Bode Miller mister datter i drukneulykke

Bode Miller mister datter i drukneulykke

 

Skiløberen Bode Miller og hans kone Morgan har mistet deres datter i en tragisk drukneulykke.

 

Ulykken sker blot fire måneder før deres tredje fælles barn kommer til verden.

Den tidligere olympiske skiløber Bode Miller har mistet sin 19 måneder gamle datter i en tragisk drukneulykke.

Det skriver sportsstjernen selv på Instagram og flere medier, heriblandt TMZ, har fået bekræftet, at 19 måneder gamle Emmy er druknet.

– Vi er mere end ødelagte. Vores lille pige, Emmy, døde i går. Aldrig i livet havde vi troet, at vi skulle opleve en smerte som denne. Hendes kærlighed, hendes lys, hendes ånd vil aldrig blive glemt. Vores lille pige elskede livet og levede det på bedste vis hver eneste dag. Vi beder om respekt for vores privatliv i denne smertefulde tid, skriver 40-årige Bode Miller på Instagram med et bedårende billede af Emmy.

Retsmedicineren i Orange County i USA bekræfter, at Emeline Grier Miller afgik ved døden på hospitalet.

Ifølge TMZ fortæller en kilde tæt på familien, at Bode Miller og hans kone Morgan Beck deltog i et arrangement hos en nabo søndag. Og på en eller anden måde faldt Emmy i naboens pool.

Der er ingen, der ved, hvor længe hun var i vandet, men ifølge politiet ankom ambulancereddere hurtigt til stedet og begyndte at give førstehælp, inden den lille pige blev kørt på hospitalet.

Men de var ikke i stand til at redde hende.

Morgan Beck er gravid med parrets tredje fælles barn og Bode Millers femte barn. Parret annoncerede graviditeten i påsken.

Emeline var den yngste af Bode Millers fire børn og var opkaldt efter Bode Millers bedstemor.

 

Nu hvor sommeren igen er over os kan vi ikke stresse nok vigtigheden af ALTID, at holde øje med børn nær vand.