Bendtner overvejede karrierestop: Føler mig som 20 igen

Bendtner overvejede karrierestop: Føler mig som 20 igen

 

Nicklas Bendtner var tæt på at droppe livet som professionel fodboldspiller, men Rosenborg vendte lykken for den 29-årige angriber.

 

Historien om Nicklas Bendtner er historien, som nok kun de færreste troede på, ville få en lykkelig slutning.

Den danske “enfant terrible” har mødt mere modstand end de fleste i jagten på at udfolde det store potentiale, han utvivlsomt altid har haft.

Han kom til den engelske storklub Arsenal som ganske ung og viste i glimt prøver på talentet, der ifølge ham selv var stort nok til at gøre ham til verdens bedste fodboldspiller.

Men Bendtner slog aldrig igennem i Arsenal, og efterfølgende røg danskeren på leje i Birmingham, Sunderland,og Juventus, inden han fik en fast kontrakt med Wolfsburg. En kontrakt der dog blev revet i stykker i 2016 grundet disciplinære problemer, hvilket blev lavpunktet i Bendtners barske karriere.

– Der er ingen tvivl om, at mit ophold i Tyskland var ikke særlig godt, og jeg begyndte at gøre mig nogle andre tanker end om fodbold. Jeg var slet ikke glad, og efter min tid der gled jeg væk fra fodbolden. Der var et reelt karrierestop også i mine tanker.

– Når man taber noget, man har holdt af i så lang tid, så skal man stoppe med at gøre det, siger Bendtner til DR Sporten.

Fandt lykken i Norge

Efter bruddet med Wolfsburg valgte Bendtner dog at give fodbolden en ekstra chance, og det førte ham tilbage til England, hvor han skrev under med Nottingham Forest fra den næstbedste række.

Efter en udmærket start i klubben blev det igen hverdag for Bendtner, der gradvist spenderede mere og mere tid på bænken eller helt ude af kamptruppen.

Et halvt år efter var Bendtner så fortid i Nottingham Forest, og den nye arbejgsgiver hed højst overraskende Rosenborg fra Norge. Men som de fleste nok ved, har den beslutning, indtil videre, været den måske bedste i den 29-årige angribers karriere.

– Alle tankerne om karrierestop og så videre forsvandt, da jeg skiftede til Rosenborg. Det er helt anderledes nu. Nu står jeg som snart 30-årig, men jeg føler mig som en på 20 med de følelser, jeg har i kroppen, siger Bendtner, der netop har vundet det norske mesterskab og ligger lunt i svinget til at blive topscorer i ligaen.

Glad for at have ham tilbage

Bendtners gode form har samtidig udmøntet sig i en plads på landsholdet, som han ellers måtte se langt efter i tørkeperioden.

Angrebsmakker, og en af konkurrenterne om en plads i startopstillingen mod Irland i de to vigtige VM-playoffkampe, Yussuf Poulsen, er da også glad for at have Bendtner tilbage i de rød-hvide farver.

– Han er i god form og spiller en masser, og det er vigtigt. Man kan mærke på ham, at han er glad for at spille fodbold igen Han har høj kvalitet og et kæmpe talent, som han har vist mange gange på landsholdet. Det tror jeg, der er mange, der glemmer.

– Jeg har altid været stor fan af Bendtner, og det er kun fedt at se, at han nu viser det hver eneste weekend. Det er ikke nemt at gøre det, han har gjort. Han har været i nogle svære perioder, og det er ikke nemt at komme igennem, når man ikke kan se lyset for enden af tunnellen.

– Det viser, at han er mentalt stærk og kan komme ud på den anden side og levere. Der er mange, der ikke klarer det. Det er også derfor, at nogle kæmpetalenter fuldstændig forsvinder, fordi de ikke kan komme tilbage fra sådanne perioder. Så det viser, han er en topspiller, for det er ikke alle, der kan gøre det, han har gjort, slutter Yussuf Poulsen.

Bendtner får muligheden for at forstætte målformen fra det norske, når han og landsholdet lørdag tager imod Irland i det første opgør mod Irland om en plads til VM i Rusland.

Første kamp mod Irland spilles lørdag kl. 20.45 i Parken og kan ses direkte på Kanal 5 eller høres i LIGA på P3.

 

 

 

 

 

Kilde DR Nyheder

Fortæl os hvad du mener om denne artikel