Alle dødsofre fra Storebælt-ulykke er identificeret

Alle dødsofre fra Storebælt-ulykke er identificeret

 

Fem kvinder og tre mænd i alderen 27-60 år mistede onsdag morgen livet i togulykken på Storebælt.

 

Alle otte afdøde fra onsdagens togulykke er blevet identificeret, oplyser Fyns Politi. De pårørende er underrettet.

De otte omkom, da et IC4-tog med 131 om bord kolliderede med en lastvognstrailer fra et modkørende godstog.

Yderligere 16 blev kvæstet og efterfølgende indlagt med brækkede knogler og skader efter glassplinter.

Fyns Politi oplyser, at der er tale om fem personer fra Fyn, en fra Københavnsområdet og en fra Grønland.

Retsmedicinerne har siden onsdag arbejdet med at identificere de omkomne.

Den lange identifikationstid har ifølge et pressemøde torsdag hængt sammen med, at de dræbte har haft så svære skader, at politiet har måtte anvende DNA-spor og tandkort til identifikationsprocessen.

Politiet vil ikke give flere oplysninger om ofrene end køn, alder og bopælsområde. Deres identitet bliver altså indtil videre beskyttet.

Nu venter arbejdet med at fastlægge den præcise årsag til ulykken og med at placere et eventuelt ansvar.

Om ulykken skal have et strafferetligt efterspil, vil ifølge Fyns Politi først blive afgjort, når efterforskningen er afsluttet.

Fyns Politi har efterforsket ulykken i samarbejde med Nationalt Kriminalteknisk Center, som hører under Rigspolitiet. Derudover arbejder Havarikommissionen på at fastlægge årsagen.

Havarikommissionen gransker blandt andet de såkaldt sorte bokse på togene, fortæller havariundersøger Bo Haaning til Ritzau.

»De sorte bokse er en af brikkerne i det puslespil, vi skal samle. Eksempelvis hvor stærkt togene kørte,« lyder det fra havariundersøgeren.

»Det giver også en lang række andre oplysninger, som i sig selv måske ikke har betydning for den konkrete ulykke. Men det har betydning for, at man eventuelt kan sige, at systemerne fungerer, som de skal,« siger Bo Haaning.

 

 

Kilde Berlingske/ritzau/ har bidraget med oplysninger til artiklen.