For første gang nogensinde måtte Wimbledons herresingle-finale afgøres i tie-break i afgørende sæt, som endte med sejr til Novak Djokovic, efter at Roger Federer ellers havde haft to matchbolde tidligere i netop femte sæt.
“Desværre er det jo sådan, at en spiller skal tabe. Vi havde begge to vores chancer. Det var surrealistisk, at jeg havde to matchbolde imod mig og så endte med at vinde efter tie-break ved 12-12,” sagde Novak Djokovic efter sejren.
Faktisk var det sådan, at den 32-årige serber vandt alle sine tre sæt efter tie-break, mens Roger Federer vandt andet og fjerde sæt efter serve-gennembrud.
I første sæt holdt begge spillere deres serv, inden Novak Djokovic endte med at vinde sættets tie-break med 7-5.
Men i andet sæt sløsede serberen, og Roger Federer fik brudt hans serv tre gange til en klar sætsejr på 6-1.
Tredje sæt mindede meget om første sæt, og igen viste Novak Djokovic sig stærkest i tie-break. Denne gang vandt han 7-4.
I fjerde sæt fulgtes de to spillere ad til 2-2, men derefter lavede Roger Federer igen to serve-gennembrud, så han kom foran 5-2. Herefter lykkedes det til gengæld for Novak Djokovic at få brudt den 37-årige schweizers serv for første gang. Men det forhindrede nu ikke Roger Federer i at serve sejren sæt-sejren hjem til 6-4.
Roger Federer havde indtil da servet temmelig suverænt, men i femte sæt havde han flere gange problemer med at holde sin serv, og Novak Djokovic fik takket være et tidligt serve-gennembrud bragt sig foran 4-2
Det lykkedes imidlertid for Roger Federer at få brudt tilbage, og dermed kom de to tennis-stjerner igen til at stå lige.
Der spilles ikke tie-break i Wimbledon-finalerne ved 6-6 i femte sæt. Det sker først, hvis det ender 12-12 i afgørende sæt.
De to spillere nåede frem til 7-7, hvor det lykkedes for Roger Federer at lave sit andet serve-gennembrud i sættet. Det lignede efterfølgende en afgørelse, da han servede sig til 40-15 i egen serv og dermed havde to matchbolde.
Men de to matchbolde overlevede Novak Djokovic, og han endte i stedet med at få brudt Roger Federers serv, hvorefter de to spillere fulgtes ad til 12-12 og tie-break i afgørende sæt for første gang nogensinde i en single-turnering i Wimbledon.
Her fik Novak Djokovic hurtigt taget point i et par af sin modstanders server, og på den måde skaffede han sig selv tre matchbolde ved stillingen 6-3.
Da Roger Federer sendte bolden ud af banen, var sagen klar. Efter fire timer og 58 minutter – den længste Wimbledon-finale nogensinde – havde Novak Djokovic vundet turneringen for anden gang i træk og for femte gang ialt.
“Jeg tror, at det var den mest spændende finale, jeg har været med til – og så mod en af de største spillere nogensinde. Jeg har stor respekt for Roger,” sagde Novak Djokovic efter kampen.
Roger Federer ville på sin side gøre, hvad han kunne for at glemme kampen.
“Men det bliver ikke nemt, for kampen havde det hele. Jeg havde mine chancer, men det havde han også. Det var en skør kamp, men tillykke til Novak,” sagde han.
Roger Federer er med otte sejre i turneringen stadig den spiller, der har vundet Wimbledons herresingle flest gange.