Fodbold

Barcelona banker Manchester United – Ajax sender Juventus ud!

Skrevet for

den

FC Barcelona er for første gang i fire år klar til semifinalen i Champions League efter en samlet sejr på 4-0 over Manchester United. Ajax sendte overraskende Juventus med Cristiano Ronaldo i spidsen ud af turneringen ved at vinde 2-1 på udebane.

På forhånd stod Manchester United med en svær opgave i Barcelona, fordi de engelske rekordmestre havde tabt den første kamp på hjemmebane med 0-1. Men ‘De Røde Djævle’ gjorde et godt forsøg i begyndelsen af kampen.

Manchester United satte fra start FC Barcelona under pres i et forsøg på at lave et tidligt mål, der måske kunne sprede usikkerhed hos de spanske mestre.

Angriberen Marcus Rashford ramte overliggeren i første minut, og også ved et par andre lejligheder var Manchester United nærgående.

Kampens dommer, Felix Brych, dømte efter 11 minutter straffespark til FC Barcelona, men efter at han havde konsulteret det elektroniske video-dommersystem (VAR), besluttede tyskeren at ændre sin beslutning, så spillet måtte sættes i gang med dommerkast.

Tre minutter senere kom FC Barcelona imidlertid foran, da Ashley Young i en presset situation i Manchester Uniteds venstre side mistede bolden til Lionel Messi. Den argentinske stjerne tog et par træk ind mod midten, inden han med kirurgisk præcision sendte bolden i målet tæt op ad venstre stolpe.

Her var Manchester Uniteds målmand, David de Gea, chanceløs, men det var han ikke fire minutter senere, da Lionel Messi tog chancen fra 20 meters afstand. Den spanske keeper så ud til at have kontrol over bolden, men den endte med at ryge under ham og trille ind i målet.

Målet til 2-0 betød, at Manchester United skulle score tre gange, og det tog i høj grad spændingen ud af kampen.

I anden halvleg slog Philippe Coutinho sejren fast for FC Barcelona, da brasilianeren fra kanten af straffesparksfeltet dygtigt curlede bolden op i målhjørnet uden chance for David de Gea.

FC Barcelona har vundet Champions Leagye/Mesterholdenes Europa Cup fem gange i alt – senest i 2015. Men i de tre foregående år er klubben røget ud i kvartfinalen hver gang.

Nu er de i semifinalen, og det er Ajax også efter en samlet sejr på 3-2 over Juventus.

Cristiano Ronaldo headede ellers de italienske mestre foran efter en lille halv times spil. Men få minutter senere sørgede Donny van de Beek for, at stillingen var helt lige imellem de to hold, da Juventus’ ikke fik trukket ham offside. Alene med Juventus-målmand Wojciech Szczesny havde Donny van de Beek ingen problemer med at udligne.

Målet gav Ajax mod på tilværelsen, og i anden halvleg var det i flere tilfælde kun sublimt målmandspil fra netop Wojciech Szczesny, der holdt hjemmeholdet inde i kampen.

Men midtvejs i halvlegen gik den ikke længere.

Danske Lasse Schöne tog et hjørnespark i hollændernes højre side, og forsvarsspilleren Matthijs de Ligt løb den i møde for at pande den forbi Wojciech Szczesny fra otte meters afstand.

Dermed skulle Juventus score to gange, og det var de ikke i nærheden af. Tværtimod fik Ajax bolden i mål endnu en gang, men her blev scoringen annulleret på grund af offside.

Det er første gang siden 2005, at en hollandsk klub er klar til semifinalen i Champions League. Dengang var det PSV Eindhoven, der tabte til AC Milan i semifinalen. Siden da er samtlige semifinalister i Champions League kommet fra Spanien, England, Italien, Tyskland og Frankrig.

I semifinalerne skal FC Barcelona møde vinderen af Liverpool og FC Porto, hvor Liverpool har vundet den første kamp 2-0. Ajax skal møde vinderen af Tottenham og Manchester City. Christian Eriksen og co. har et forspring på 1-0, de skal forsvare inden onsdagens kamp i Manchester.

