Airbnb får sparket på Den Kinesiske Mur - Costa Posten

Airbnb får sparket på Den Kinesiske Mur

Airbnb får sparket på Den Kinesiske Mur

 

Airbnb ville lade gæster sove i indrettet værelse på Den Kinesiske Mur. Men så kom protesterne.

 

Beijing.

Airbnb, den internationale tjeneste, der formidler overnatninger i private hjem, har aflyst en konkurrence om at overnatte på en del af Den Kinesiske Mur.

Konkurrencen blev mødt med mange protester i Kina og anklager om mangel på respekt for et vigtigt kulturminde med flere tusind år på bagen.

– Ligegyldigt hvordan de får det til at se ud, kan det ikke skjule den sandhed, at denne konkurrence fra et privat selskab uden tvivl vil skade en gammel kulturgenstand, skrev en person på Weibo, der er den kinesiske pendant til Twitter.

Det var distriktet Yanqing, der skulle have været vært for Airbnb’s gæster på Den Kinesiske Mur. Men embedsmænd i distriktet siger, at de ikke havde fået noget at vide på forhånd. Og der var slet ikke givet tilladelse.

Airbnb havde lokket med, at fire vindere skulle overnatte på det flere tusind kilometer lange fæstningsværk. De skulle sove i et rum på et af murens tårne, der til lejligheden skulle indrettes som soveværelse. Uden at gøre skader på bygningsværket, lovede den amerikanske tjeneste.

– Det skal fremme bæredygtig turisme i Kina ved at sætte spotlys på de mangeartede bestræbelser på at bevare Murens lange historie og bringe liv i kinesisk kultur, hed det fra Airbnb.

Tjenesten har prøvet noget tilsvarende i Paris’ katakomber, på Great Barrier Reef i Australien og Abbey Road Studios i London.

Men i Kina gik den ikke længere.

– Vi har truffet en beslutning om ikke at gå videre med denne event, lyder det nu fra Airbnb.

Flere end 8,6 millioner kinesiske turister har brugt Airbnb’s tjeneste.

 

 

 

Kilde Berlingske/ritzau/AFP