42.000 vil have nattog til Europa tilbage

42.000 vil have nattog til Europa tilbage

 

Torsdag overrækker en borgergruppe 42.000 underskrifter til Folketingets transportudvalg.

 

De vil have nattogene til Europa, som stoppede i 2014, tilbage.

Har man prøvet at køre med nattog, så husker man det helt sikkert.

Det er en særlig oplevelse, at lægge sig til at sove i et vuggende tog, mens det kører gennem den sorte nat, og det er en storslået oplevelse at vågne op næste morgen og kigge ud ad vinduerne, mens toget nærmer sig sin destination. Har man prøvet at ankomme med morgentoget til Gare du Nord midt i Paris, så husker man helt sikkert duften af kaffe og croissanter i den vågnende, morgensøvninge by.

Nu ønsker en borgergruppe nattogene med kurs mod Europa syd for Danmark tilbage. Det sidste nattog fra København kørte i november 2014, fordi det tyske jernbaneselskab Deutsche Bahn ikke ville være med længere.

Borgergruppen, som støttes af grønne foreninger og enkeltpersoner, har indsamlet 42.000 underskrifter, som de torsdag vil overrække Folketingets transportudvalg.

»Vi ønsker, at transportpolitikerne siger til DSB, at de gerne må indgå samarbejde med en operatør sydfra, så der igen kan køre nattog til Danmark, og at DSB godt må hjælpe med eventuelle udgifter, som ikke bliver dækket af passagerindtægter. Det har de mulighed for ifølge deres kontrakt,« siger Poul Kattler, som er initiativtager til underskriftsindsamlingen.

Han siger, at togene til Hamborg, hvorfra man kan tage tog til en række andre europæiske destinationer, er velbesøgte, ligesom nattogene, der stoppede i november 2014, var det.

»Dengang sagde den daværende transportminister, som vi besøgte for at klage vores nød, at der ikke var noget til hinder for, at nattogene blev genoptaget, hvis der var en operatør, hvilket der ikke var dengang, fordi Deutsche Bahn, som drev ruten sammen med DSB, ikke længere ønskede at køre nattog,« siger Poul Kattler.

Borgergruppen, som i 2014 indsamlede 10.000 underskrifter mod lukningen af nattoget mod syd, vil ikke have nattogne tilbage af nostalgiske grunde. Gruppen mener, at der er klare miljøfordele ved at bruge tog i stedet for fly.

»Vores flyrejser påvirker nu klimaet ligeså meget som biltrafikken, og udslippene går kun en vej, nemlig i vejret! Vi er flere og flere som vil foretrække også at rejse langt med tog. Nattog, der kan køre på bæredygtig strøm, er et af de mest realistiske alternativer til flyene. Nattog kan knytte Skandinavien sammen med det øvrige Europa, og vil bidrage til at nå transportsektorens del af Parisaftalens klimamål,« skriver gruppen på sin hjemmeside.

Miljø og bekvemmelighed

Poul Kattler siger, at det statslige østrigske togselskab, ÖBB, arbejder for at udbygge nattogstrafikken og kunne vær interesseret i at drive en rute fra Danmark. Den 9. december åbner selskabet ruter mellem Wien og Berlin og Wien og Budapest samt Berlin og Krakow.

Poul Kattler siger, at der er flere grunde til at genindføre nattogene.

»Hvis man har tænkt sig at skippe flyvning, når man skal rejse 800-1.000 km væk, så skal man tage natten til brug, når man rejser med tog. Men det handler også om bekvemmelighed. Man kan sove, mens man rejser og sparer dermed en hotelovernatning, og man ankommer direkte på destinationen, f.eks. midt i den by, man rejser til. Det er rimeligt behageligt,« siger han.

Paul Kattler har personligt taget initiativ til underskriftindsamlingen, men den sker på vegne af netværket Back on Track, som repræsenterer både organisationer og enkeltpersoner og arbejder at fremme togtransport.

Problemet med dette initiativ er dog, at det efterhånden er dyrere at køre med tog end at flyve.

 

Kilde Berlingske Tidende