Fodbold

Medie: Christian Eriksen er plan B i Atlético Madrid

Skrevet for

den

Christian Eriksen kan ende i Atlético Madrid i den kommende sæson. Det sker, hvis Atlético Madrid ikke kan blive enige med Real Madrid om en overgangssum for colombianeren James. Det skriver den spanske sportaavis Marca.

Den 27-årige Christian Eriksen har haft stor succes i Tottenham, hvor han har spillet i 2013. Men han har selv offentligt talt om, at han gerne snart vil prøve noget andet.

Real Madrid har tidligere været inde i billedet, men klubbens træner, franskmanden Zinédne Zidane, er ifølge Marca ikke interesseret i, at kongeklubben køber Chritian Eriksen.

I stedet kan det altså blive lokalrivalerne, som Christian Eriksen skal tørne ud for. Men det kommer an på, om det lykkes for Atlético Madrid at købe colombianske James for en fornuftig overgangssum.

James fik sit store gennembrud ved VM i 2014, hvor han scorede i alle Colombias fem kampe. Colombia nåede for første gang nogensinde frem til VM-kvartfinalen, hvor de tabte 1-2 til Brasilien, og James blev turneringens topscorer med seks mål.

Det gav ham en kontrakt med Real Madrid, som i de sidste to år har lejet ham ud til Bayern München – med forkøbsret. Han har i sine to sæsoner i Bayern München lavet 14 mål i 43 kampe, men de tyske mestre ønsker ikke at benytte forkøbsretten.

Inden den nu 28-årige James kom til Real Madrid, havde han spillet i Monaco i Frankrig og før da i portugisiske FC Porto. Hans fem sæsoner i Real Madrid og Bayern München har ikke været decideret dårlige, men James har omvendt heller ikke indfriet det potentiale, som VM i 2014 antydede, at han havde.

Derfor vil Real Madrid gerne sælge ham, hvis prisen er rigtig. Men ellers ser det altså ud til, at Atlético Madrid har Christian Eriksen – der sidste år var med til at spille finale i Champions League med Tottenham – i baghånden.

I november 2018 meddelte Tottenham, at det skulle koste 250 millioner euro (1,85 milliarder kroner) for en klub at købe Christian Eriksen. Men da den mangeårige danske landsholdsspiller har kontraktudløb i 2020, kan Tottenham tænkes at ville nøjes med mindre, fordi udløbsdatoen nærmer sig.

Læs artiklen

Fodbold

Barcelonas tilbud ikke godt nok: Hollandsk stortalent ender i Juventus

Skrevet for

den

FC Barcelona jagtede Matthijs de Ligt fra Ajax, men stortalentet endte med at skrive kontrakt med de italienske mestre, Juventus, i stedet for.

Ifølge den spanske sportsavis Marca er der flere årsager til, at klubben ikke fik fat i den 19-årige hollandske midterforsvarer, der sidste år vandt Golden Boy-kåringen som Europas største talent.

En af dem er, at midterforsvaret ikke er det sted på banen, hvor FC Barcelona har mest brug for forstærkning. Holdet har i forvejen den rutinerede spanier Gerard Piqué og franske Clément Lenglet, der gjorde det fortrinligt i sidste sæson, hvor klubben vandt det spanske mesterskab for andet år i træk og nåede semifinalen i Champions League.

Som back-up har klubben to franskmænd, Jean-Clair Todibo og Samuel Umtiti, selvom netop Umtiti har jamret sig over at være reserve og måske bliver solgt.

FC Barcelona har allerede købt en hollænder i sommerpausen i skikkelse af den 22-årige Frenkie de Jong, som ligeledes kommer fra Ajax, der er en klub, som ofte udvikler spillere til Kataloniens Stolthed. Men hvor midtbanespilleren de Jong var meget ivrig efter at komme til Barcelona, var det klubbens indtryk, at de Ligt ikke var lige så målrettet  – især ikke fordi Juventus også havde pengepungen fremme.

Og pengene betød også en hel del.

Ifølge Marca forlangte Matthijs de Ligt en årsløn på 12 millioner euro (90 millioner kroner). Så mange penge var FC Barcelona ikke parate til at betale i løn til en spiller, hvis største bedrift indtil videre er, at han har vundet det hollandske mesterskab med Ajax. Selvom potentialet er stort, er der ingen garanti for, at spilleren bliver god nok til førsteholdet. Og FC Barcelona er bange for, at en så høj løn til så uerfaren en spiller kan skabe lønglidning i truppen.

