6 unge danskere når semifinale i italiensk talentprogram

6 unge danskere når semifinale i italiensk talentprogram

 

True Tricks fra ’Danmark har talent’ blev inviteret til at deltage i Italiens største talentprogram.

 

På lørdag dyster danskerne om en finaleplads.

Husker du drengene fra True Tricks, som sprang rundt på scenen i ’Danmark har talent’ tilbage i foråret?

De imponerede dommerne og seerne helt til finalen med akrobatiske skruer, spark og saltoer og ikke mindst de fængende historier, de fortalte i deres shows.

Og nu gør de det hele én gang til – men denne gang er de rykket til en større scene og et meget større publikum.

Tricking er en sport, der er kendetegnet ved vandrette skruer i luften, høje spark og afsæt og landinger på kun ét ben.

Tricking startede som en blanding af andre sportsgrene og indeholder elementer fra blandt andet kampsport, springgymnastik og breakdance, men har med tiden udviklet sig til en selvstændig sport.

Tricking er en opvisningssport og kan på den måde sammenlignes med dans, hvor der i høj grad er fokus på det visuelle aspekt men også på personligt udtryk.

En invitation i indbakken

For det hele begyndte egentlig, da det danske program sluttede. Italiens største talentprogram, ’Tú Sí Que Vales’, som har over fem millioner seere, havde opdaget danske True Tricks og deres optræden i ’Danmark har talent’-finalen. Derefter tog de kontakt til drengene på Facebook og inviterede dem til at deltage i programmet.

– Vi har alle adgang til Facebook-siden, og vi så beskeden næsten samtidig. Og så gik vores chat på Facebook fuldstændig amok. Vi var godt nok overraskede, siger 28-årige Kasper Jakobsen, der har været med til at stifte True Tricks.

Det føles vildt, at de har opdaget vores act fra lille Danmark.

“Mama mia” fra dommerne

Drengene blev bedt om at optræde med deres danske finaleshow i det indledende program – og i midten af oktober blev de fløjet til Rom på business class og hentet i en bil med tonede ruder, som var de rockstjerner.

– Det er virkelig en sjov oplevelse, og det hele er større og vildere. Pludselig laver vi ikke fjernsyn for en million mennesker. Nu er det for fem millioner. Og vi konkurrerer ikke om 250.000 kroner (som i ’Danmark har talent’, red.), men 750.000 kroner, siger han.

Deres optræden fik dommerne til at udbryde ”mama mia”, og den har nu sikret dem en plads i programmets semifinale, der bliver sendt direkte fra Rom på lørdag.

Siden de fik beskeden om, at de var gået videre, har True Tricks brugt meget tid i træningslokalerne på at blive klar til de to minutter, der skal fyres af i semifinalen.

Og ligesom i deres seneste show, der handlede om tabet af en ven, tager de også et dybere emne op i deres nye optræden. Nemlig hvordan man må overvinde sine egne grænser for at blive god til tricking.

– Vores show skal vise en proces fra at være tynget af negative tanker og frygt til at være det modsatte. Hvor man overvinder det og bliver forløst, siger Kasper Jakobsen.

Et ekstra medlem

Og når True Tricks går på scenen på lørdag, vil den opmærksomme seer opdage, at gruppen stiller talstærkt op. Faktisk er de vokset med en mand.

Et af holdets medlemmer, Bjarne Risbjerg, var nemlig i Israel, da første show skulle afvikles i Rom, og derfor måtte gruppen hente forstærkning.

Det blev en af deres venner, Thomas Schantz, og begge er med i semifinalen, så nu tæller True Tricks seks unge mænd i alderen fra 20 til 28 år. Og nerverne er begyndt at vise sig, da gruppen gerne vil ned og præstere.

– Det er svært ikke at blive påvirket af, men vi sørger for at være rigtig godt forberedte og vil prøve at få det til at se let ud, siger Kasper Andersen.

Skulle True Tricks klare sig videre til finalen den 9. december, går turen endnu engang til Rom, hvor de kan vinde førstepræmien på 100.000 euro, som svarer til 750.000 danske kroner.

 

Endnu en fantastisk oplevelse i rygsækken. For et par uger siden blev True Tricks inviteret til Italien, hvor vi deltog i deres kæmpestore talentshow "Tu Si Que Vales". Helt ubeskriveligt for mig. Vi fremførte en performance som betyder rigtig meget for mig – en performance som handler om tab, vrede, forløsning og båndet mellem to brødre.Kan slet ikke sætte ord på, hvordan det føles at fortælle historier igennem kroppen frem for med ord! Jeg er så dybt taknemmelig og skide stolt over de ting der sker.Her er vores optræden. Jeg tror dommerne sagde pæne ting! Glæder mig til mange flere med mine drenge!#MAMAMIA

Posted by Lasse Smed Vels Jensen on Sunday, October 22, 2017

Fortæl os hvad du mener om denne artikel