272 millioner e-mailkonti stjålet: Sådan gør du dit password svært at hacke

272 millioner e-mailkonti stjålet: Sådan gør du dit password svært at hacke

Har du en e-mailkonto ved Google, Microsoft eller Yahoo, er det en god idé at skifte password omgående.

 

Ikke mindre end 272,3 millioner e-mailkonti er blevet stjålet af hackere, der i øjeblikket sælger kominationer af brugernavne og adgangskoder på russiske undergrundssider.

Hele 57 millioner, som er langt størstedelen af de hackede e-mailkonti, tilhører den russiske mail-tjeneste Mail.ru, imens Yahoo kommer på en andenplads med omkring 40 millioner hackede konti. 33 millioner er Hotmail-konti imens omkring 24 millioner er Gmails.

Også et stort antal tyske og kinesiske e-mailkonti er blevet ramt.

Det oplyser Reuters

Det er sikkerhedsfirmaet Hold Security, der har opdaget det enorme tyveri af e-mailkonti. Sikkerhedsfirmaet fik oplysninger om tyveriet via et diskussionsforum, hvor en ung russisk hacker pralede af de stjålne e-mailkonti.

Flere millioner brugernavne og adgangskoder kan nu være frit tilgængelige på nettet, og derfor er det en god idé at skifte password, hvis man anvender en af ovenstående e-mail-tjenester.

– For at være på den sikre side er det en god idé at ændre passwordet til sin e-mail, hvis man har en Gmail, Hotmail eller en Yahoo mail. Find på et password, der er svært at hacke, og som kun du kender til. Hvis passwordet til din e-mail bruges til flere forskellige tjenester, så husk at det skal ændres alle steder, men til forskellige passwords, siger IT-Sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen fra it-firmaet www.anytech365.com

Mange bruger de samme passwords til flere forskellige tjenester, hvilket gør det nemmere for hackere at få adgang til folks private informationer.

– En rigtig god idé er at have flere forskellige brugernavne og password-kombinationer, da de fleste hackere ved, at mange af os bruger det samme password til flere forskellige tjenester. Hvis en hacker finder én indgang til en af dine tjenester, og du bruger det samme password flere forskellige steder, kan flere af dine oplysninger udnyttes. Det kan de ikke, hvis du bruger forskellige passwords, siger Janus R. Nielsen.

For at øge sikkerheden og gøre dit password svært at hacke, anbefaler Janus R. Nielsen følgende:

  • Brug altid flere forskellige passwords. Hav gerne en 5-6 forskellige, som du kan veksle imellem.
  • Sørg for at skifte password jævnligt, gerne hver 3. eller 4. måned.
  • Brug både store og små bogstaver kombineret med tal.
  • Lav en sætning, som kun du kan huske. Fx ”Huset_brændte_i_1990” eller ”Hundenfødte3Hvalpe”.
  • Sammensæt en tekst som kun giver mening for dig. Fx ”Jeg tog min studentereksamen i 2008 hvor jeg sluttede af med et 12tal”. Tag derefter det første eller de to første bogstaver fra hvert ord og lav et password ud af det, så det bliver ”Jetomisti20hvjeslafmeet12”.
Fortæl os hvad du mener om denne artikel