Dertil kom, at spillerens agent, Mino Raiola – der er kendt for at være en grådig mand – forlangte et beløb for sin rolle i handlen, der var noget større, end FC Barcelona ville betale.

Over det hele svæver for klubben usikkerheden om verdensstjernen Neymar, som FC Barcelona gerne vil købe tilbage fra Paris Saint-Germain, hvor brasilianeren har gjort sig grundigt upopulær.

Men selvom klubben gerne betaler for kvalitet, så er pengestrømmen ikke uendelig – end ikke i FC Barcelona. Og det er givet, at det bliver en dyr fornøjelse at finansiere Neymar.

De seneste rygter går på, at de franske mestre vil have ikke mindre end 300 millioner euro (2,2 milliarder kroner) i overgangssum for Neymar. Det er små 80 millioner euro mere, end de betalte for ham i 2017.

FC Barcelona har forsøgt at få rabat ved at tilbyde spillere i bytte. Det skulle helt konkret dreje sig om  to midtbanespillere, brasilianeren Philippe Coutinho og kroaten Ivan Rakitic – samt 40 millioner euro (300 millioner kroner). Det tilbud har Paris Saint-Germain ifølge Marca sagt nej til.

De spanske mestre kan formentlig ikke købe flere spillere, førend klubben ved, om Neymar-handlen går igennem. Og hvor mange penge der er tilbage til indkøb, når de eventuelt har købt ham.

Foruden Frenkie de Jong fra Ajax begrænser FC Barcelonas indkøb i denne sommer sig indtil videre til den franske offensive stjerne. Antoine Griezmann fra Atlético Madrid, og den brasilianske målmand, Neto, fra Valencia, der skal være reserve for tyske Marc-André ter Stegen.

 

 

 

Læs artiklen

Fodbold

Real Madrid-trup holdt et minuts stilhed: Zinédine Zidanes bror død

Skrevet for

den

Real Madrids træner, den tidligere storspiller Zinédine Zidane, er blevet ramt af en personlig tragedie. Hans bror, Farid Zidane, døde lørdag morgen i en alder af 54 år.

På klubbens hjemmeside bekræfter Real Madrid kortfattet dødsfaldet.

“Klubbens spillere indledte dagens træning i Montreal med et minuts stilhed på grund af Farid Zidanes dødsfald,” skriver Real Madrid.

Zinédine Zidane tog hjem fredag fra træningen i den canadiske storby af ‘personlige årsager’. Det viste sig altså, at det var, fordi den 47-årige franske træners bror var alvorligt syg.

Ifølge flere medier døde Farid Zidane lørdag morgen omgivet af sin familie – herunder Zinédine Zidane og hans søn, Luca Zidane, som også havde bedt om at få fri fra træningen i Racing Santander. Real Madrid har netop lejet Luca Zidane ud til den nordspanske klub.

Farid Zidane led af kræft.

Læs artiklen

Fodbold

Det har været to år undervejs: Griezmann skifter fra Atlético Madrid til Barcelona

Skrevet for

den

Det siges, at alt godt kommer til den, der venter længe nok. Og ud fra det princip kommer den franske stjerne Antoine Griezmann også til FC Barcelona, der allerede havde kig på ham for et par år siden.

Ifølge den spnnske sportsavis Marca var der allerede følere fra FC Barcelona ude efter Antoine Griezmann i sommeren 2017. Dengang var Manchester United også inde i billedet, men han endte med at blive i Atlético Madrid, som på daværende tidspunkt havde forbud mod at købe nye spillere, fordi klubben havde kontaktet unge spillere udenom deres klubber.

I stedet endte FC Barcelona med at købe en anden fransk spiller, Ousmane Dembéle fra Borussia Dortmund for 105 millioner euro (små 800 millioner kroner).

Derefter pegede alt på, at Antoine Griezmann i stedet ville komme til FC Barcelona sidste sommer. Men så kom der en tv-dokumentar, hvor den nu 28-årige Antoine Griezmann udtalte, at han ikke kunne forestille sig at spille for katalanerne, Det fik flere af FC Barcelonas spillere til at tage afstand fra ham, og Antoine Griezmann endte i stedet med at forlænge sin kontrakt med Atlético Madrid.

