikke længere blive bedste toer. Italien i pulje A har seks point og en målforskel på +3.
Italien skal dog fortsat håbe på, at Frankrig og Rumænien i pulje C ikke spiller uafgjort i sidste runde mandag. Begge hold har seks point inden deres indbyrdes opgør, så en remis-løsning betyder, at både franskmændene og rumænerne går videre til semifinalerne.