I kontrakten stod der, at han havde en frikøbsklausul på 200 millioner euro (1,5 milliarder kroner). Men denne frikøbsklausul faldt til 120 millioner 1. juli i år. Det havde Antoine Griezmann selv forlangt, og manøvren antyder, at Atlético Madrid i virkeligheden godt vidste, at han  spillede på klubben på lånt tid.

Alligevel gik der altså 11 dage mere, inden skiftet blev officiel. Ifølge Marca skyldtes det, at madrilenerne mente, at handlen reelt var indgået før 1. juli, men at FC Barcelona bevidst havde trukket den i langdrag for at spare 80 millioner euro.

De spanske mestre tilbød som kompensation at betale 150 millioner euro, men så ville de betale beløbet i rater. Det ville Atlético Madrid imidlertid ikke være med til.

Tilbuddet om rate-ordningen kan hænge sammen med, at FC Barcelona også forbereder et bud på den brasilianske stjerne, Neymar, der forlod katalanerne til fordel for Paris Saint-Germain i sommeren 2017. Han har på det seneste gjort sig ret upopulær hos de franske mestre, hvor han ikke har vist sig til træning.

Antoine Griezmann er til gengæld klar til at tørne ud for FC Barcelona i de næste fem år. Han indledte sin karriere i Spanien i den baskikske klubf Real Sociedad. Foruden at have vundet VM med Frankrig sidste år  er han også vice-europamester. Ved EM i 2016 blev han turneringens topscorer med seks mål.

Ifølge FC Barcelonas hjemmeside har Antoine Griezmann en frikøbsklausul på ikke mindre end 800 millioner euro (små seks milliarder kroner).

 

Læs artiklen

Fodbold

Celta sælger den ene af sine danskere til engelsk fodbold

Skrevet for

den

Celta fra Vigo har valgt at sælge den danske midtbanespiller, Mathias Jensen, som fortsætter sin karriere i Brentford i den næstbedste engelske række.

“Celta og Brentford er nået overens om en aftale angående Mathias Jensen. Vi vil fra klubbens side gerne oprigtigt takke Mathias Jensen for hans indsats og hans engagement i den sæson, han var hos os. Vi ønsker ham alt godt i fremtiden,” skriver Celta på sin hjemmeside.

Den 23-årige Mathias Jensen bed sig aldrig fast på holdet i Celta, hvor det kun blev til seks kampe i sidste sæson.

I Brentford – som ligger i det vestlige London – skal Mathias Jensen træne under den tidligere Brøndby-træner Thomas Frank, som glæder sig over købet.

“Mathias er en meget talentful spiller, som kan styre en kamp, og som er dygtig i pasnings-spillet. Han vil styrke os på midtbanen – uanset hvilket system vi spiller,” siger Thomas Frank til Brentfords hjemmeside.

Klubberne har ikke oplyst overgangssummen.

Mathias Jensen kom til Celta fra FC Nordsjælland sidste sommer. Hans nye kontrakt med Brentford er fire-årig med mulighed for et års forlængelse. Celta skriver, at klubben har sikret sig procenter ved et eventuelt videresalg.

Senest deltog Mathias Jensen ved EM for U21-landshold i Italien, hvor det dog var tydeligt, at han savnede kamptræning. Danmark sluttede som nummer to i den indledende pulje i turneringen men det var ikke nok til at gå videre til semifinalerne.

Celta råder stadig over to danske spillere i truppen i skikkelse af den tidligere Brøndby-forsvarer, Andrew Hjulsager, og venstrekantspilleren Pione Sisto, der kom til den nordvestspanske klub fra FC Midtjylland.

Endvidere har den tidligere tyrkiske landsholdsspiller, Emre Mor, kontrakt med Celta. Ligesom Mathias Jensen har han også tidligere spillet ungdomsfodbold i FC Nordsjælland.

Det menes, at Celta gerne vil af med både Pione Sisto og Emre Mor.

Galicierne sluttede som nummer fjerdesidst i den bedste spanske række i sidste sæson.

Læs artiklen

Fodbold

De kunne uden Neymar: Brasilien fightede Copa America-trofæet hjem mod Peru

Skrevet for

den

Brasilien vandt søndag finalen om det sydamerikanske mesterskab (Copa America) på hjemmebane med en sejr på 3-1 over Peru efter en kamp, der blandt andet bød på rødt kort og to mål på tvivlsomme straffespark.

For første gang siden 2007 strøg Brasilien helt til tops i Copa America efter en kamp med to ret forskellige halvlege.

Efter en forholdsvis forsigtig start på kampen overtog brasilianerne dirigent-stokken, og det var ganske fortjent, da værterne efter et kvarters spil kom foran.

Gabriel Jesus (Manchester City) tryllede på højrekanten og slog et flot indlæg på tværs af straffesparksfeltet til venstrekant-spilleren Éverton (Gremio), som ugeneret kunne helflugte bolden forbi Perus målmand, Pedro Gallese (Allianza Lima),

Peru var sjældne gæster i Brasiliens straffesparksfelt i første halvleg, men det lykkedes dem alligevel at udligne i næstsidste minut, da kampens dommer, chileneren Roberto Tobar, mente, at Brasiliens Thiago Silva (Paris Saint-Germain) ulovligt tog armen til hjælp i straffesparksfeltet.

Brasilianerne mente, at Thiago Silva væltede, og at han derfor ikke kunne gøre for, at bolden havde ramt ham på armen. Men efter at have set situationen på video-dommersystemet (VAR) holdt Roberto Tobar fast i sin kendelse.

Peruvianernes Paulo Guerrero (Internacional) gjorde klar til at eksekvere straffesparket, og det gjorde den tidligere Bayern München- og HSV-spiller med stor sikkerhed.

Det var første gang, der blev scoret på Brasiliens målmand, Allison (Liverpool), i denne udgave af Copa America.

Men herefter virkede det som om, at Peru sløsede en smule i forsøget på at holde 1-1 til pausen. Og det kostede, da Gabriel Jesus sendte bolden i mål fra 12-14 meters afstand efter en aflevering fra midtbane-dynamoen Arthur (FC Barcelona), der havde taget tre gode træk efter et peruviansk boldtab i venstre side af egen banehalvdel.

Brasilien havde spillet klart bedst i første halvleg, så føringen på 2-1 var fortjent. Men billedet vendte i anden halvleg.

Peru arbejdede sig gradvist ind i kampen, og de fik vist, hvorfor de havde slået Uruguay ud i kvartfinalen og de forsvarende mestre fra Chile i semifinalen.

Det peruvianske tryk blev ikke mindre, da Brasilien midtvejs i anden halvleg blev reduceret til ti mand, fordi Gabriel Jesus fik sit andet gule kort – og dermed rødt.

Men det peruvaianske pres skabte ikke specielt mange chancer. Tættest på en udligning var den tidligere AaB-spiller, Edison Flores (Morelia), med et kraftfuldt langskud fra 20 meters afstand. Bolden strøg lige ved siden af den venstre stolpe ved den lejlighed.

I stedet endte det hele med, at Brasilien kom på 3-1 på endnu et straffespark.

Umiddelbart lignede det en skuldertackling i feltet, men Roberto Tobar konsulterede igen VAR, og den chilenske dommer holdt på den baggrund fast i sin dom.

Det udnyttede indskiftede Richarlison (Everton) til at cementere den brasilianske sejr, som altså kom i hus uden Neymar (Paris Saint-Germain).

Neymar spillede ikke med i turneringen, fordi han er skadet og har været det længe. At Brasilien vandt det første trofæ i 12 år uden deres største stjerne vil ganske givet få endnu mere gang i den brasilianske debat om, hvorvidt landsholdet er bedre uden Neymar end med ham.

Det var niende gang, Brasilien vandt Copa America. Kun Uruguay med 15 og Argentina med 14 titler har vundet Copa America flere gange, siden turneringen blev spillet første gang i 1916.

Det var femte gang, Copa America blev afviklet i Brasilien, som har vundet turneringen hver gang, de har haft fordel af hjemmebane.

Peru var i finalen for første gang siden 1975, hvor holdet vandt turneringen for anden og foreløbig sidste gang.

Der skal spilles Copa America igen til næste år i Argentina og Colombia. Tanken er, at Copa America fremover skal spilles i de samme år som EM i fodbold.

 

Læs artiklen

Populær